Jægerne jagter Høeg over bog

Skandalekritikeren Mette Høeg har fået sit eget radioprogram. Hun har nogle spændende aversioner, men hun skal opruste lidt på substansen

Mette Høeg har fået sit eget radioprogram på Radio24syv.
Mette Høeg har fået sit eget radioprogram på Radio24syv. Foto: SCANPIX.

I foråret vakte forskerstipendiaten Mette Høeg skandale i den danske litterære verden med et essay i Weekendavisen. Nu er hun blevet anmelder på samme avis og har fået sit eget radioprogram på Radio24syv med titlen ”Høeg over bog”.

Jeg har gennemlyttet et par af programmerne.

Såvel Weekendavisens kritiker Lars Bukdahl som Informations litteraturredaktør, Peter Nielsen, har allerede været ude med store og nedrakkende anmeldelser, præget af triumf og skadefryd over, hvor dårlige programmerne heldigvis er.

Well. Man kan godt mærke, at Høeg ikke har nogen journalistisk baggrund eller erfaring med radiomediet. Hun er endnu ikke en god interviewer. Og det kan være svært at disponere stoffet i forhold til den rigelige sendeflade. Da de unge profiler Kristoffer Granov og Rasmus Vangshardt var i studiet, blev det mest til tomgangssnak. Og når Vangshardt nu arbejder med den gamle kæmpe Jens Kruuse, er det et absurd spild ikke at lade ham tale om, hvordan Kruuse så bedrev kritik.

Da Jens-Martin Eriksen, Katrine Ring og Uwe Max Jensen var inde ugen efter, var der omvendt for lidt tid til at følge forskellige og interessante emner omkring outsideren til dørs.

Men Mette Høeg bakser også med det anstrengte koncept, radioen har givet hende, og som afspejles i den personfikserede og konfronterende titel. Hun skal selv være budskabet. Alt for mange af hendes spørgsmål er derfor mere eller mindre elegante omskrivninger af "Har jeg ikke ret, når jeg mener, at..."

Men hvis vi ikke på forhånd er i meningsfællesskab med andre mennesker, kan vi ikke uden videre regne med, at de deler vores fornemmelser og idiosynkrasier. Gæsterne er dog gennemgående høflige. At de ikke fuldt ud køber præmisserne, er naturligt, og derfor kan man heller ikke som Høegs kritikere uden videre bruge det som frydefuldt tegn på, at de undsiger hende.

Men hvis Mette Høeg ikke skal blive en døgnflue, er hun nødt til at opruste gevaldigt på substansen, både i sin kritik og sin radiovirksomhed. Der er for meget spilfægteri og overflade. Der går boheme- og drukromantik i hendes længsel efter afdøde Henrik Stangerup. Det er ikke godt nok at kritisere en ny roman ved at beskrive den som gennemsnitlig en masse gange. Det var en spændende idé at rehabilitere Aage Dons, men hvorfor han er glemt med urette, kom til at fortone sig.

Nogle mente, at Høegs essay i Weekendavisen var en såkaldt performativ gestus, det vil sige en provokation, der ikke var alvorligt ment. Den teori må efterhånden kunne aflives. I indirekte forstand kom essayet dog til at fungere performativt. Det fik fremkaldt et billede af noget, som man ikke før har kunnet se helt så tydeligt: et sammenspist og ømskindet litterært miljø, der reagerer voldsomt aggressivt, når det føler sig under angreb. Det meste foregik på de sociale medier, hvor det efterhånden er blevet svært at skelne mellem private udladninger og offentlig debat.

Men det var fra et offentligheds-synspunkt lidt bekymrende, at hele tre litteraturredaktører, Jes Stein Pedersen fra Politiken, Peter Nielsen fra Information og sågar den journalistisk meget erfarne Søren Kassebeer fra Berlingske i deres aviser deltog i prygleafstraffelsen af Mette Høeg i foråret med et ordvalg, der var lige så svulstigt som på de sociale medier. Bør man alligevel ikke prøve at bevare hovedet lidt koldt i forhold til de affekter, der raser?

Man kan kritisere Mette Høeg for mangt og meget, men hun har nogle aversioner og idiosynkrasier, som er anderledes og forfriskende. I et af sine programmer nævner hun den udbredte brug af ordet ”fint” i den yngre litterære kritik: ”Det er så fint, at forfatter NN“”. Det udlagde hun som symptom på, hvordan den udbredte fokusering på sprog og stil, der ofte er mindre interessant for almindelige læsere, falder sammen med en vis blødagtighed i omgangsformerne.

Jeg kan også godt lide hendes irritation over det gennemsnitlige og ”pølsenormale” i litteraturen. Det er ikke nok at skrive om helt almindelige og trivielle menneskelige forhold og så håbe på, at en eller anden stilistisk opladning (”så fint”) kan bære det hele vejen hjem som litteratur. Der skal mere til. Hvad dette ”mere” så er, må Mette Høeg gerne give nogle gode bud på i fremtiden.