Prøv avisen

Islandsk skæbnedrama

4 stjerner

I romanen ”Akvarellen” af Karin Thorlacius og Carsten Hansen forbindes spænding med en menneskelig faktor

Forfatterparret Karin Thorlacius og Carsten Hansen har tidligere udsendt to spændingsromaner med den århusianske drabschef Jacob Tofte som hovedperson. Vi træffer ham igen i parrets tredje bog, ”Akvarellen. En dramatisk skæbnefortælling fra Island”, der både er en spændings- og slægtsroman. Og i begge henseender velfungerende.

Det, der grundlæggende gør romanen vedkommende, er, at spændingsmomentet er tæt knyttet til en menneskelig faktor: Den kvindelige hovedperson, Anna, er rejst til Island, hvor hun er født, i et forsøg på at skaffe sig oplysninger om baggrunden for, at hun i en alder af seks år blev adopteret til Danmark. Men hvorfor er hun ikke med det fly, som hun var ventet hjem med?

Hendes mand, den nævnte drabschef, bliver bekymret og tager til Island for at opspore sin hustru – og inddrages i den efterforskning, der sættes i gang. Teorien er, at Anna er blevet bortført – fordi hun uden at vide det ”udgør en del af nogle oplysninger”, som en eller anden ikke vil have, at andre får kendskab til.

I historien indgår en akvarel – og en dermed forbundet hemmelighed. I nogle afsnit føres vi tilbage til Tyskland i nazitiden, til krystalnatten i 1938, hvor mange jødiske lejligheder og forretninger raseredes. Vi hører om en islænding, der udnyttede situationen til komme i besiddelse af såkaldt ”entartete Kunst” – en ganske særlig rolle i handlingen spiller et Renoir-maleri, der kan indbringe et millionbeløb.

I et fængende klimaks – akkompagneret af en snestorm af islandsk vælde – mødes en barsk fortid og en dødsensfarlig nutid. Og yderligere beskrives endnu et klimaks: Anna opnår for første gang kontakt med to nære familiemedlemmer – og det sker uden ledsagelse af sentimentalitet.

Karin Thorlacius og Carsten Hansen tager sig god tid til at fortælle historien, der er inspireret af virkelige hændelser. Men den har nerve og er sikkert komponeret. Desuden udvikler den sig hele tiden. Og som læser holdes man fast. Det er professionelt arbejde.