Jørgen Leths højsang

SE TRAILER "Det erotiske menneske" er en smuk filmisk hyldest til kvinden med tydelige paralleller til "Højsangen" fra Det Gamle Testamente

Filmen udspiller sig blandt andet i Haiti, Senegal og Laos, og vi følger forskellige kvinder i deres erotiske udstråling. --
Filmen udspiller sig blandt andet i Haiti, Senegal og Laos, og vi følger forskellige kvinder i deres erotiske udstråling. --. Foto: CPH:DOX.

 
 

FEM UD AF SEKS STJERNER

Erotikken har altid fascineret mennesket. Vi ser det i kunsten lige fra tidernes morgen, i antikken og i middelalderen, så vor tids fascination af emnet er ikke ny. Jørgen Leths nye film "Det erotiske menneske" er altså på den måde ikke nyskabende i emne, men på billedsiden er den.

Den kristne kirke har altid haft et ambivalent forhold til det erotiske. På den ene side har man opfattet erotikken som dæmonisk og ødelæggende, og på den anden side har man i de hellige skrifter nogle af de mest erotiske passager. Her tænkes især på "Salomos Højsang" i Det Gamle Testamente. Bare tænk på, hvorledes den begynder lige på og erotisk: "Ville han blot give mig kys af sin mund! Din elskov er dejligere end vin, dejligere end dine salvers duft," og så fortsætter han: "Tag mig i hånden, kom, lad os løbe! Kongen fører mig ind i sit kammer. Lad os juble og glæde os over dig, vi vil prise din elskov højere end vin." I kapitel 4 kommer der så en beskrivelse af kvinden begyndende ved øjnene og håret og så vandrende ned ad kroppen til myrrabjerget.

Jeg er sikker på, at Jørgen Leth nikker genkendende og anerkendende til "Højsangen"s beskrivelse af den sorte Shulamit. I kapitel 7 står der: "Drej dig, drej dig, Shulamit, drej dig, drej dig, så vi kan frydes over dig!" Det er som at høre Jørgen Leth!

Hans fascination af kvinden lyser ud af hvert billede i denne nærmest kyske erotiske film. Ja, det lyder som en modsætning, men filmen er betagende smuk og renset for al lummerhed. Der er ikke meget for husarerne her. Selv ikke den i filmpressen på forhånd omtalte sexscene af et samleje, hvor man kun ser kvindens ansigt. Det er ikke sex. Det er erotisk kærlighed og helt uden pornografisk vammelhed.

Jørgen Leths film er en lang hyldest til kvinden, men den er mere end det. Den handler om en ældre mands refleksion over erotikken, der engang var. Kan man indramme den, spørger Jørgen Leth, der både spiller og er den ældre herre, der tænker tilbage på de særlige øjeblikke i erotikkens udfoldelse. Filmen udspiller sig blandt andet i Haiti, Senegal og Laos, og vi følger forskellige kvinder i deres erotiske udstråling. Kvinden fra Senegal, der vuggende går gennem det fattige Dakar messende sit "Jeg er en kvinde, rig på kærlighed, jeg er tro, elegant, forelsket?" Der går Shulamit, tænkte jeg, i sit spraglede tøj med en elegant hovedbeklædning, som var den kreeret af en haute couture-mester fra Paris.

Jørgen Leth er fascineret, og billederne er så smukke. Personlig bliver filmen, da den skildrer Jørgen Leths forhold til kvinden Dorothie fra Haiti. Deres kærlighedsforhold varede fem år, indtil Dorothie ville være noget mere end elskerinde. Da kravene om at blive fru Leth blev for stærke, revnede forholdet, men hr. Leth kredser stadig om den erotiske fascination, der var og stadig er. Man kan ikke indramme den – heldigvis, men Jørgen Leth gør et mesterligt forsøg.

Det var næsten for mærkværdigt, da jeg kørte hjem fra biografen, at Poul Bund- gaard sang i radioen fra operetten "Farinelli" om, at det er en hellig pligt at elske kvinden. Den pligt lever Jørgen Leth virkelig op til og har skabt en betagende smuk film.

kultur@k.dk

4"Det erotiske menneske". Instruktion: Jørgen Leth. Danmark, 2010. Premiere over hele landet.

Læs mere på

@K.dk henvisning:k.dk/erotik