Prøv avisen

Jødisk filmfestival sætter fokus på svensk tabu

På søndag er der danmarkspremiere på den svenske storfilm "Simon och ekarna", der vises på den jødiske filmfestival i København. Lisa Ohlin har instrueret filmen, som er et portræt af Sverige i skyggen af Anden Verdenskrig. Foto: Dan Lausten.

I den svenske film Simon och ekarna tager instruktør Lisa Ohlin fat på Sveriges rolle under krigen og en udbredt antisemitisme

Hvad er tåge? Det er havets sorg. Og det er lige så stort som havet selv.

Den poetiske og melankolske sætning optræder i filmen Simon och ekarna, Simon og egetræerne, en af Sveriges største filmproduktioner nogensinde. Den skildrer en jødisk drengs skæbne hos en plejefamilie i Göteborg under Anden Verdenskrig.

LÆS OGSÅ: Livet under nazismen og kommunismens terror

Den prisbelønnede film satte rekord i år med 13 nomineringer til Guldbagge-prisen, den svenske udgave af Oscar-statuetten, og har premiere i Danmark under den jødiske filmfestival, der begynder på søndag. Festivalen har håndplukket en stribe film med jødisk relaterede temaer og ønsker at give et billede af jødisk kultur og identitet anno 2012 med over 20 film om antisemitisme, religiøse konventioner, erindring og seksualitet.

Simon och ekarna åbner festivalen og bliver vist to gange i løbet af festivalens tre dage lange program.

Det melankolske anslag om havets sorg afspejler grundtonen i den svenske familiesaga, dog uden at det bliver alt for patetisk. Det er snarere en rørende episk fortælling om venskab, mistede slægtninge, mistet kærlighed og mistet håb. Sorgen opleves på forskellige niveauer fra forfølgelsen af jøder til sammenholdet gennem krigen mellem to familier.

Den jødiske dreng Simon opdager efter krigen, at hans lyshårede, simple arbejderforældre har holdt hans rigtige identitet skjult for ham i første omgang for at beskytte ham, senere dem selv. Han opsøger sit jødiske ophav og forsøger at finde sin tysk-jødiske far og store violinist, der er forsvundet i holocausts mørke hav. En bredt anlagt historie om klasse og identitet, om krævende forældrekærlighed og ungdommelig frihedslængsel, skrev Dagens Nyheter om Simon och ekarna.

Tanken bag filmen var nu ikke at lave en sørgmodig film, men at beskrive livet i Sverige før, under og efter krigen, fortæller filmens instruktør, svenske Lisa Ohlin, i telefon fra Stockholm.

Den handler om at finde ud af, hvor man kommer fra, og hvordan man bliver hel som menneske, siger hun og fortsætter:

Det er også en historie om forældres magt over sandheden. Simon har et kald i musikken, men holdes tilbage af plejeforældrene. På den anden side har de givet ham værdier, som gør ham til et godt menneske. Der er en oplagt konflikt, som følger Simon. Der er både sorg og glæde i en tid fuld af katastrofe, siger Lisa Ohlin, som har lavet filmen over succesromanen Simon og egetræerne af den afdøde Marianne Fredriksson, hvis bøger er solgt i mere end 17 millioner eksemplarer på over 40 sprog.

En beretning om Sverige under krigen er også interessant i dansk sammenhæng på grund af nabolandets neutrale rolle dengang, modtagelsen af jødiske flygtninge og samtidig udbredte antisemitisme, der i dag stadig påvirker jøder i landet ikke mindst i Malmø, som mange jøder forlader i disse år. Filmen tager fat om et ømt punkt i svensk selvforståelse vedrørende krigen og forholdet til jøder, fortæller Lisa Ohlin, der har 25 års erfaring med filmproduktion, men for første gang har fokus på Sverige under krigen.

Det er et portræt af Sverige dengang, som ikke er lavet før. Danmark og Norge var jo besatte, en skæbne, som Sverige undgik. I og nordmændene har været meget bedre til at tale om fortiden og besættelsen. Den svenske krigshistorie er ikke lige så sort-hvid. Men folk var også bange, soldater var ved fronten, og hver dag troede man, at tyskerne ville komme. Det er let at sige efterfølgende, at svenskerne vidste, det ikke ville ske. Det kunne det lige så godt have gjort, siger hun.

Antisemitisme blandt svenskere er også beskrevet i filmen. Mange siger, at de ikke har noget problem med jøder, men svenskere har altid haft et problem med antisemitisme. Min far fortalte mig, at det var udbredt på hans skole. Jeg håber da, at min film kan være med til at bringe en debat om det på banen.

Er dette ligefrem tabu i Sverige, også i kunstneriske kredse?

Det er ikke tabu, men det er meget følelsesladet og svært. Det er særlig slemt i Malmø, men man snakker meget lidt om det. Problemer med antisemitisme og fremmedhad er reelt. Det findes der, men der er måske en berøringsangst, siger Lisa Ohlin.

Hun har oplevet, at filmen rammer bredt blandt publikum. Hun har set tre generationer af en familie, hvor filmen har sat en bedstemor i gang med at fortælle om perioder fra sit liv, som hun aldrig har fortalt om før, til sit barnebarn.

Det er vigtigt holde fast i historien, for den gentager sig. Det gælder både forskel mellem klasser, fattigdom og desværre også had til fremmede.