Året 2012 ser ud til at blive kulminationen på Jørgen Leths forfatterskab. I al fald hvis man tæller udgivelser og sidetal. Hans Samlede digte kom i foråret, skønt forfatterskabet sandsynligvis ikke er afsluttet, og tredje bind af hans erindringer udkom på fødselsdagen i juni, hvor også Dan Ringgaards glimrende om ham så dagens lys. Dertil kommer et par bøger sammen med andre om cykling og musik. Som om det ikke var nok, udsender Gyldendal nu en stor samling af Jørgen Leths artikler og essay fra 1960erne, redigeret af Lars Movin.
LÆS OGSÅ: Den totale Leth
Den første tanke er uvilkårligt: Skulle man ikke dosere udgivelsesiveren en smule og lade læserne indtage Jørgen Leths produktion, så man undgår forstoppelse? Få sider inde i artikelsamlingen afløses denne skepsis dog af en nysgerrighed efter at blive fortrolig med hans virke ved flere danske dagblade i 1960erne. Vil man forstå, hvordan Jørgen Leth igennem særligt film og digte blev Jørgen Leth, er det naturligt at gå tilbage til begyndelsen og læse hans vidtfavnende journalistik fra de eksperimenterende tressere.
Bogen er kort sagt inddelt i et par store afsnit med henholdsvis journalistik, rejser og fiktion. For mit vedkommende var journalistikken, der fylder mere end halvdelen af en, mest givende. Rejseskildringerne fra Spanien, Polen, Sydamerika, Afrika og Nepal er gennemgående fint sansede, men virker ofte lidt brudstykkeagtige og tidsbundne, og fiktionsstykkerne her i en hører vist hjemme i den kuriøse afdeling.
Af de journalistiske arbejder er interviewet fra 1961 med datidens enfant terrible inden for fransk film, Jean-Luc Godard, et scoop, men måske bliver det overgået af interviewet med den italienske mesterinstruktør Michelangelo Antonioni i 1963. Efter sådanne internationale højdepunkter falder man selvsagt tungt ned på jorden, når det følgende interview handler om Klaus Rifbjerg og Palle Kjærulff-Schmidts filmprojekt Weekend.
Blandt forfatterinterviewene vil jeg fremhæve det med Aksel Sandemose som yderst vellykket. Det er ufattelig morsomt at læse, hvordan Sandemose engang overværede opførelsen af et teaterstykke, han engang selv havde skrevet, men som var blevet minimalt bearbejdet af en anden forfatter og stadig var en dundrende fiasko. Sandemose beskriver, hvor han var bleg af skræk over, at nogen skulle opdage, at det i virkeligheden var hans stykke!
Endelig er det opløftende at læse Jørgen Leths fjorten, korte anmeldelser af dansk litteratur fra 1969 i B.T. Anmeldelsen af Inger Christensens Det træder frem, idet værket fuldkommen slog benene væk under anmelderen, som derfor nærmest intet kunne sige om det andet, end at det var et ubestrideligt mesterværk.
I sin udmærkede efterskrift gør Lars Movin en del ud af sammenhængen mellem Jørgen Leths journalistik og hans begyndende forfatterskab. Det er uden tvivl rigtigt, at den unge Jørgen Leth nærmede sig sine forbilleder via journalistikken, og at han samtidig gav sin journalistiske pen en kunstnerisk udtrykskraft.
anders juhl rasmussen