Prøv avisen
Interview

Ja, det er forbudt at lyve, men det er også menneskeligt

Efter sin romanserie fra sommerhusbyen Lendrup har Lisbeth Brun i sin nye roman ”Det ottende bud ” flyttet scenen nogle kilometer til Løgstørs smalle gader. – Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Forfatteren Lisbeth Brun udforsker parforholdets vildveje med udgangspunkt i Løgstør og omegn. Det at bryde ud af et forhold og søge ind i et nyt er en proces, hvor løgnen er medspiller, mener hun, der er aktuel med romanen ”Det ottende bud”

Det er gråvejr og så usigtbart, at det er svært at skelne himlen fra Limfjordens vandspejl. I en af de smalle gader, der fra Løgstørs centrum peger direkte ned mod den fjord, der med nød og næppe kan anes, går forfatteren Lisbeth Brun og kigger stjålent mod vinduerne i de sammenbyggede huse.

”I den her gade kunne Siv og Niels godt have boet,” siger hun, mens hun skutter sig i sin tynde regnjakke.

Når Lisbeth Brun ikke er sikker på, hvor præcist kæresteparret fra henholdsvis Oslo og Aars kunne tænkes at have slået sig ned, er det, fordi Siv og Niels ikke er virkelige. De er hovedpersoner i hendes nye roman ”Det ottende bud”, hvis stedlige omdrejningspunkt er Løgstør og omegn. Som altid, fristes man til at sige, for Lisbeth Brun har i det meste af sit forfatterskab haft sit geografiske udgangspunkt i Himmerland. Mest kendt er hun for sine fire romaner ”Vejs ende”, ”Det du mister”, ”Som brødre vi dele” og ”Resten af livet”, der alle tager afsæt i Lendrup.

Så vi kører til Lendrup, en lille by tæt på Løgstør med originale gamle sommerhuse, der hvert eneste år var ramme om barndommens lange sommerferier for Lisbeth Brun. Her i februar ligger de fleste af husene og sover vintersøvn. Kun et enkelt sted indikerer skorstenen, at der er fyret op i en brændeovn.

Det viser sig at være netop det gule træhus, hvor forfatteren sammen med sine forældre og to ældre søstre boede om sommeren. Den nye ejer er ved at grave et hul i haven, og Lisbeth Brun vil ikke trænge sig på. I stedet går vi de få meter ned til fjordens strandbred, mens vi snakker om stedets betydning for forfatterskabet.

”For mig er stedet her den perfekte ramme. Der er strand, skrænter, grusveje, udkant, provins, og så er der både forfald og fornyelse. Efter Lendrup-serien kunne jeg dog godt mærke, at jeg var lidt mæt af personerne herfra, og det gjorde mig opmærksom på, at jeg skulle flytte mig. Så med den nye roman er jeg flyttet hele tre kilometer væk til Ravnstrup og yderligere tre kilometer til Løgstør. Det føles meget langt,” siger Lisbeth Brun uden den mindste snert af ironi.

Hendes sætninger kommer præcist og velovervejede, men det sker uden spor af forstillelse. Lisbeth Brun er et meget oprigtigt menneske og, i disse selfie-tider, noget så umoderne som tilbageholdende. Hun er det stille vand med den dybe grund, som én udtrykte det i en portrætartikel op til hendes 50-årsfødselsdag. Ligesom en anmelder engang kaldte hende den største hemmelighed i dansk litteratur. En hemmelighed, som vedkommende mente, det var på tide kom frem i lyset. På trods af sin beskedenhed og ukendthed har forfatteren nemlig for længst cementeret sin position som en af samtidens mest præcise fortolkere af det moderne kvindelivs dilemmaer, især når det gælder parforhold.

Sådan er det også i ”Det ottende bud”. Her møder Rudolf Steiner-læreren og singlen, norske Siv, den danske gymnasielærer Niels på en café i Oslo. De bliver forelskede og skiftes til at besøge hinanden i Norge og forskellige steder i Nordjylland. En dag ringer Niels og fortæller, at han har lejet et lille hus til dem i Løgstør, og da Siv kort forinden har fået arbejde på en nærliggende Steinerskole i Ravnstrup, flytter kæresteparret sammen der.

Der er bare lige det, at Niels stadig er gift med Mette, med hvem han har sønnen Valdemar. Bibelens ottende bud forbyder os at aflægge falsk vidensbyrd mod vores næste. Men det gør Niels. Siv negligerer hans løgne, så længe de er til gavn for hendes og Niels’ forhold, men efterhånden går det op for hende, at han har spundet sig selv ind i et net, hvor den ene løgn tager den anden.

”Jeg har det virkelig dårligt med usandheder. Det føles som manglende respekt, når nogen lyver for én. Jeg har nok både en mistænksom og en naiv side, men som udgangspunkt tror jeg altid på, at folk siger sandheden. Hvis jeg tager nogen i en løgn, bliver jeg forundret og får, ligesom Siv, et vældigt behov for at forstå. Jeg tror, vi mennesker kan acceptere mange ting, hvis bare vi forstår,” siger Lisbeth Brun og fortsætter:

”Det at bryde ud af et forhold og søge ind i et nyt er en famlende proces. I den situation bliver der bare løjet, for det er næsten ikke til at undgå i de der overgangs- og overlapssituationer. Men løgnene er frygtelige, for når de går op for én, kommer spørgsmålene: Hvor længe har du kendt hende? Hvornår var I sammen første gang? Alle de der smertelige regnen tilbage-situationer. Tænk hvis vi kunne gå hjem og sige: ’måske vil jeg forlade dig, men nu går jeg lige ind i et vakuum-rum, hvor jeg tænker mig om i en måned, og så vælger jeg mellem jer’. Men det kan vi jo ikke. Det er ikke i orden at lyve, men det er meget menneskeligt.”

Ifølge Lisbeth Brun er vi mennesker gode til at gradbøje løgnen. Vi taler om hvide løgne, som vi nærmest betragter som noget, vi gør af høflighed for ikke at såre andre. Og vi finder det helt i orden at aflyse en aftale med en løgnehistorie om, at noget andet vigtigt er kommet op.

”Vi føler, at vi har lov til at lyve for at beskytte os selv og andre, men jeg tror godt, at de fleste ved, hvornår en løgn prikker i samvittigheden,” siger Lisbeth Brun.

Forfattere bliver næsten altid spurgt, om deres hovedperson også er dem selv. Lisbeth Brun giver under interviewet udtryk for sin glæde over, at denne artikels journalist ikke stiller netop det spørgsmål. Alligevel kommer vi sådan lidt sidelæns ind på emnet, da forfatteren beredvilligt fortæller, at der da er lighedpunkter mellem Siv og hende selv.

Lisbeth Brun er Steiner-uddannet, gik sågar på Rudolf Steiner Høyskolen i Oslo og har boet 11 år i Norge. Ligesom Siv flyttede hun også til et andet land på grund af en forelskelse, og den kærlighed sluttede også. Men der hører ligheden også op. Lisbeth Brun har naturligvis, ligesom de fleste andre, gjort sig erfaringer med parforhold, men Sivs erfaringer er ikke hendes.

”Siv er ny i Danmark, og hun har mere brug for Niels, end han har for hende. Samtidig giver han, i form af sin akademiske baggrund, Siv et løft. På den måde kommer tingene ud af balance. Vi skal ikke løftes i kraft af vores partner, vi skal kunne løfte os selv,” siger Lisbeth Brun

Selv betegner hun sig som lidt af en enegænger, der ikke på noget tidspunkt i sit liv har fulgt nogen slagen vej. Som forfatter fik hun da også en meget sen debut, 42 år var hun, da hendes første roman udkom. Alligevel havde hun, allerede før hun kom i skole, en fornemmelse af, at hun skulle være forfatter.

”Jeg lærte tidligt at læse. Det at lære bogstaverne at kende gav mig en følelse af, at kunne sætte dem sammen til ord og fortællinger, præcist som det passede mig. Jeg elskede at skrive stile, men vidste også, at det med at være forfatter skulle gemmes til senere,” siger Lisbeth Brun, da vi har sat os med varm te i den lejlighed, hun har lånt i Løgstør for at være i Danmark i nogle dage omkring udgivelsen af sin nye bog.

Til daglig bor hun i ”et dejligt hus ved en sø” ved byen Hilterfingen syd for Bern i Schweiz. Hun har boet i Schweiz i snart 16 år, og det var også herfra, hun i 2005 debuterede.

”Jeg var klimatisk flygtning,” som hun siger og uddyber, at hun til sidst ikke kunne holde de kolde og mørke vintre i Norge ud.

Forinden havde en sprogbegejstret lærer på Steiner Høyskolen i Oslo sagt til hende, at hun måtte love ham at begynde at skrive noget skønlitterært. Da var hun 35 år og tænkte ved sig selv: Jeg havde jo aftalt med mig selv, at jeg skulle være forfatter, og hvor er tiden så pludselig blevet af?

Fra da af begyndte hun at skrive, og alligvel gik der næsten syv år, før den første bog udkom.

”Jeg havde en masse historier og stor skrivelyst, men var jo nødt til at arbejde ved siden af, så det gik langsomt i begyndelsen,” siger hun og erklærer sig samtidig taknemmelig over, at det er lykkedes hende at få et liv som forfatter, selvom hun stadig er nødt til at tjene nogle penge ved siden.

”Det er i sig selv en privilegeret ting at kunne skrive og udgive bøger. Man kan ikke også forvente at skulle leve af det,” siger Lisbeth Brun, der nu underviser i norsk på en aftenskole.

Selvom hun altså har boet i udlandet i mange år, er det helt naturligt for hende at skrive om Danmark og især om Himmerland. Hun kan også registrere, at hun bliver betragtet som en meget jysk forfatter. Kun én eneste gang er hun blev inviteret til at holde foredrag på et sjællandsk bibliotek.

Der er gået næsten fire år, siden hun udgav den sidste roman i Lendrup-serien. Det skyldes to ting: Dels er hun, som Dronningen opfordrede til i sin nytårstale, begyndt at gøre ”unyttige ting”, og dels har hun faktisk skrevet to bøger.

”Egentlig havde jeg tænkt at skrive en arbejdsplads-roman, men med min redaktørs hjælp endte det i stedet primært med at blive en roman om et parforhold. Det andet skriver jeg så på nu, så det ender nok med at blive endnu en Løgstør-roman,” siger Lisbeth Brun, der åbenbart kan det der med serier.

Noget andet, hun kan, er at få sine romaner til at ende, om ikke lykkeligt, så i hvert fald med håb.

”Selvom jeg skriver om alvorlige og tunge temaer, arbejder jeg altid med, at der også skal være et håb.

”Jeg vil gerne give læseren det med til sidst, at nok har der været en masse komplicerede ting i teksten og en masse pinlige følelser undervejs, men der er stadig lys. Ellers er det ikke til at holde ud.”