Prøv avisen
Bog

Israelsk bestseller er tidstypisk historieskrivning

Hararis bog er skrevet helt i Diamonds ånd, tilsat evolutionspsykologiske forklaringer på de fleste kulturelle fænomener. Den er en historie skrevet så at sige fra naturens synsvinkel.

Yuval Noah Hariris ”Sapiens” om menneskets oprindelse rummer flere problemer og diskutable prioriteringer

Engang skrev historikerne bøger, der dækkede nationers og civilisationers, ja, hele verdens historie. Det hørte de stort set op med for 49-50 år siden.

I stedet skrev de ”mikrohistorier”, der kun handlede om nogle få år eller nogle få årtier. Men de ”lange forløb” er ved at vende tilbage. Nu skrives der igen verdenshistorie og nationalhistorier.

Ja, der er tilmed kommet nye genrer til som ”stor historie”, der går tilbage til Big Bang, og ”dyb historie”, der følger menneskets historie fra Homo sapiens' oprindelse.

Denne bog falder mellem de to sidste, idet den begynder med Sapiens' opdukken for 200.000 år siden som den eneste overlevende af flere menneskearter.

Hararis bog er en international bestseller. Siden den udkom på engelsk sidste år, er den blevet oversat til flere end 20 sprog. Harari er ”elev” af den amerikanske geograf og forfatter Jared Diamond, hvis bøger blandt andet er blevet hædret med Pulitzer-prisen.

Diamond forklarer historiske begivenheder i stor skala gennem inddragelse af naturvidenskabelige discipliner såsom antropologi, økologi, geografi og evolutionsbiologi, men han har også mødt kritik for sin ”geografiske determinisme”.

Hararis bog er skrevet helt i Diamonds ånd, tilsat evolutionspsykologiske forklaringer på de fleste kulturelle fænomener. Den er en historie skrevet så at sige fra naturens synsvinkel.

Som når han for eksempel forklarer, hvordan det gik til, at mennesker gik fra at være omvandrende samlere og jægere til at blive fastboende agerbrugere:

”Vi domesticerede ikke hveden. Den domesticerede os.”

Set fra naturens side ”manipulerede” hveden sapiens til sin egen fordel. Set fra menneskets synsvinkel blev agerbrugsrevolutionen dog til dets ulykke.

For hvad der var godt for hveden, var ikke godt for mennesket. Agerbrugsrevolutionen var en ”luksusfælde” og et ”historiens største svindelnummer”.

Skønt vi lærte at beherske naturen, gav den ikke de første talrige generationer større økonomisk eller fysisk tryghed og heller ikke et bedre eller sundere liv. Tværtimod betød den ensidig kost, overbefolkning, forøget vold, sociale hierarkier og politisk undertrykkelse.

Harari er en umiskendelig romantiker. Men han har ikke noget at dokumentere sin påstand med. For, som han selv siger, så var menneskehedens historie inden opfindelsen af skriftsprogene gemt bag ”et gardin af tavshed”.

Agerbrugsrevolutionen var blot en af tre makrorevolutioner.

Den første var den kognitive. Det var den, der skete, da vores art udviklede selvbevidsthed og lærte at bruge sproget til at skabe ”myter” - eller ”fiktioner”, som han højst misforståeligt også kalder dem.

Derved blev sapiens - og det var den anden makrorevolution - i stand til at samarbejde, danne fællesskaber og frembringe kultur.

De vigtigste ”myter” i en proces, hvor menneskeheden har samlet sig i stadig større fællesskaber på tværs af kontinenterne, har været penge, religion og imperier.

Den tredje revolution var den videnskabelige. Den øgede vores magt over naturen, men samtidig gjorde den os farlige for os selv. Så farlige, at Harari forudsiger, at vi er på vej mod afslutningen af sapiens' historie.

Men ikke verdenshistorien; for den kan udmærket fortsætte uden os.

Der vil sikkert være mange læsere, der vil finde bogen interessant, nytænkende og oplysende. De vil kunne lide den for dens lette og undertiden vittige stil.

Hvis man er en af dem, der elsker Ted-talks, vil den sikkert også været sagen. Men jeg selv er ikke at finde blandt dem, der er blevet grebet af den.

Forfatteren kalder sin bog for ”en kort historie”. Men den er hverken historie i videnskabelig forstand eller særlig kort. Tværtimod fandt jeg den svær at komme igennem.

Især fordi store dele af den består af lange svinkeærinder, hvor forfatteren lommefilosoferer over dette og hint, for eksempel hvorfor Peugeot ikke er en bil, men en myte. Eller forholdet mellem naturens ”objektive” sandheder og menneskets ”fiktive” forestillinger.

En gang imellem kan man godt blive slået af hans overordnede betragtninger. Men for mange af dem har rent spekulativ karakter.

Derfor vil der også være folk, der virkelig ved noget om de perioder og begivenheder, han skriver om, som vil blive stødt over hans mange fejl og forenklinger skjult bag fejende opsummeringer og flotte, men udokumenterede påstande.

Selv blev jeg træt af hans biologisme, som når han for eksempel definerer kultur som ”netværker af kunstige instinkter”.

Hvad han ønsker at sige er selvfølgelig, at mennesket ikke har kunnet overleve som art på grund af sine instinkter, men først og fremmest i kraft af sin evne til social organisering og kulturdannelse.

Men kun ud fra en meget biologistisk synsvinkel - tilføjet lidt inspiration fra Rousseau - kan man finde på at kalde den kultur, vi lever igennem, for noget ”kunstigt”.

Kulturen er således ikke mere kunstig, end at den har været med til at give vores hjerne den størrelse og struktur, den har i dag.

kultur@k.dk