”Mazzucco-familien bestod af mænd – fåmælte, kontrollerende, autoritære, tragisk ude af stand til at kommunikere.”
Sådan skriver italienske Melania G. Mazzucco et sted i sin store roman ”Vita”, hvor hun sporer sin familie helt tilbage til 1903, dét år, hvor den 12-årige Diamante går om bord på et skib i Napoli. Hans ludfattige familie vil give ham chancen for at starte et nyt og bedre liv i Amerika, og med sig har han Vita på ni år. Hendes far er allerede rejst derover, det er hos ham, de skal bo, og en dag kan de omsider skimte Manhattan: ”Vitas hånd er fugtig og klis-tret af sukker. Diamante knuger den hårdt i sin. Det er alt, hvad han senere husker om det øjeblik, da færgen lægger til molen i Battery Park.”
Som det fremgår af citatet, er ”Vita” ikke kronologisk fortalt, men skaber sit episke schwung via et fletværk af nutids- og datidsspor, men også ved at inddrage dokumentariske indslag, klip fra gamle aviser, bøger og sagsmapper.
Det er avanceret og ambitiøst, og Mazzucco blev belønnet med den prestigiøse Strega-pris for ”Vita”, der både er slægstroman, udvandringshistorie og portræt af den amerikanske drøm, der for så mange – også i dag – ender i armod og kriminalitet. Men ”Vita” er altså også en kuldslået kærlighedshis-torie, og den begynder for Diamante og Vita allerede, da skibet nærmer sig Battery Park: ”’Du går ikke fra mig,’ siger han strengt til hende, du bli’r her, lige meget hva’ der sker’.”
Som læser forstår man alvoren i ordene langt bedre, end de to børn gør. At sammenholdet og kærligheden bliver noget nær umulig. Og hvor Vita kommer til at gøre rent i den mørke, uhumske værelsesudlejning, hendes nærige far driver med sin nye kone, vokser Diamante ind i en mafiatilværelse med knivstikkeri, ildspåsættelse og gravrøverier og bliver siden sendt til Ohio for at arbejde ved jernbanen.
Alt dette er skrevet frem med en blanding af fantasi og research, og i nogle afsnit er læseren med Mazzucco – altså forfatteren – i nutiden, hvor hun skriver om sit arbejde i jeg-form. Og netop de mange niveauer, ”Vita” fortælles på, er det, der adskiller den fra den traditionelle immigrantroman, men er også det, der svækker fortællingens fremdrift.
Men Mazzucco vil have det hele med – endda også et skvæt magi – og det gør romanen til en kolos på 528 sider. Jeg kunne sagtens have nøjedes med det halve og en kondenseret historie om Vita og Diamante, hvor udenomsgalleriet var reduceret, og hvor beskrivelserne af det ubarmhjertige, men også løfterige USA var færre og dermed kom til at stå stærkere. Men det er nu engang ikke den roman, Mazzucco har villet skrive, og den, hun har skrevet, er sine steder lidt af en prøvelse at læse. For overlæsset, for vidtfavnende, for overforklarende.
”Vita” lever og lyser dog i de nære, tætte beskrivelser af Vitas og Diamantes liv – smudset, det beskidte tøj, de dunkle gader – og i sin skildring af, hvordan livet trækker dem fra hinanden og ind på adskilte livsveje belagt med skuffelser, svigt og små sejre. Det er den fortælling, jeg tager med mig videre – og ikke så meget den store, blinkende og bimlende konstruktion, den er placeret i.