Israelsk forfatter måtte skrive om både sorg og absurditet, da hendes far blev dement

Israelske Noga Albalach har skrevet en poetisk roman om sin fars demens og død, der nu er udkommet på dansk. At leve med en dement er ekstremt sørgeligt og samtidig absurd, siger hun

Noga Albalach er aktuel med en roman, der netop er kommet på dansk, om livet omkring hendes far, der får demens og dør kort tid efter.
Noga Albalach er aktuel med en roman, der netop er kommet på dansk, om livet omkring hendes far, der får demens og dør kort tid efter. Foto: Forlaget Vandkunsten.

”Den gamle mands datter kommer i tanke om det sidste besøg hos sin far. Hendes mor var ved at give ham et lille stykke chokolade. Hun puttede det i munden på ham, men den gamle mand spyttede det ud, med stor kraft. Den gamle mands datter tænker på dette spyt og forstår, at det var hendes fars sidste bemærkning: I giver mig chokolade for at forsøde min tilværelse. I lyver, min tilværelse er ikke sød, og den vil ikke være sød. Dagen efter døde han.”

Den gamle mands datter hedder Noga Albalach. Citatet er fra hendes seneste roman, ”Den gamle mand. Afsked”, men det er ikke fiktion. Den gamle mand er hendes far, som døde i en alder af 90 år, i 2017 efter et kort og intenst sygdomsforløb med demens. Han forsvandt langsomt fra verden, men den gamle mands datter kom helt tæt på ham. Hun plejede ham og hjalp ham, og så tænkte hun på ham og skrev.

”Jeg begyndte at skrive, da han mistede sin hukommelse, og jeg følte, at noget bizart, intenst og foruroligende skete lige foran mig, og jeg følte et enormt behov for at dokumentere det. Da han døde, var jeg i stor sorg og savnede ham meget. Jeg var meget fokuseret og kun orienteret mod skrivningen,” fortæller den israelske forfatter under et bogfremstød i Danmark.

Da faderen døde, havde Noga Albalach skrevet 15 sider på en bog om hans sidste tid og livet omkring det. Lige efter begravelsen skrev hun noter ned på en notesblok. Og så skrev hun på livet løs i fire dage, og så blev den færdig. En bog om en gammel mand og hans datter. Om kærlighed, sorg, afsked og demens.

”Det var som at være i trance. Jeg skrev på en stor sorg og kunne mærke hans nærhed og tilstedeværelse. Som om han var ved siden af mig. Vi var meget tætte i den sidste tid. Mere end nogensinde før. Da bogen var færdig, tilhørte han pludselig ikke kun mig, men alle. De mest nære øjeblikke med en far blev allemandseje. Men jeg måtte gøre det, og bagefter var jeg meget træt!”.

Der står roman på forsiden af bogen, men historien og dialogerne er virkeligheden, som forfatteren oplevede den.

”Der er tale om fragmenter af minder og tanker. Og så er stilen lyrisk prosa, en slags poetisk dokumentarisme. Men jeg tager mig ingen friheder, alt i bogen skete og blev sagt. Jeg betragter den som et fotoalbum. Jeg er meget interesseret i sprog og stil, mere end at være dokumentarisk. Jeg går mere op i sprogets musik,” siger Noga Albalach, mens hendes røde hårlokker danser en smule, og fortsætter:

”Min første intention var at dokumentere, hvordan min far mistede sin hukommelse. Og det er både absurd og uendeligt trist. Men den tragedie giver muligheder for at bruge sproget. For det er en slags absurd realisme, der skete omkring ham, fordi hans virkelighed pludselig ændrede sig radikalt, hvilket påvirkede relationerne, i takt med at sygdommen skred frem. Han glemte, hvad han lige havde sagt og troede til tider, at man lige havde været på besøg, når man kom første gang den dag. Absurd kan jo også være sjovt. ”

Det var egentlig økonomi, der først optog Noga Albalach, som er uddannet økonom fra universitetet i Tel Aviv. Hun arbejdede i finansverdenen på et kontor med tal og statistikker, men en dag blev det for meget. Det var et citat fra et digt, hun havde på væggen, som inspirerede hende til at skifte spor og gå ind i litteraturen. Først som forlagsredaktør, siden forlagschef og så forfatter.

”Digtet hedder ’Zeldas sang’ og handler om et cyprestræ og en ildflamme, der får lov at leve. Det beskriver godt, hvordan jeg havde det. Hvordan jeg måske følte mig lidt fastgroet som et træ, og at der var en flamme i mig, der måtte brænde. Så jeg droppede finansverdenen og begyndte at studere litteratur.”

På vores egne breddegrader har autofiktion fyldt meget på boghylderne de senere år. Og i Israel – i hvert fald på det forlag, hvor Noga Albalach arbejder – udgives der mange bøger inden for denne genre, fortæller hun.

”Måske halvdelen eller mere. Den største superstjerne er jo Karl Ove Knausgaard, som mange er inspirerede af. En af vores forfattere er en tidligere rockstjerne, som indleder sin bog med at fortælle, at han læste Knausgaard og nu kommer med ’min historie’, som blandt andet kommer ind på hans families holocaust-baggrund. Det er måske nogle andre rammer, folk har i Israel. Men ellers er det jo de samme oplevelser med relationer, kærlighed og forældre og så videre. En lesbisk kvinde skriver eksempelvis om sine oplevelser som teenager i Tel Aviv i 1980’erne, som var begyndelsen på den homoseksuelle kultur i Israel. En anden bog handler om en mor og en søn og mental sygdom.”

Noga Albalachs far blev født i Bulgarien og flygtede til Istanbul under Anden Verdenskrig. Kort efter krigen kom han til Palæstina og gik efter 1948 ind i den israelske hær. Faderens holocaust- og flugtbaggrund er ikke usædvanlig i Israel, og den fylder heller ikke meget i bogen. Alligevel betyder det meget mellem linjerne, fortæller Noga Albalach. Det er snarere bogens universelle tema om demens og et barns farvel til forældre, som flere kan relatere sig til.

”Jeg har fået en del reaktioner. En kvinde fortalte mig, at hun havde mistet begge sine forældre for nylig, og først da hun læste min bog, kunne hun græde. En anden fortalte, at hun også plejede sin far med demens, og hun gav min bog til sine børn, som kunne bruge den meget. Det er ret utroligt. Det handler om kærlighed og omsorg. Og folk kan vel genkende noget og få sat ord på nogle svære følelser.”

Har oplevelsen med din far ændret dit syn på ældre og på døden?

”Ja! Min tilgang til ældre har ændret sig. Deres sårbarhed var svær for mig. Det kan være svært at se forældre blive gamle, svagere, og at de pludselig må regne med en så meget. Han var min far, og jeg blev hans mor. Det hjalp mig meget at skrive om det. Det har gjort mig mere afslappet omkring sygdom, alderdom og død. Det er ikke så farligt længere. Min far døde jo ret naturligt på trods af demenssygdom. Det var en god ting for ham. Men det var svært at se ham i den situation. Jeg er blevet mere bange for demens. For hvem ved, om det rammer en selv, og hvad der så sker? Det skete meget pludseligt for min far, og det hele varede et halvt år, fra han blev syg, til han døde. Han var jo gammel, men jeg havde aldrig set på ham som gammel. Han var min far, altid en stærk figur i mit liv.”