Israelsk forfatter: Vi er gået fra en relativ rationel debat til en tid, hvor mave-fornemmelsen bestemmer. Det er vanvittigt

Kunstneres værker skal ikke forbydes på grund af livsførelse eller private holdninger. Det siger den danmarksaktuelle forfatter Etgar Keret, der er træt af venstrefløjens knæfald for identitetspolitik

Etgar Keret er oversat til over 40 sprog og brød igennem med novellesamlingen ”Missing Kissinger” og arbejder i en bred vifte af genrer, blandt andre filmmanuskipter og grafiske romaner. Han er bosat i Tel Aviv, men opholder sig for tiden i Berlin. Her ses han under et besøg på Edinburgh International Book Festival.
Etgar Keret er oversat til over 40 sprog og brød igennem med novellesamlingen ”Missing Kissinger” og arbejder i en bred vifte af genrer, blandt andre filmmanuskipter og grafiske romaner. Han er bosat i Tel Aviv, men opholder sig for tiden i Berlin. Her ses han under et besøg på Edinburgh International Book Festival. Foto: Gary Doak/Writer Pictures/Ritzau Scanpix.

Etgar Keret er en af Israels mest fremtrædende forfattere og debattører med solid international status. Salman Rushdie har kaldt ham ”en genial forfatter, fuldkommen ulig nogen anden, jeg kender”, og forfatterkollegaen George Saunders har istemt:

”Der er godhjertethed og visdom og elegance og transcendens i hans historier, fordi disse dyder til overflod lever i Etgar selv.”

The New York Times går lige til kernen:

”Etgar Keret er et geni.”

Der er imidlertid intet ophøjet ved geniet, som han sidder her på en larmende café i Berlin i krøllet cowboyskjorte og med munden fuld af æggesandwich. Han gumler og griner, øjnene stråler af barnlig begejstring, og hvert interviewspørgsmål afføder svar i form af tirader af sammenvævede historier med lange ekskurser, der med standupperens aldrig svigtende fornemmelse for timing og præcision hver gang slutter med en pointe.

”Vi nåede slet ikke at snakke om ’Pineapple Crush’!”, udbryder Keret med et overrasket grin efter halvanden times ekstremt ordrigt interview, inden han signerer sin medbragte boggave, ikke med en krøllet autograf som andre forfattere, men med en fantasifuld tegning af et flyvende får og en glad mand i en båd og ordene:

”Til Michael. Må livet altid overraske dig.”

Israelske spændinger i kroppen

Etgar Keret er født i Israel, men opholder sig for en stund her i Prenzlauer Berg-bydelen i en lejlighed, han har lånt af en professorven fra Tel Aviv, sammen med sin søn og hustru, i en tid, hvor han står et særligt sted både privat og i offentligheden.

Hans liv indkapsler de mange modsætninger, der udgør Israel og i videre forstand den vestlige verden i disse år. Hans søster er ultraortodoks jøde og mor til en større børneflok i Jerusalem, hans bror har arrangeret demonstrationer mod bosættere på Vestbredden og bor nu i Thailand, hvor han designer hjemmesider, og selv er Keret at finde på en helt tredje fløj, nemlig den urbane, venstreorienterede, verdslige kulturflanke af det moderne Israel med naturligt centrum i Tel Aviv.

Eftersom de tre søskendes forældre var holocaust-overlevere fra Polen, er Etgar Kerets liv et sammensurium af snart sagt alle israelske traumer og politiske spændinger, der nok kunne sende mindre standhaftige typer ud i en solid identitetskrise i ungdomsårene. I stedet valgte Keret under sin militærtjeneste at blive forfatter til absurde, underfundige og sprogfornyende noveller.

”Jeg opdagede den magi, som jeg behøvede for at overleve,” som han skriver i sin erindringsbog ”The Seven Good Years” (”De syv gode år”).

Siden er det kun gået én vej for Kerets forfatterskab, nemlig fremad, og han kan nu læses på over 40 sprog. Han er gift med Shira Geffen – datter af en af Israels mest berømte børnebogsforfattere – og siger med karakteristisk sans for paradokser om sin svigerfar:

”Hans bøger for børn er fantastiske. Virkelig. Men mellem dig og mig og den danske offentlighed: Han var en forfærdelig far. Jeg ville aldrig lade ham passe min søn.”

Forholdet mellem liv og værk er kernen i debatten om den såkaldte cancel culture, hvor aktivister på den identitetspolitiske venstrefløj advokerer for at dømme forfattere og andre kunstnere ude og boykotte deres værker, hvis de siger eller gør noget, der opfattes som stødende. Senest er forfatteren J.K. Rowling som beskrevet her i avisen endt med ørerne nærmest permanent i meningsmaskinen på grund af angiveligt krænkende udtalelser om transpersoner. Debatten er særligt aktuel i Israel, hvis politiske ledelse er evigt omdiskuteret, og boykotten har mange former: Musikere som Radiohead og Roger Waters nægter at optræde i Israel på grund af højredrejning og bosætterpolitik, forfattere som Sally Rooney vil ikke oversættes til hebraisk, og internt i Israel er landets ellers nærmest sakrosante forfatter og frontfigur i den historiske fredsbevægelse Amos Oz efter sin død blevet lagt for had. Tidligere kom det frem, at lussingerne sad løst i barndomshjemmet, og dét gjorde kulturdebatten rødglødende.

”Straks var der mange, der mente, at hvis Amos Oz var en dårlig far og slog sin datter, kan man ikke opkalde en gade efter ham, og så skal hans bøger ikke læses i skolen. Jeg er dybt uenig. Jeg voksede selv op med verdens mest kærlige far på jorden, jeg elsker ham, men også han gav mig lussinger, hvis jeg ikke gjorde, som han sagde, men det ændrer intet på min kærlighed til ham. Men sikkert er det, at han heller aldrig får opkaldt en gade efter sig,” smiler Keret og uddyber:

”Vi er gået fra en tidsalder med relativ rationel offentlig debat til en tid, hvor den enkeltes mavefornemmelse er bestemmende. Det er vanvittigt, at enkelte højtråbendes øjeblikkelige følelser skal have direkte betydning for eksempelvis min mulighed for at få offentliggjort min kunst.”

”For mig er det lig med dødsstraf at sige til en kunstner, at hendes eller hans værk ikke må læses og vises i offentligheden. Selv elsker jeg filosoffen Bertrand Russel, men som privatperson var han forfærdelig, og hvis jeg så ham brænde på gaden, ville jeg ikke komme løbende med en spand vand. Men hans tænkning er stadig utrolig. Jeg elsker Ezra Pound, en kæmpe antisemit, men hvad gør det? Hans lyrik er fantastisk. Jeg har deltaget i utallige debatter med højreorienterede politikere, der ville forbyde David Grossman og alle mulige andre af mine meningsfæller, men nu er det minsandten min egen fløj, der er begyndt at ville boykotte anderledestænkende,” fortæller Keret med armene slået opgivende ud, inden han slår sin pointe fast:

”Og Sally Rooney? Jamen, vil hun virkelig straffe den israelske befolkning ved at nægte at lade dem læse hendes bøger, der netop kan få dem til at skifte holdning? Det er vanvittigt.”

Håb for fremtiden trods grøftegravning

Keret fortæller, at han er stoppet med at skrive politiske kommentarer i international presse. Den potente cocktail af kritik af identitetspolitikere, bosættere og den religiøse højrefløj på både israelsk og arabisk side gav i længden for mange tømmermænd. Nu henvender han sig i stedet til verden via et nyhedsbrev med fokus på fiktion og gennem novellesamlinger som ”Pineapple Crush”, der netop er udkommet på dansk og anmeldes på side 13. Han har ikke droppet sin kamp for det rationelle arguments plads i debatten, men som han siger:

”Det er jo ligesom at være i et klasseværelse, hvor alle dem, der laver lektier, bliver straffet, og alle dem, der råber og skriger, får en god karakter. Venlighed og medfølelse og forståelse belønnes bare ikke i den digitale verden. En Facebook-algoritme er jo ikke ond i sig selv, den indeholder bare ikke noget, der har med medfølelse og forståelse og dialog at gøre. Det ekstreme belønnes.”

I stedet finder han håb i dén verden, han som 26-årig kontrær soldat i den israelske hær trådte ind i for at overleve: Fiktionens. Han mener, at kunstnere må kunne tegne og skrive alt, og at religiøs og kunstnerisk frihed går hånd i hånd. Det kan ikke nytte noget, mener han, at forbyde kunsten potentielt at kunne krænke:

”Orwells ’1984’ var da også krænkende, for kommunister har også følelser, men det kan ikke nytte noget at være hensynsfuld. Ellers er der kun kunst som underholdning tilbage,” siger han og slutter talestrømmen med en sidste pointe:

”Kunst er et forsøg på at se verden fra en ny vinkel. Begrænser man kunsten, begrænser man muligheden for at drømme om en bedre verden. Og den drøm vil der altid være håb i.”