I den typiske film er fremdrift og plot afgørende. Publikum skal kunne mærke en bevægelse, en linje, hen mod en forløsning eller afklaring.
Men i såkaldt slow cinema – som instruktører som Michelangelo Antonioni, Abbas Kiarostami og Theo Angelopoulos mestrer – træder dette i baggrunden til fordel for stemning, skildring, dybde.
Til kategorien af "langsomme film" hører også Michelangelo Frammartinos nye "Grotten", der er baseret på den virkelige udforskning af Bifurtu-grotten i 1961 i syditalienske Calabrien. Her havde de lokale hyrder længe kendt til den mørke åbning i bjergmassivet, men om sommeren ankom en gruppe speleologer – eksperter i grotter – fra Torino, og filmen udfolder sig ad de to spor. I det ene følges således en ældre hyrde, der færdes i bjergområdet med sine geder, som han i tågen eller skyerne kalder på. Ikke med ord, men med lyde. Hans ansigt er furet af en tilværelse under åben himmel, hans tøj ordentligt men slidt.
Det er et liv, som det er blevet levet på egnen i årtusinder, og det skur, hyrden indimellem mødes med andre hyrder i, er også så primitivt, at det ikke er til at forstå, at vi er i 1961, og at der på samme tid i det økonomisk boomende Norditalien lige er blevet bygget en 127 meter høj skyskraber, og at folk dér arbejder bag skriveborde og benytter elevator.
Det er også den verden, speleologerne kommer fra, og som filmen følger i det andet spor. Hvordan de ankommer til landsbyen og siden drager ud til grottens indgang, hvor de sætter telte op og siden begynder nedstigningen med gaslys brændende på hjelmene, med rebstiger og en gummibåd til at krydse de søer, som findes i grottens fordybninger.
Det er et møjsommeligt arbejde at krybe ned gennem den cirka 700 meter dybe åbning i massivet, hvor hver speleolog er alene i mørket og forsøger at forstå de omgivelser, som kun træder frem, når lyset og opmærksomheden falder på dem.
Det er altså to virkeligheder, der står over for hinanden i “Grotten”. Videnskabens og modernitetens versus traditionens og fortidens. Men de mødes ikke direkte, speleologerne og hyrderne ser kun hinanden på afstand, og Frammartino skildrer deres vidt forskellige arbejde i et dokumentaristisk inspireret filmsprog, som er stort set renset for dialog og med dvælen ved tid og detaljer.
Som det brændende papir en speleolog lader falde og falde ned gennem grottens mørke med en lyd, der forstærkes til en ekkoende buldren. Eller da den gamle hyrde får et slagtilfælde og ligger i skuret, og en sitrende sene på hans hånd er det eneste bevis på liv.
“Grotten” gør intet for at fortælle publikum, hvad den vil dem med sine billeder og fortællingespor, og det kræver en vis indsats at lade sig opsluge af den langsomme, lavmælte stil, men netop forsøget på at finde sammenhængen mellem speleologers og hyrders historier får filmen til at dirre og leve på en egen måde, samtidig med at de lange indstillinger – skyernes bevægelser mellem bjergene, tegningen af et kort over grotten, hyrden der hviler på skråningen med sit æsel – har en egen meditativ poesi.
“Grotten” er nu ikke for alle. Den kræver engagement og en vilje til at lukke moderne distraktioner ude. Slukke mobilen, og ja, glemme alt det, der lyser, vinker og blinker uden for biografen. Men lykkes det, er filmen en helt særlig gave midt i vores overstimulerede, evigt accelererende tid.
Grotten. Il buco. Instruktør: Michelangelo Frammartino. Medvirkende: Antonio Lanza, Paolo Cossi m.fl. Premiere i biografer landet over.