Jøsses fra Bjærregård

»Æ Nybiwel fra Bjærregård«, eller som det retteligt hedder på rigsdansk »En nybibel fra Bjærregård« er et lille hæfte, der rummer noget så usædvanligt som en ultrakort, moderne genfortælling af Jesu historie fra liv til død - på ægte vestjysk. Historien er her henlagt til Anden Verdenskrig omkring Ringkøbing Fjord, hvor forfatteren, tegneren og lægen Kurt Bresson havde gården Bjærregård syd for Hvide Sande som sommerhus.

Her i bogens Bjærregård bor Josef og Maria og deres lille barn,ved navn Jøsses, der kommer i tømrerlære, og som på et tidspunkt bliver slået ihjel af de onde tyskere.

Kurt Bresson nåede at skrive og illustrere flere små bøger for børn. Den aktuelle bog, udkommet på forlaget Fyns Kunsthus, er udstyret med tekst og naivistiske illustrationer, udført som oliemalerier.

Kurt Bresson, der døde i 1996, var ateist, men et meget frisindet og vidtskuende menneske og med stor interesse for teologi.

- Han var alene med sin mor, gik på Sorø Akademi, og som 17-årig meldte han sig via sin mor ud af folkekirken, hvilket var fuldstændig uhørt på det konservative akademi. Og hvor hans mor var forstå-ende, var hans mange mostre fuldstændig opløs-te af gråd over hans beslutning, fortæller Kaj E. Sørensen.

Mens Kurt Bresson gik på Sorø Akademi, var han leder for en mindre gruppe frihedskæmpere på egnen.

- Efter studentereksamen læste han teologi ved Københavns Universitet, men valgte efter et år at skifte til lægestudiet, fortæller Kaj E. Sørensen, der kendte Kurt Bresson personligt.