Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Jagten på det brune guld

Haunstrup brunkulslejer ved Herning. Foto: David Høgsholt

Glimrende dokumentarisk roman om brunkulslejerne syd for Herning

De tidligere brunkulslejer ved Søby syd for Herning repræsenterer, som forlaget Hovedland gør opmærksom på, et helt underbelyst kapitel af besættelsestidens historie. Heller ikke inden for skønlitteraturen gør de meget væsen af sig.

Det for mig mest mindeværdige eksempel på det modsatte er Mogens Klitgaards atmosfæremættede mesternovelle Brunkul om en kvindes møde med lejerne. Den blev offentliggjort første gang i 1946, året efter denne gode, glemte forfatters død.

Med Knud Simonsens store, bredt anlagte, dokumentariske roman Brunkul. Børster og baroner rådes der bod på både den ene og anden mangel. Bogen, hvoraf størstedelen foregår i besættelsesårene, giver en både overbevisende og råt underholdende skildring af brunkulsarbejdernes barske hverdag. Humoren og varmen er med hele vejen.

Martin Rask Jensen, en østjysk bondesøn, bryder op fra landbruget for at komme derhen, hvor forlyder det pengene ligger og flyder i sandet og bare venter på at blive skovlet op. Han etablerer sig på et tidspunkt som selvstændig, tjener mange penge og bliver efter krigen proprietær. Han er den samlende skikkelse dog ikke mere, end at en må betegnes som en kollektivroman: et væld af skæbner, mere eller mindre forslåede, passerer læseren. En blandet flok på slidsom jagt efter en fremtid forgyldt af det brune guld, vindere og tabere, forskellige grader af kriminelle og bedragere, spillefugle, der benytter sig af midler, som samvittigheden ville protestere imod, hvis en sådan var til stede. Grådigheden er selvhjulpen. Så absolut.

Men også pligtopfyldende familieforsørgere møder vi. Dertil ramponerede kvinder, der stiller sig til rådighed mod betaling. Erotikken er grov og plump og uden anlæg for romantiske omskrivninger. Mandehørmen er tæt.

Velkommen til klondike, en by bestående af barakker, skudt op som mælkebøtter: Her ligger en stat i staten, et samfund i samfundet. Her bor mennesker, der er gjort af et særligt stof; de lever og arbejder under usle forhold, på egnen regnes de ikke stort. Men over det ganske land har de sørget for lys i lamperne, for varme på sygehuse og alderdomshjem, de har holdt lokomotiver, mejerier og fabrikker i gang.

Mange af folkene gemmer sig, ligesom de måske også for hinanden gemmer deres grunde til at gøre det, mens de kigger fremad og skuler bagud. Myndighederne lader for det meste stedet være. Det er et lovmæssigt ingenmandsland: Arbejderne handler ikke nødvendigvis, som reglerne siger, men som de selv siger. Dertil en udbredt brug af selvtægt. Når retten eller hvad det er taler, er det gerne med tæv.

Brunkul. Børster og baroner består ikke af ét gennemgående handlingsforløb, men af mange små forløb, som Knud Simonsen slipper for måske senere at tage op igen. For alt har jo en konsekvens. Han er god til at tegne individuelle portrætter, så personerne bliver levende og anskuelige, uanset hvor kort tid de er på scenen. Hans stil er enkel og prunkløs uden at jeg umiddelbart kan afgøre, om dens momentvise tilbøjelighed for det snakkesalige er bevidst eller ej. Tidsbilledet gives med stor sikkerhed. Men især hen imod slutningen kan intensiteten svigte hvad en stramning havde kunnet forhindre.