En af Ruslands få nobelpristagere er den overraskende glemte Ivan Bunin (1870-1953), der levede i Frankrig i eksil fra Den Russiske Revolution og frem til sin død.
En grund kunne være, at hans prosa, der her går fra noveller på 5 sider til fortællinger på 60, temmelig ofte ender ved revolveren. Som nu den forsmåede ægtemand og officer fra Moskva, der følger efter sin elskede. Hun er rejst med en anden: ”Han ledte efter hende i Gelendzjik, i Gagra, i Sotji.” Så gav han op. På sit sidste stop iførte han sig ”sin snehvide uniform, spiste frokost på sit hotel på restaurantens terrasse, drak en flaske champagne, drak kaffe med Chartreuse og røg en cigar i ro og mag. Da han vendte tilbage til sit værelse, lagde han sig på sofaen og skød sig i tindingerne med ro revolvere.” Det er novellens sidste punktum.
Ved revolveren ender også en af udgivelsens hovedhistorier, ”Mitjas kærlighed”, der har længde af en fortælling på over 60 sider. Man har nok set det komme, for dens første smukke sætning lyder, at ”Mitjas sidste lykkelige dag i Moskva var den 9. marts”. Det var den, fordi studenten Mitjas elskede, at ”denne dag var særligt køn, udstrålede troskyldighed og nærhed og tit tog Mitja barnligt-tillidsfuldt under armen”. Sådan fortsætter det ikke.
Mitja kan ikke få lov at besidde Katja og flygter derefter ud på landet til sin familie, hvor årstidernes komme og hans desperate længsel efter breve fra hende smelter sammen i erotiserede naturstemninger og askesen som mulig udvej: ”Han havde nær råbt: Katja! De hvide blomster i markskellene forbandt sig øjeblikkeligt med tanker om hendes hvide handsker; purpurfarvede kongelys med farven på hendes slør.” Er det mon billeder på længsel, natur eller død?
Men Bunins forfatterskab dyrkede netop ikke blot revolverdøden, og i den impressionistiske farvedannelse ses en grund til, at han blev skattet af typer som Thomas Mann, André Gide og D.H. Lawrence. Det samme gælder hans originale omgang med afgrunden.
Mitja lever, Mitja vil dø. Skulle man i al sin ungdommelige overvældelse ved naturen og kærligheden mon skyde sig, ”splintre sin hjerneskal, brat afbryde det unge, stærke hjertes banken, (…) forsvinde fra denne ubeskrivelig skønne verden”? Nej, ikke endnu, for så ville man jo for evigt ”miste muligheden for at deltage i det selv samme liv, som hvor Katja og den snarlige sommer fandtes”. Ikke endnu.
Denne kollision mellem den overvældende skønhed ved verden og den naturlige løsning gennem døden allegoriseres både personligt og historisk. En anden grund til, at der ikke er nogen grund til, at vi har glemt ham.
Som i ”Et koldt efterår”, hvor et ungt jeg har forlovet sig med en elsket ven af familien – lige i tiden omkring tronfølgermordet i Sarajevo i 1914. Efterårstid for en nu tabt epoke.
Fortælleren mister omgående sin forlovede i den store krig, og hun må leve et omstrejfende liv på bedste kosmopolitvis: ”Bulgarien, Serbien, Tjekkiet, Belgien, Paris, Nice.” Hun har levet (på fem sider) med troen på, at den døde elskede venter et eller andet sted. ”Du skal leve og glæde dig over verden, og bagefter skal du komme til mig…”, havde han dengang sagt. Glæd dig over noget, og dø så, mens du glæder dig til noget. Digterjeget slutter på samme vis. ”Jeg har levet og glædet mig, og nu kommer jeg snart.” Glæden over smerten, livets alt for følsomme overmagt og dets bratte afslutning er uadskillelige.
Imidlertid er Bunins verden stadig også Schopenhauers, Freuds og den eksilerede verdensborgerligheds. Det er allegoriseret kulturkritik som det kolde efterår for den svundne tid. Eksempelvis i titelfortællingen om en rigmand fra USA, der ”havde planlagt en rejse til den gamle verden på hele to år” udelukkende for fornøjelsens skyld. Det lyder ildevarslende.
Imens dineren står på i de oplyste festsale i den gode damper ”Atlantis”, bølger oceanet bag væggene uhyggeligt. Sirenen kalder med ”djævelsk dysterhed”, og skibet ryster ”over det hele i sin overvindelse af stormen og disse bjerge af vand”. Damperens indre er ”som underverdenens uhyggelige og brændende varme skød, dens sidste, niende ring – her grinede kæmpestore kedler dumpt”. I baren fortsætter man med at nippe til cognac og at flyde ”på bølger af krydret røg”.
Man kommer til Gibraltar, til Napoli og til Capri. Og der synker herren fra San Francisco pludselig om i en rallen. Den rige er død som følge af et misforhold i den gamle verden mellem de magter, der holder forestillingsverdenen sammen, og de usynlige kræfter, der river den itu, hvis man ikke ser dem i øjnene. Og så bliver herren bakset væk fra øen, hvor der desværre ikke fremstilles blot de simpleste ligkister. Ved daggry må manden derfor sejles væk fra øen i en lang aflang kasse, der normalt bruges til leveringer af engelsk sodavand: Så ingen af de andre rejsende opdager den lille undergang i den store.
Et krydstogtskib, der sejlede på Europas længste flod, Volgaen, blev engang navngivet efter mesteren Bunin. Her sejler skibet i nat mod natten, men rejsen er aldrig forgæves. ”Jeg har glædet mig, jeg kommer,” tænkte pigen. Til det sted, ”hvor Katja og snarlig sommer findes”, tænkte Mitja. Til den gamle verden, tænkte den gamle. Punktum.