”Slagterbutikken” kalder nogle den moderne sorte kasse beklædt med glinsende flisemosaik, der ligger midt i Korsør. Selvom facaden på Korsør Biografteater ikke ser specielt antikvarisk ud, huser bygningen faktisk det, der indtil for nylig har været kendt som verdens ældste biograf. Den historie vender vi tilbage til.
Først et kig indenfor. Her venter guldindrammede fotos af filmstjerner som Charlie Chaplin og Marilyn Monroe, en guldfarvet veloursofa og to tilhørende lænestole.
”Det her er Margits område,” siger 49-årige Frank Pihl, formand for foreningen Biovennerne, som frivilligt driver Korsør Biografteater. Han tager denne tirsdag aften imod Kristeligt Dagblad sammen med Margit Enderlein, der er kioskansvarlig og medlem af bestyrelsen og altså har fået lov til at sætte sit præg på indretningen af foyeren. Men det stopper der.
”Altså, hvis det stod til mig, så var det her jo også indrettet som oldemors stue,” siger 67-årige Margit Enderlein, da vi i duften af popcorn går et par trappetrin ned mod kiosken, hvor sortlakerede borde og minimalistiske træbænke erstatter velourmøblerne.
”Da jeg startede hernede, syntes jeg, det hele var alt for moderne! Så jeg kæmpede meget for, at hele foyerområdet skulle indrettes i oldemorstil. Det var vi 30 frivillige så ikke helt enige om, og sådan er det jo. Men jeg fik da lov at købe de der gamle guldmøbler,” siger Margit Enderlein med julelys i øjnene.
Korsør Biografteater har eksisteret siden 1907, siden 1908 i denne bygning. Af den grund blev den i 2008 udnævnt i Guinness Rekordbog som ”verdens ældste eksisterende biograf på samme adresse”. Efterfølgende har det dog vist sig, at der findes en biograf i USA, som er ét år ældre. Korsør Biografteater er dog hverken blevet fjernet fra rekordbogen eller bedt om at levere diplomet tilbage.
”Så i virkelighedens verden er vi verdens ældste biograf,” siger Frank Pihl.
”Vi er vel verdens ældste frivilligt drevne,” lyder det fra Margit Enderlein, der nu på et par meters afstand råber: ”Ja, ja. Vi blærer os, lige præcis som vi kan.”
Korsør Biografteater har det meste af sin levetid været drevet kommercielt, men da de tidligere ejere i 1992 måtte dreje nøglen om, gik en række frivillige sammen om at danne foreningen Biovennerne. I dag sikrer de cirka 30 frivillige medlemmer, at Korsørs rundt regnet 15.000 indbyggere kan se biograffilm lokalt.
En af de frivillige er 23-årige Anna Laursen, som i aften står bag disken, buret inde bag plexiglas. Hun har været frivillig i Korsør Biografteater i et år. Hun havde lidt tid tilovers, og så har hun altid interesseret sig for film. Så harmonerer tjansen i biografen også udmærket med hendes nyligt påbegyndte studier i medievidenskab, men:
”Det sjoveste er alle de mennesker, man møder. Det er ikke bare den normale vennegruppe, man har, det er alle aldersgrupper. Og når der kommer børn, er det så hyggeligt at se, hvor begejstrede de kan blive over, at de skal ind og se en film,” siger hun.
Så er der det med at gøre en forskel for lokalsamfundet. Det er især Margit Enderlein optaget af. Efter at færgerne over Storebælt stoppede i 1998, har Korsør været lidt ”klemt”, fortæller hun.
”Men der skal saftsuseme være de kulturtilbud i de små byer, som ellers bliver skraldet for alt muligt. Vi vil være med til, at der er et samlingssted i Korsør. Den der lokale forankring og det med at holde hånden under noget fællesskab, så det ikke bare dør – det er så vigtigt i de her tider, hvor folk stritter i alle retninger,” siger Margit Enderlein.
Denne tirsdag aften er den danske film ”Madklubben” blandt andet på programmet. Det har lokket Annette Thomsen og Sanne Rasmussen, der begge bor i Korsør, i den lokale biograf. Den foretrækker de frem for den noget større biograf i Slagelse, der ligger 20 minutter væk.
”Fordi de driver den på frivillig basis, og det må man tage hatten af for. Der er ikke så meget mere i den her by af kulturelle ting, så vi skal da holde på det, vi har,” siger Annette Thomsen.
Og ud over at man lige kan cykle hertil, så er der bare en anden atmosfære i Korsør Biografteater, supplerer Sanne Rasmussen:
”Det er hyggeligt og gammelt. Rigtig gammelt. Her er en god stemning og søde mennesker,” siger hun, inden de to tager plads i den ene af to biografsale, hvor alt udstyret blev digitaliseret i 2011.
Ligeledes blev biografen renoveret sidste år. For selvom Korsør Biografteater har en lang historie, nytter det ikke noget at klamre sig til fortiden og ignorere den teknologiske udvikling, fortæller Frank Pihl:
”Der er jo ikke nogen, der gider at sidde i en biograf, hvis den ikke har den lyd, den skal have, og billedet på skærmen ikke er skarpt,” siger han, inden Margit Enderlein tager ordet:
”Den kamp vinder vi ikke bare ved et nostalgi-trip, vel? Vi er nødt til at gå på to ben. At signalere: ’Ja, vi er verdens måske ældste, men vi er med på beatet. Vi har premierefilmene, den gode lyd, det gode billede og de gode sæder. Vi kan bare det der.’”
Hvis vi nu alligevel skal være nostalgiske, knytter der sig mange historier til de analoge filmruller, som stadig står oppe ad den lidt faldefærdige trappe i biografens ældste operatørrum. Margit Enderlein har fået overleveret nogle af dem fra frivillige, der har været med helt fra begyndelsen. Der er historier om ståpladser til pøbelen, den gamle klaverbokser og nogle træstole, som man sad helt forfærdeligt på. Og så denne, som vistnok stammer fra 1960’erne:
”Der er en historie om sådan en kyssefilm, en rigtig happy-end-film, hvor filmen knækker fem minutter før slutningen. Så ender operatøren med at tænke, ’det gider jeg simpelthen ikke at splejse sammen for de sidste fem minutter’, og så tænder han bare lyset i salen og går ned og siger, ’og det ender godt, de ender med at kysse hinanden, og tak for i aften’, og så gik folk hjem. Det var en anden tid,” griner hun.
De gamle filmruller ville faktisk godt kunne tages i brug igen, for biografen har stadig den gamle kinomaskine stående. Måske bliver de det i fremtiden. Flere steder vinder analoge filmvisninger frem, og ”hvis ikke verdens næstældste biograf skulle vise analoge film, hvem skulle så?”, spørger Margit Enderlein, inden to gæster træder ind ad døren.
”Velkommen til,” siger hun til gæsterne, der spritter deres hænder af. Med reference til spritten tilføjer hun spøgefuldt:
”Det er hyggeligere, når vi skal have det indenbords, ikk?”, og alle griner.
Der møder seks gæster op til ”Madklubben”, mens filmen ”Den sorte jord” må spille for en tom sal. Det er desværre ikke usædvanligt for tiden. Inden coronakrisen var standarden kvarte og halvt fyldte sale. Men selvom film bliver udskudt, og siddepladserne er blevet reduceret, er de frivillige ikke bekymrede for, at biografen må lukke og slukke.
”Det kommer ikke til at ske. Vi er ikke jubeloptimister, men vi er optimister,” siger Margit Enderlein.
Det gælder også hendes mission om autenticitet i den gamle biograf. Margit Enderlein viser et sort-hvidt fotografi af den gamle, lyse facade, der på ingen måde ligner nutidens sorte ”slagterbutik”.
”Og når vi nu en dag bliver rigtig meget rige, søde hr. formand,” siger Margit Enderlein i en drømmende tone, så hun får Frank Pihl til at grine, ”så skal vi have lavet facaden, ligesom den var. Det ville da være fantastisk.”