Prøv avisen
Portræt

Ja, vi vil stadig elske dig, Paul McCartney – også 11 år efter de 64

McCartney gik hverken på pension som 64- eller 65-årig. Han udgiver stadig ny musik og er faktisk endnu mere aktiv med at give koncerter som solist end i tiden med Beatles, der gav deres sidste livekoncert helt tilbage i 1966. Foto: Michael Zorn/AP/ritzau

Myterne har altid fulgt den populære eks-Beatle, der fylder 75 år i morgen. Ikke mindst om forholdet mellem ham og John Lennon. Og der dukker stadig nye teorier op om Paul McCartney. For eksempel, at han er ved at konvertere til jødedommen

I morgen fylder Paul McCartney 75 år. Den kønne fra The Beatles. Den følsomme med de lidt sørgmodige øjne og ham, der skrev de største ballader. ”Yesterday” og ”Hey Jude”, for bare at nævne et par stykker.

Men den unge fyr fra Liverpool, der kom til at skrive både musik- og kulturhistorie, var ikke bare sød og pæn.

I en stor biografi fra sidste år skriver forfatteren Philip Norman, at myten om den bløde McCartney og den vilde John Lennon ikke holder stik. McCartney holdt sig på ingen måde tilbage, når der var fester, druk og stoffer tilbage i Beatles’ tidlige dage. Det var også McCartney, der holdt mest til i undergrundsmiljøet i London i midten af 1960’erne. Ikke Lennon, der ifølge McCartney på den tid var mere optaget af golfkurser.

Og hvorfor så indlede et portræt af en 75-årsfødselar med at fortælle, at han er vildere, end man måske har forestillet sig? Jo, fordi navnet Paul McCartney straks bringer både dejlige toner og billeder frem – men også masser af myter.

Ikke mindst om det særlige forhold mellem det musikalske magiske makkerpar, Lennon og McCartney. Om, hvem der egentlig var den største sangskriver af de to. Hvem der var skyld i gruppens opløsning. Hvem der giftede sig bedst (eller værst), og hvem der siden fik den største solokarriere.

For selv om The Beatles faktisk kun eksisterede fra 1960 til 1970, så er det stadig de ti år, der i den grad er med til at forme vores syn på gruppens venstrehåndede bassist, klaverspiller, guitarist, sanger og komponist.

I virkeligheden har han været solist i snart fire gange så lang tid, som han spillede i The Beatles, og haft et andet band, Wings, i mellemtiden. Han har også skabt en del hits siden beatlestiden. Men det er stadig bagkataloget fra tiden med en af historiens allerstørste og mest betydningsfulde musikgrupper, der får publikum til at råbesynge og gå i ekstatisk selvsving ved hans koncerter.

Faktisk kan vi takke hans far for, at Paul McCartney valgte musikervejen. Kærligheden til sange begyndte nemlig, da han var dreng og voksede op i et katolsk middelklassehjem, hvor Pauls mor, Mary, (ja, hun er Mother Mary fra ”Let it Be”) og far, Jim, samlede hele familien hver nytårsaften i McCartneys hjem.

”Min far plejede at spille klaver dén aften, og kvinderne sad rundt omkring og sippede til deres solbærlikør. Efter en halv time begyndte de at synge, og jeg voksede op med at forbinde sang med familie og gode tider,” har Paul McCartney tidligere fortalt i et interview med den engelske avis The Independent. En erindring, der måske kan være med til at forklare den ofte lyse og håbefulde tone i mange af McCartneys numre.

Da han som 15-årig mødte John Lennon, havde han derfor allerede skrevet en del sange, som han kunne vise frem. Og et år efter, som 16-årig, skrev han musikken til sangen ”When I’m Sixty Four”, der skulle komme med på det skelsættende album ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” fra 1967.

”Den handlede om mig selv, der kigger ind i fremtiden. At gå på pension som 65-årig var næsten for oplagt, derfor gjorde jeg det et år tidligere,” forklarede han i samme interview.

Men McCartney gik hverken på pension som 64- eller 65-årig. Han udgiver stadig ny musik og er faktisk endnu mere aktiv med at give koncerter som solist end i tiden med Beatles, der gav deres sidste livekoncert helt tilbage i 1966.

Ved koncerten i Herning sidste år oplevede 12.500 danskere både at være på musikhistorisk tidsrejse og til følelsesladet fællessang, når der i den grad blev skrålet med på alle Beatles-sangene, men også på et par fra solokarrieren. For eksempel indeholdt sætlisten ”Band on the Run” fra tiden med Wings og ”FourFiveSeconds” fra McCartneys samarbejde med Kanye West og Rihanna.

Paul McCartney har selv beskrevet bruddet med The Beatles og begyndelsen på et nyt musikerliv bagefter som en meget svær periode, hvor han både var deprimeret og drak for meget. Der skulle da også gå mere end ti år, før anmelderne i 1981 begyndte at anerkende McCartney som andet og mere end en eks-Beatle.

Det var i samme periode, i årene lige før John Lennons død i 1980, at de to igen blev venner. Sangen ”Here Today” fra 1982 er Paul McCartneys kærlighedssang til sin afdøde musikalske ”soulmate”.

Opvæksten i et katolsk hjem har selvfølgelig præget Paul McCartney, og man finder blandt andet spor efter hans kristne rødder på det klassiske oratorium ”Ecce Cor Meum”, som han udgav i 2006. Titlen er inspireret af en inskription over en Jesus-statue i New York. Selv har Paul McCartney dog udtalt, at religion ikke spiller en særlig rolle i hans liv, men at han tror på, at der er noget, der er større end ham selv.

”… og det er ikke så svært at forestille sig. Jesus er for mig at se en historisk figur. Jeg har altid fundet det sjovt, at han faktisk er jøde. Det har jeg elsket, fordi jeg tænkte, at det kunne give alle de antisemitiske mennesker noget at tænke over,” fortalte han The Independents journalist David Lister i 2012.

Netop udtalelser som disse og det faktum, at to af hans hustruer har været jøder, Linda Eastman og Nancy Shevell, har givet næring til teorier om, at Paul McCartney har en særlig interesse for jødedommen.

Faktisk har der i flere år svirret en del rygter om, at han var lige ved at konvertere. Da han i 2011 blev gift med sin nuværende kone, Nancy Shevell, var flere medier optaget af, at Paul McCartney tilbragte aftenen før brylluppet med at fejre den jødiske forsoningsdag Yom Kippur. Og i samme anledning kunne man på det amerikanske netmedie The Gothamist læse, at McCartney tilsyneladende havde fortalt sine venner, at han ville afslutte sine konversionsstudier det følgende år.

Det ser dog ikke ud til at være sket. Til gengæld er det tydeligt, at Paul McCartney gør sig tanker om både livet og døden – og hvad der kommer bagefter. På sangen ”The End of the End” fra 2007 synger en 65-årig ridder og legendarisk skaber af popmusik som kunst, sir Paul McCartney:

”At the end of the end it’s the start of a journey to a much better place and this wasn’t bad. So a much better place would have to be special. No need to be sad.” (”Ved afslutningen på afslutningen er det begyndelsen på en rejse til et meget bedre sted, og dette var ikke dårligt. Så et meget bedre sted må nødvendigvis være noget helt særligt. Ingen grund til at være trist”).

De fleste af os følger historiens gang. Få mennesker er med til at skabe den. Paul McCartney er en af dem. I morgen fylder han 75 år og kan fejre sit 60-årsjubilæum som musiker. Han var kun 15 år, da han mødte John Lennon, som han kom til at skrive nogle af popmusikkens allerstørste hits med. Her er de to i starten af karrieren, da de spillede sammen i The Quarrymen. Det er McCartney forrest til venstre og Lennon til højre. Foto: ritzau