11 år er der gået, siden den jødisk-amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer sidst lod høre fra sig i romanform. I årene efter bestselleren ”Ekstremt højt & utrolig tæt på” (2005) har han arbejdet med et tv-manuskript, udgivet en nonfiktionsbog om den amerikanske kødindustri, er blevet far til to drenge og skilt fra deres mor, forfatteren Nicole Krauss.
Men nu er den Brooklyn-baserede forfatter altså tilbage med sin tredje roman (debuten ”Alt bliver oplyst” udkom i 2003), og den er både mere ambitiøs og ganske anderledes end noget, Foer før har skrevet.
Noget mesterværk er ”Her er jeg” imidlertid ikke, selvom forlagsomtalen fra USA, hvor romanen også udkommer i dag, gerne vil have os til at tro det.
”Her er jeg” er en skilsmisseroman med parret Julia og Jacob Bloch i hovedrollerne. De er omkring de 40 år, sekulære jøder fra den øvre middelklasse, bosat i Washington D.C. og har sønnerne Sam, Max og Benjy. Familiens sammenbrud er skrevet med en intimitet, der gør det ret oplagt at gætte på, at Foer trækker på sine egne skilsmisserfaringer, og forfatteren deler da også alder, erhverv og andre træk med Jacob (selvom Foer i interviews bedyrer, at der er flere ligheder mellem ham og Julia).
Hvorom alting er, har Foer skrevet sin hidtil mest personlige roman, og alle med daglig gang i en kernefamilie vil genkende træk af parforholdets dynamik i Foers præcise beskrivelser.
Julia og Jacob har været sammen i 16 år og glider, som årene går og flere børn kommer til, langsomt fra hinanden.
I den sindrigt komponerede roman får vi gennem lange flashbacks indblik i en fælles fortid fyldt med humor og gensidig generøsitet, men i de fire uger i 2016, hvor romanen reelt foregår med sønnen Sams bar mitzvah som dramatisk omdrejningspunkt, er forholdet frosset til i gensidige anklager.
Det eneste, Julia og Jacob efterhånden er fælles om, er deres personlige identitetskriser, hvor især Jacob synes at fejle på alle parametre: som far, som ægtemand, som jøde og som forfatter.
”Her er jeg” er imidlertid ikke en konventionel skilsmisseroman, for Bloch-parrets sammenbrud kædes sammen med staten Israels mulige udslettelse. Langt henne i romanen iscenesætter Foer det helt store opgør i Mellemøsten: Først destabiliseres området af en naturkatastrofe, der skaber panik i befolkningen, og som hurtigt fører til eskalering af de politiske spændinger mellem Israel og dets arabiske naboer, indtil en regulær krig bryder ud.
Fra Jerusalem trygler den israelske premierminister alle verdens jøder om at vende ”hjem” til Israel og kæmpe mod muslimerne. Nu vil tilfældet – eller rettere: Foers forfatterhånd – at Julia og Jacob, på samme tid som kaos råder i Mellemøsten, har besøg af deres israelske slægtninge, der er i Washington for at deltage i Sams jødiske konfirmation, og det giver anledning til en både morsom og indsigtsfuld kontrastering af israelsk og amerikansk jødedom.
Der er en verden til forskel på de israelske jøders kropslige, brovtende og materialistiske livsform og de amerianske jøders kulturelle og intellektuelle tilgang til jødedommen, hvor skyttegrave og kampvogne ikke er en uomgængelig komponent i identiteten, som de er for israelske jøder. Er der i det hele taget mere, der skiller end samler israelske og amerikanske jøder? Og bør Jacob virkelig forlade trygge D.C. for at kæmpe for sine trosfæller i Sinai-ørkenen?
Foer har en fest med at iscenesætte forskellen mellem ”venstreorienteret” amerikansk og ”højreorienteret” israelsk jødedom og er som den ægte komedieforfatter ikke bange for at generalisere for at hamre sine pointer ind. ”Her er jeg” afslører, at Foer også er en humoristisk forfatter med et sikkert blik for de mere bizarre synspunkter i den pragtfulde jødiske debatkultur.
Hvad Foer til gengæld ikke lykkes med, er at integrere de to spor – intimsfæren og storpolitikken –med hinanden. Det forbliver romanen igennem en fiks idé, at Jacobs identitetsmæssige krise afspejles i Israels nationale krise, og man ønsker næsten, at Foer tidligt havde valgt side og skrevet en kortere og mere fokuseret skilsmisseroman. Det er tydeligvis for det nære stof, at hans hjerte banker, og her, at hans evner for præcise psykologiske beskrivelser bedst udfoldes.
”Her er jeg” henter sin titel fra beretningen om Abrahams ofring af Isak, men heller ikke det religiøse stof integreres tilfredsstillende i hovedhandlingen. Tro er aldrig rigtig et emne i Julia og Jacobs mange (og undertiden ret konstruerede) dialoger, og romanen udtrykker ikke nye indsigter på området, som læsere med almindelig interesse for tro og teologi ikke allerede kender.
Der er også andre irritationsmomenter. Eksempelvis virker det ikke til, at Julia og Jacob nogensinde går på arbejde (Julia er indretningsarkitet, men det eneste kundebesøg, vi hører om, er hos en Mark, som hun næsten har en affære med), men alligevel vælter parret sig i penge og kan med lethed købe et nyt hus til Jacob, da skilsmissen er en realitet.
Indtægtskilder hos fiktive hovedpersoner er ikke nødvendigvis interessant læsning, men når meningen nu er, at Julia og Jacob skal forestille at have almindelige middelklasseproblemer, er det distraherende for indlevelsesgraden, at ægteskabets sammenbrud foregår i en em af mondæn kreativ klasse-lækkerhed, hvor håndfremstillede børnesenge med økologiske madrasser af ponyhår til mange tusinde dollars hører til kategorien impulskøb.
I det omfang, en kritikers lod også er at agere ledvogter og vurdere ny litteratur på en skala, der rækker ud over nuets rus, må dommen over ”Her er jeg” nødvendigvis være halvhård.
Tillad en omgang ”namedropping”, der ikke ligger ”Her er jeg” fjernt, for at vise, hvad Foer er oppe imod: Joseph Hellers ”Good as Gold” har sjovere dialoger mellem jødiske generationer, Philip Roths ”Modliv” og ”Operation Shylock” er vildere og mere komplekse i deres udforskning af israelsk identitet og verdslig amerikansk jødedom, Jonathan Franzens ”Korrektioner” giver et bedre indblik i amerikanske middelklasseproblemer, tv-serien ”In Treatment” og Woody Allens tidlige film skildrer psykologbesøg bedre, og Adelle Waldmans ”Nathaniel P’s affærer” spidder maskulint selvhad vittigere end ”Her er jeg”.
Alt dette gør ikke ”Her er jeg” til en dårlig roman, og nye læsere kan jo være ligeglade med, at Philip Roth, som Foer tydeligvis gerne vil konkurrere med, er en bedre forfatter. Men Foer leder stadig efter sin egen stemme, dén tone, der definerer hver side af de største forfatteres romaner.
Han virker for optaget af at vise læseren, hvor belæst og begavet han er. En anmelder skrev om Foers debut, at der var for meget ”Se mor, uden hænder!” over den. Men mor vil ikke imponeres, mor vil have kunst, så man må håbe, at Foer næste gang griber fast om cykelstyret og finder sin egen bane i amerikansk litteratur.