Prøv avisen
Film

Jaget vildt

4 stjerner
”Timbuktu” skildrer i et næsten for smukt billedsprog islamisternes hærgen i Mali, hvor lokalbefolkningen lider under jihadisternes overgreb. Foto: Fra filmen

”Timbuktu” er en film, der viser konsekvenserne af islamismens hærgen i Mali, der i 2012 blev invaderet

Handlingen i ”Timbuktu” indrammes af en åbnings- og slutscene, hvor en flok jihadister med automatvåben på ladet af en truck jager et stykke vildt igennem ørkenen. I åbningsscenen ser man kun det skræmte vildt, i slutscenen sker der en glidende overgang fra vildtet til to børn, der også er på flugt fra den dræbende magt.

Scenerne er typiske for den mauretanske instruktør Abderrahmane Sissakos film om islamisternes hærgen i Mali i 2012, hvor de invaderede landet. Det er en meget tydelig film, der både konkret og symbolsk anskueliggør, hvordan overgrebene på den maliske befolkning fandt - og finder - sted.

Der er tale om en systematisk nedbrydning af en civilisation, hvor kultur og tradition i Mali destrueres hensynsløst, og befolkningen underkastes sharialov og vilkårlige forordninger, der ikke har andet formål end at fratage indbyggerne alle rettigheder og forvandle dem til lydige proselytter for islamisterne.

Den forstemmende historie er vi alle dagligt vidner til igennem medierne: Islam er i krig med sig selv i store dele af verden, og som totalitær ideologi er islamismen i princippet i krig med alle, der modsætter sig ideologiens udbredelse og udelte hersken. Eksemplerne er legio, deprimerende og skræmmende.

Det er Abderrahmane Sissakos fortjeneste som kunstner og humanist, at han i ”Timbuktu” får omsat den store historie til en række mindre fortællinger om almindelige mennesker, der rammes på deres dagligdag og eksistens. Mennesker af kød og blod, med følelser, stolthed, trods, angst og behov for kærlighed og samhørighed. Ondskaben er aldrig abstrakt, den er konkret i sine konsekvenser.

Som visuel retoriker er Sissako bestemt ikke uden kraft og emotionel tyngde. Hans film fungerer på flere niveauer: For det første er ”Timbuktu” åndeløst smukt filmet af mesterfotografen Sofian el-Fani, der skildrer ørkenen, lerhusene, teltene, dyrene og menneskene med en gennemgribende skønhed i det ene æstetiske tableau efter det andet. Selv et par unge elskende, der begraves levende og stenes til døde, er skildret som et stilleben af blod og støv.

For det andet samler Sissako sin fortælling omkring nogle enkle handlingsspor med en beduinfamilie i centrum. Far, mor og datter i en følelsesmættet treenighed, der, alt som filmen skrider ubønhørligt frem, splintres. Familien er både visuelt og emotionelt et sindbillede på kærligheden, der ødelægges af fanatiske religiøse magtviljer.

For det tredje skildrer Sissako ikke kun ofrene, men også de jihadistiske bødler og slagtere. De er nok hyklere, der ryger, selvom de forbyder befolkningen at gøre det samme, og selvom de forbyder de unge at spille fodbold, går de gedulgt op i Real Madrid og Barcelonas stilling i La Liga. Og minsandten om ikke også islam kombineres med voodoo-dyrkelse!

Men frem for alt skildrer Sissako de islamistiske aggressorer som mennesker. Usikre, uvante med modernitetens teknikker, følelsesmæssigt uformående, uvidende og frem til et vist punkt ligefrem rådvilde. Igen: Ondskaben er ikke abstrakt.

På den måde skaber Abderrahmane Sissako en sammensat film, hvor fjenden får et ansigt, og grusomheden forlenes med en form for skønhed, også åndeligt. Ja, en lokal imam taler ligefrem jihadisterne midt imod og spørger til, hvor nåden, tilgivelsen og besindigheden er blevet af i deres fremfærd. Som stemme synes han at stå instruktøren nær. Et stykke af vejen vinder filmen kunstnerisk ved nuancerne og det formfuldendte billedsprog.

Men på et andet niveau byder virkemidlerne i ”Timbuktu” også til modsigelse. Det er en klassisk diskussion i nyere oplysningshistorie fra Goyas ”Krigens rædsler” og frem, hvor meget grusomheder og overgreb kan æstetiseres. Sissakos film bevæger sig på kanten med sit formfuldendte filmsprog.

Og selv om det kan virke velgørende at fremstille jihadister som mennesker, der ikke helt ved, hvad de gør, og som derfor kalder på tilgivelse, er det også en farlig vej at færdes på. Magtmisbrug og voldelig undertrykkelse bør ikke relativeres. Det kommer man ikke - heller ikke kunstnerisk - nærmere sandheden ved.

Som det fremgår, er jeg ikke ubetinget begejstret for Abderrahmane Sissakos film. ”Timbuktu” er smuk, virkningsfuld og velspillet, men den er også for meget. Og sammenligner man den med systemkritiske film fra det seneste år som den russiske ”Leviathan”, den tyrkiske ”Vintersøvn” og den saudiarabiske ”Den grønne cykel”, når den ikke samme niveau af kritisk refleksion og kunstnerisk indsigt.

kultur@k.dk