Der har nok været reception i går, når jeg at tænke ved synet af det runde bord med buketter og klynger af vinglas, som møder mig på første sal på Nordatlantens Brygge, hvor jeg er taget ud for at se på islandsk samtidskunst. Men så begynder vinglassene at synge, de klirrer mod hinanden, først den ene, lidt efter den anden gruppe, og så bliver der stille igen. Det er ikke leftovers fra gårsdagens personalemøde, men et skulpturelt værk af den unge kunstner Una Björg Magnúsdóttir.
Udstillingen af islandsk samtidskunst, ”High & Low”, er arrangeret af Islands Ambassade i København, i anledning af at det i 2018 er 100 år siden, at Island gjorde sig fri af sin status som et dansk biland. Udstillingen er kurateret af Heidar Kári Rannversson, en yngre islandsk kunsthistoriker og kurator, som netop er tiltrådt som kultur- og udstillingschef for Nordatlantens Brygge.
”High and Low” viser et bredt spektrum af islandske kunstnere, 11 i alt, den ældste, Magnús Pálsson, er født i 1929, den yngste, ovennævnte Una Björg Magnúsdóttir, er født i 1990. Der er kun stillet et udstillingsrum til rådighed (i stuen er der netop åbnet en udstilling af mode- designeren Jørgen Simonsens livtag med den grønlandske kultur), og det gør desværre indtrykket lidt klemt.
Kurator har sat fokus på tværmediale værker og også på værker, der arbejder videre i den Fluxus-tradition, der er et af benene i islandsk samtidskunst. De ældste værker er fra 1971, de yngste er lavet til lejligheden. Udstillingens titel er affødt af et lydværk af Thóranna Dögg Björnsdóttir (født 1976) der genererer lyd ud fra Islands meteorologiske instituts registreringer af de omskiftelige høj- og lavtryk. Og giver man sig tid, folder udstillingens forskellige tryk sig også ud både i lyd, lugt og billeder.
Udstillingen er interessant på mange måder. Dels peger den på, hvor lidt islandsk samtidskunst egentlig er kendt i Danmark, dels peger den på udfordringerne i at åbne en sådan mindre kendt scene for den alment interesserede.
Det virker, som om drømmen har været at vise et ikke helt så internationalt hypet spænd af islandsk samtidskunst dels gennem de helt unge repræsentanter, dels gennem værker af ”bedsteforældregenerationen”.
Det er jo et helt legitimt greb at ville udfolde et længere stræk. Og ser man udstillingen inde fra en kontekst af viden om islandsk kunst, er jeg sikker på, at udstillingen ser anderledes ud. Men når man kommer udefra, uden forforståelsens knager at hænge fortællingen op på, så har den svært ved at samle sig. Jeg savner simpelthen noget mere formidling, enten på skrift, eller i ophængningen af værkerne.
Når det er sagt, er der fine og sjove værker på udstillingen, lige fra Arnar Ásgeirssons parfumeduftende steler, hvori der er præget mønstre, som var de støbemodeller for runesten. Det viser sig da også, at de er lavet i sæbe, gul, grå og lyserød. Det er også ham, der har dekoreret rummets døre og vinduer med groteskhumoristiske tegneserieagtige tegninger.
Hvor Ásgeirsson er uddannet fra Amsterdam, er Örn Alexander Ámundason og Una Margrét Árnadóttir begge uddannet fra kunstakademiet i Malmø, og de medvirker begge i den lille videosløjfe, ”Højdepunkt”, som på underfundig vis spiller på parallellen mellem foregribelsen af crescendoet i et musikstykke og orgasmen.
Örn Alexander Ámundason sender sin tribut til Fluxus-kunsten ved udstillingens mest usynlige værk, som kun lader sig ane ved omhyggelige studier af gulvets fodspor – værket ”Klistret” er simpelthen lavet af ”Faxe Kondi på gulv”.
Hildur Hákonardóttir, som er født i 1938, hører til den gamle garde. Hun er væver, oversætter, aktiv feminist og var i 1970’erne, hvor hun i en periode var leder af Islands kunstakademi, sammen med en anden af udstillingens ældre kunstnere, Magnús Pálsson, med til at introducere de kommende unge islandske kunstnere for samtidskunsten.
På udstillingen præsenteres hun med store vævninger, der ligner abstraktioner over landskaber, og en tung afstøbning af et kloakdæksel.
Det er materielt, og ret flot, men som udenforstående er det svært at se, om det er de to kunstneres værker, der har været så banebrydende for den yngre generation, eller om det i højere grad handler om den rolle, de har haft qua deres internationale udsyn og vilje til at udfordre det nationale.
”High and Low” giver en appetit på en mere udfoldet præsentation af islandsk kunst i Danmark. Eller måske hellere – flere individuelle.
Hvor ville det for eksempel være fantastisk at se Hrafnhildur Arnardottir, aka Shoplifter (pseudonymet skyldes newyorkeres forsøg på at udtale fornavnet), som laver kæmpestore installationer af farvet hår, og som besøgte Nordatlantens Brygge i forbindelse med et mindre seminar, give den fuld udblæsning i det gamle pakhus.
Til gengæld kan man opleve hende som islandsk repræsentant på Biennalen i Venedig til maj, og en ting er sikker; det bliver ikke kedeligt.