Hvad får en sød dreng til at vokse op gennem ungdomsårene og ende som nynazist?
Det synes at være spørgsmålet, islandske Sjón gerne vil have sine læsere til at tænke over med kortromanen ”Korngult hår, grå øjne”, hvor en mand i første afsnit findes død i en togkupé i London. Der ligger et pas i hans inderlomme. Han er fra Island, hedder Gunnar Kampen og blev bare 24 år gammel.
Herefter slår romanen et sving tilbage til de første minder i Gunnars liv og bevæger sig så gennem årene og mod døden, og vi får historien om en dreng, der vokser op i efterkrigstidens Reykjavik, hvor der stadig er folk, som sympatiserer med den nationalsocialistiske ideologi. I en cykelforretning møder drengen for eksempel mænd, der sværger til stærk fysisk, karsk ånd og tror på den ariske race. Og i en slags faderopgør vender han sin kærlighed og beundring mod sin onkel, der sidder fængslet i Norge for landsforræderi. Han skriver også hengivne breve til nazistiske ideologer rundt om i verden, foretager en rejse til Tyskland og stifter i 1958 det nynazistiske parti, National Befrielse.
Det er fiktion med brug af virkelige hændelser og personer, og Sjón, der er en af Nordens sande enere, fatter sig i korthed. Specielt med tanke på, at hans forrige roman, mesterværket ”CoDex 1962”, er på 528 sider.
Hvad angår længde er ”Korngult hår, grå øjne” i familie med den lille ”Skygge-Baldur”, der ikke bare er et hovedværk i forfatterskabet, men også i nordisk litteratur. Hvor Sjón dér arbejder med elementer fra islandsk folketro og sagn, opererer han hér i den realistisk-psykologiske genre, hvor Gunnars liv og bevæggrunde lægges frem via begivenheder og breve, så læseren selv må udlede, hvordan den unge mand, som skriver smukt og holder af litteratur, kan ende med at bortforklare Hitlers dødsmaskine, gå ind for ”det ariske menneskes ret til at dyrke sin egen kultur” og registrere jøder i Island i et hemmeligt kartotek, der kan tages i brug, når verden atter er klar til nationalsocialismen.
Sjón er naturligvis for dygtig en forfatter til at lægge forklaringerne tungt og tydeligt frem, og brugen af breve og dramaturgien, hvor Gunnar og læserne nærmer sig døden i toget i London, fungerer, ligesom man på stimulerende vis fornemmer, at visse dele af romanen er baseret på historiske begivenheder.
Når ”Korngult hår, grå øjne” – klart og koncist oversat af Kim Lembek – alligevel ikke hører til blandt Sjóns stærkeste bøger, skyldes det altså ikke formen, men dét, der står tilbage: Gunnar Kampen blev ikke nynazist, fordi han var født ond, men fordi en række faktorer – en blanding af historie, arv og miljø – faldt sådan sammen, at ideologien kunne vokse frem i ham.
Det er sådan, den slags normalt forklares, og på den måde ender romanen som et sikkert realiseret, men ikke specielt originalt indspil i den evigt pågående diskussion om radikalisering og det ondes opståen i det sunde. Som kræften i et ungt menneske. Og den sammenligning er ikke tilfældig. Læs bare ”Korngult hår, grå øjne” og se.