Israel mellem indre spændinger og ydre fjender

I Ari Shavits personlige beretning om Israel, ”Mit forjættede land”, der nu udkommer på dansk, genopleves 100 års jødisk historie i Mellemøsten. Forfatteren mener, at vejen ud af Israels nuværende krise er en genopdagelse af de liberale, jødiske idealer, som landet er bygget på

Ari Shavit har bevæget sig fra fredsbevægelsen og venstrefløjen ind mod den politiske midte. Han er stærkt kritisk over for Israels nuværende højreorienterede regering og landets udvikling, men lægger en stor del af skylden for udviklingen på det gamle Arbejderparti og fredsbevægelsen, der har nægtet at se realiteterne i øjnene, mener han. –
Ari Shavit har bevæget sig fra fredsbevægelsen og venstrefløjen ind mod den politiske midte. Han er stærkt kritisk over for Israels nuværende højreorienterede regering og landets udvikling, men lægger en stor del af skylden for udviklingen på det gamle Arbejderparti og fredsbevægelsen, der har nægtet at se realiteterne i øjnene, mener han. – . Foto: Petra Thiebel Jacobsen.

Det regnede med roser over israelske Ari Shavits bog ”My Promised Land”, da den udkom på engelsk i 2013. Bogen på over 400 sider dækkede tydeligvis et behov for sober og afbalanceret oplysning om et land og en region, hvor hadsk tale og kompromisløshed er dagens orden.

”En af de mest nuancerede og udfordrende bøger om Israel,” skrev Wall Street Journal. ”Vigtig og stærk. Den mindst tendentiøse bog om Israel i årevis,” skrev New York Review of Books. Og The Economist stemte i: ”Shavits profetiske stemme forkynder budskaber, som alle parter kunne trænge til at høre.”

Denne profetiske stemme har nu lydt i over 20 lande, hvor bogen er udkommet, men på nær et par andre lande er det kun Danmark, som Shavit har besøgt i forbindelse med de mange oversættelser. Han opholder sig i København i denne uge og tager ved siden af de mange medieoptrædener tid til noter om et muligt kommende projekt. Han er stærkt interesseret i den danske arbejdsmarkedsmodel og vores høje grad af tillid mellem borgere og myndigheder, og han ser klare paralleller mellem den israelske arbejderbevægelses historie og den danske samfundsindretning, fortæller han, inden interviewet om ”Mit forjættede land” går i gang på forlagschefens kontor her på Kristeligt Dagblad, der udsender den danske oversættelse af Shavits bog i dag.

Shavit er en fremtrædende journalist og kommentator i hjemlandet, hvor han skriver fast i dagbladet Haaretz, og titlen på bogen er selvsagt valgt med omhu. ”Mit” i titlen indikerer, at bogen er en personlig rejse rundt i landet, for Shavit er interesseret i at finde ud af, hvordan han fra sit eget udgangspunkt som venstreorienteret og del af eliten til en vis grad har misforstået Israels udvikling de senere år.

I bogen besøger han repræsentanter for Israels befolkningsgrupper og konfronterer sit eget udgangspunkt som det, han med et glimt i øjet kalder en typisk Wasp. Forkortelsen står normalt for ”White Anglo Saxon Protestant” og betegner de første hvide bosættere i Nordamerika og deres efterkommere, men for Shavit betyder det ”White Ashkenazi Supporter of Peace”, altså en fredsforkæmper med europæisk baggrund. Kan dette udgangspunkt fortsat levere svarene på Israels udfordringer, spørger han i bogen, der også har også en vigtig undertitel: ”Israels triumf og tragedie”. Ofte handler bøger om Israel og Mellemøsten enten om triumf eller tragedie: Enten fremstilles Israel som Guds udvalgte folk, der kom til en ubeboet egn af verden og fik ørkenen til at blomstre, eller også sammenlignes Israel med Nazityskland og jøderne med nazister – seneste eksponent for dén holdning finder man hos den nu tidligere svenske boligminister.

For Shavit er skildringer som disse nærmest kriminelt fornærmende i deres ensidighed, og opgaven for ham, der er født i 1957, har været at skrive om begge dele: både Israels triumfer og landets tragedier, og at gøre det så nuanceret som muligt. Han fortæller, hvordan et lys gik op for ham, da han opdagede, at der er to sandheder om Israel:

”Israel er det eneste vestlige land, der har besat et andet folk. Og Israel er det eneste land i Vesten, der lever med en eksistentiel trussel hængende over hovedet. Man kan ikke isolere det ene faktum fra det andet,” siger Shavit.

Typisk lyder det ellers fra højrefløjen, at Israels sikkerhed er det vigtigste politiske spørgsmål, mens venstrefløjen i højere grad er optaget af bosættelserne, hvor der nu bor cirka 400.000 israelere. Men de to spørgsmål er lige væsentlige for at forstå, hvad Israel handler om, fortæller Shavit. ”Vi bor i en brutal region med terrortrusler fra alle sider. Det kan man ikke ignorere, og selvom jeg hader separationsmuren til Vestbredden lige så meget som de fleste andre, må man erkende, at den blev bygget af en grund. Samtidig ved jeg, at Israel ikke i længden kan overleve med den øvrige verdens berettigede fordømmelser af bosættelserne og med at regere over et stort, ikke-jødisk mindretal. Hvis vi også i fremtiden skal være en jødisk, liberal og demokratisk stat, må vi finde en løsning med palæstinenserne,” siger Shavit i sit rolige tonefald.

I bogen gennemgår Shavit et årti ad gangen. Han hæfter sig især ved 1920’erne og 1930’erne som højdepunkter for de zionistiske pionerer, der her grundlagde de første kibbutzer, og ved årstallene 1967 og 1973. Med Israels komplet uventede sejr i Seksdageskrigen i 1967 blev landets areal voldsomt udvidet, og en messiansk følelse bredte sig i landet. Men i 1973 vendte det hele med et overraskelsesangreb fra arabiske styrker og Yom Kippur-krigen, der afslørede, at Israel alligevel ikke var uovervindeligt, og at den gamle garde i Arbejderpartiet ikke havde løsningerne på fremtidens udfordringer.

Hvad skete der med den israelske mentalitet efter 1973?

”1973 var Israels Første Verdenskrig. Borgerne kom nærmest i depressionstilstand. Der var en voldsom mistro til det politiske lederskab og den sekulære arbejderbevægelse, og kort tid efter kom Likud til magten. Landet drejede til højre politisk set,” siger Shavit alvorligt.

Og samtidig var 1973 også begyndelsen på noget nyt: bosætterbevægelsen.

”Bosætterbevægelsen opstod i de afgørende år mellem 1967 og 1973 og kom ind på scenen med voldsom energi og vitalitet. Den tilfredstillede et åndeligt behov, som dele af befolkningen havde, og som Arbejderbevægelsen ikke kunne indfri. Lederskabet med Yitzhak Rabin og Shimon Peres i spidsen skulle aldrig have ladet bosætterbevægelsen få så megen magt, men de tøvede, for også de var fascinerede af energien og så, at bosætternes projekt, uanset hvor skadeligt det kunne blive, havde en appel til befolkningen.”

Et verdsligt land havde i et vist omfang alligevel religiøse længsler?

”På mange måder, ja. De første bosættere var fanatiske, messianske og farlige, men de var også sofistikerede, talte til følelserne og fik på kort tid stor politisk indflydelse. De stormede af sted, mens de moderate fredselskere gik til demonstrationer, men ikke udførte ordentligt politisk arbejde. Bosætterbevægelsens succes havde meget at gøre med en identitetskrise hos liberale, sekulære jøder – hele den europæiske variant af jødedommen, der ikke er messiansk. Men de moderate har ikke siden Rabin kunnet mønstre et seriøst lederskab og derfor er landet i krise i dag.”

”Det er for fattigt at sige, at det hele er Netanyahus skyld. Jeg er en stærk kritiker af ham og hans regering, men det handler om mere end blot ham. Grunden til vores nuværende krise er også selvforskyldt. Den skyldes manglende lederskab i centrum-venstre og en naiv tro siden slutningen af 1990’erne på, at total harmonisk fred med vores omgivende fjender er mulig.”

Den jødiske, liberale, ikke-ortodokse civilisation trivedes engang i diasporaen. Hvordan ser du forholdet mellem Israel og jøder i resten af verden?

”Der er et moralsk begrundet behov for et hjemland for verdens hjemløse. Alle jøder bør støtte dette projekt. Israels største fejl eller synd er, at staten ikke blev etableret tidligere. Hvis Israel var blevet grundlagt i de tidlige 1930’ere frem for i 1948, ville seks millioner jøder være blevet reddet. Verdens jøder behøver Israel og et sted at være i sikkerhed.”

”Men det handler ikke kun om sikkerhed. Det handler også om ikke-ortodokses identitet. Europas kulturhistorie blomstrede til dels takket være Freud, Marx, Kafka, Mendelssohn, med flere, men denne civilisation forsvinder nu. Ikke-ortodokse jødiske samfund forsvinder i disse år, mange jøder gifter sig med ikke-jøder, og jøder føler sig presset ud forskellige steder. Så det er afgørende, at denne civilisation har et centrum og et hjemland med en liberal, demokratisk identitet. De ortodokse har sådan set ikke brug for Israel, for de kan leve fint sammen med ligesindede i Brooklyn eller Antwerpen eller andre steder og få alt det, de behøver. Men det kan ikke-ortodokse ikke, så diasporaen har brug for Israel som et anker”.

Ifølge Shavit er historien om Israel en fortælling om vitalitet imod alle odds. Landet er trods ydre pres og indre splittelse ikke brudt sammen, hvilket er sket for så mange andre stater i området, hvis grænser også er tegnet af udefrakommende. Og siden 1973 er landet ikke blevet angrebet af styrker udefra. Det går godt for både økonomien og fødselsraten i Israel, hvis fremtid på mange måder tegner lys. Så haster det egentlig så meget med at få løst konflikten med palæstinenserne og fastfrosset bosættelserne?

”Ja. Selvom der er masser af energi, talent, kreativitet og sensualitet i Israel, og selvom jeg virkelig mener, at Israel betragtet som et demokratisk eksperiment bør hædres som en af verdenshistoriens største bedrifter, så er det på høje tid at gribe ind. Vi har mistet politisk retning de seneste 25 år. Vi har et dysfunktionelt politisk system, og domstolene træffer undertiden problematiske afgørelser. Hvis vi lader de mørke kræfter i samfundet, der indtil videre udgør en minoritet, overtage, bringer vi det store israelske pionerprojekt til fald. Jeg tror fuldt og fast på, at der er en fremtid for de klassiske, demokratiske jødiske idealer. Det er dem, som landet er bygget på, og det er dem, vi skal finde tilbage til.”