Islandsk forfatter har skrevet en fossende strøm af informationer og sansninger

Inspireret af en fjern, fortidig slægtning har den islandske forfatter og kulturhistoriker Bergsveinn Birgisson skrevet værket "Den sorte viking"

"Birgisson gør sig nogle interessante tanker om forholdet mellem historie og digtning," skriver anmelder Claus Grymer.
"Birgisson gør sig nogle interessante tanker om forholdet mellem historie og digtning," skriver anmelder Claus Grymer. . Foto: Gyldendal.

At overskride kløften mellem forsker og forfatter. Det er, hvad den islandske forfatter og kulturhistoriker Bergsveinn Birgisson forsøger med sin usædvanlige bog, formeksperimentet ”Den sorte viking. En saga”.

Den betegnes af ham selv som en hybrid, en slags ”argument-roman”, angiveligt drevet af lidenskab, men styret af lærdom. Det er en fortællers værk, der af Birgisson samtidig opfattes som et videnskabeligt skrift – hvad det i høj grad også er.

De overvejelser om sit forehavende, som han undervejs inddrager læserne i, er relevante, fordi de imødekommer den tvivl, som man indimellem kan have om projektets bæredygtighed. Den udfordring, forfatteren har givet sig selv, sammenligner han med et detektivarbejde rettet mod gåder repræsenteret af et 1100 år gammelt lig, der for længst er blevet til støv.

Dermed hentyder han til en af sine fjerne, fortidige slægtninge, Geirmund Heljarskinn, af kongelig afstamning, født 846 i Rogaland i det sydvestlige Norge, en af de største vikinger og den mægtigste landmand i Island og beskrevet som grim, mørklødet og med mongolske træk. Man ved næsten intet nærmere om ham. Fastslås kan det imidlertid, at han stod i spidsen for en international økonomisk foretagsomhed baseret på især fangst af hvalrosser. Til det grove havde han i hundredvis af slaver, kristne slaver fra Irland og Skotland. Han ejede flere storgårde og kunne ses ridende gennem de islandske landskaber med et følge bestående af 80 velbevæbnede mænd. Historien handler imidlertid om mere end om manden i sig selv:

”Med Geirmund markeres begyndelsen på den islandske nation, begyndelsen på et folk, der bevarede erindringen om de første, som slog sig ned i landet.”

”Den sorte viking” er bestemt et imponerende værk, ganske overvældende. Det gælder også omfanget af blandt andet noter og anvendt litteratur. Man færdes ydmygt i al den lærdom, som Birgisson ubesværet præsenterer læserne for, fossende strømme af informationer og sansninger. Og vist kan den udenforstående læser blive en anelse træt, druknedøden truer.

Men spørgsmålet er der flere gange: Hvad skal alt dette dog føre til? Under alle omstændigheder har man let ved at sætte sig ind i de vanskeligheder og anfægtelser, som Birgisson har haft undervejs. Han beskriver Geirmund som ”en skygge, en stemme i mørket mellem forhistorie og historie med alle de ubesvarede spørgsmål, det indebærer (...) Kan det lade sig gøre at levendegøre en skygge så meget, at nogen gider læse om ham? Besidder læseren tilstrækkelig tålmodighed over for en fortæller, som på sin vis famler i mørke som Dante i helvede?”.

Flere gange var Birgisson ved at opgive. Erklærede projektet for umuligt – men fortsatte.

Forfatteren har samlet og undersøgt fragmenter af Geirmunds livsforløb – og beskriver det med en underdrivelse som fascinerende. Han var et forsømt barn, der voksede op blandt trælle. Senere viste det sig, at han stammede fra en af de største kongeslægter i Norge.

Birgisson gør sig nogle interessante tanker om forholdet mellem historie og digtning. Hans konklusion er, at en forfatter/historiker i bestræbelsen på at åbne et givent stof for læserne må tro på den fortælling, der kan læses ud fra de fundne fragmenter. Han henviser til ”de gamle sagamestre” og deres erkendelse af, at historieskrivning i et vist omfang må være digtning. Han skriver:

”En videnskabelig fortælling giver forfatteren mulighed for at udfylde hullerne på digterisk vis uden at vende historievidenskaben ryggen.”

Hvem var manden bag det ydre forløb fra trælleliv til det stik modsatte? Birgisson prøver at komme så tæt på Geirmund, at han i det mindste kan give et bud på et svar. Blandt andet om den tankeverden, der var hans – med forholdet til naturen som eksempel. Et meget anderledes forhold end det i vore dage gældende, hvor vi lægger vægt på naturen som noget smukt – ”hvad mennesket (...) har gjort, lige siden det mistede forbindelsen til den”. For Birgisson og hans verden var naturen ”et monster, som mennesket skal slås med og tæmme, og det er det kampen for at overleve går ud på: at bekæmpe naturjætten”. Ophøjede tanker om naturen virker i den sammenhæng absurd. Naturen var ikke et fristed. Nej, fristedet var dér, hvor man var fri for naturen.

Tættere end på hovedpersonen kommer vi på tiden, på dens råhed og brutalitet, oplevet af de importerede trælle, som Birgisson havde til at tjene sig. Det var en tilværelse som levende død, præget af frygt, en bestandig påmindelse om døden. En herre kunne aflive en slave, som drejede det sig om et husdyr.

Hvem ”Den sorte viking” dybest set var, fortoner sig stadig i nogen grad i det uvisse. Men værket om ham rives man for det meste med af. Når ikke man gør det, føler man sig utaknemmelig og blasert.