Jagten på Jesus

Hvem var han egentlig? Guds søn og frelser eller kristen konspiration? Det forsøger Kasper Bro Larsen at besvare i sin lille og veloplagte bog om Jesus

Jagten på den historiske Jesus har beskæftiget bibelforskere siden midten af 1700-tallet – og mange mener, at man med et tilstrækkeligt kritisk blik på kilderne kan rekonstruere, hvad Jesus gjorde og sagde helt ned i detaljen.

Det med detaljen er Kasper Bro Larsen, cand.theol. og lektor ved institut for kultur og samfund på Aarhus Universitet, imidlertid ikke helt enig i. Han beskriver nemlig sig selv som en moderat pessimist, når det gælder Jesusforskningen, omend han mener, at man med de rette forbehold godt kan stykke nogle brudstykker af en historisk biografi sammen. Jesus af Nazaret er nemlig ikke en fri fantasi og en sagnfigur opfundet af de første kristne, som blandt andre Georg Brandes slog til lyd for. Han er en historisk person.

Og det forsøger Kasper Bro Larsen så at føre bevis for, når han som en anden detektiv henter den historiske Jesus frem mellem linjerne i evangelierne. Han skriver blandt andet: ”Jeg mener godt, vi kan tegne nogle råskitser af den historiske Jesus, hvis vi fokuserer på de oplysninger, som evangelierne samstemmigt og uafhængigt af hinanden videregiver om Jesus, og omvendt er mistænksomme, når Jesus lyder som en kristen og ikke som en jøde fra Palæstina.”

Men selv når forskere forsøger at portrættere den historiske Jesus, vil de altid have sig selv og deres tid med i bagagen, skriver Kasper Bro Larsen, hvorfor resultatet (også) bliver en inkarnation af deres egne idealer – ikke fordi Jesus er en fiktiv karakter, men derimod fordi han bliver en identifikationsfigur. Hver af os vil derfor have en personlig udgave af Jesus, som Depeche Mode synger i deres sang ”Personal Jesus”, fordi vi forholder os eksistentielt til de spørgsmål, som han stiller, uanset om vi er lægmænd eller forskere, troende eller tvivlende.

Tænkepauserne fra Aarhus Universitetsforlag er for længst blevet rost til skyerne af anmelderne, og det er der også al mulig grund til at gøre denne gang, da Kasper Bro Larsen let og ubesværet formidler sit enorme og til tider kontroversielle stof. Det er forskelligt, hvor personligt og populært de respektive forskere går til værks i de små bøger, der på blot 60 sider indkredser et ofte komplekst begreb, og denne om Jesus, der er nummer 64 i rækken, er en af dem, der gør det i særlig høj grad.

Om det er for meget, er givetvis en smagssag. Men man kan godt diskutere, om kapiteloverskrifter som ”Var Jesus en hund?”, ”Kampen om Jesus’ hårfarve” og ”Svend Brinkmann eller Jesus?” er mere æggende og vækkende end egentlig dækkende, om det er sjovt, forfriskende og illustrativt eller bare lidt plat, når Kasper Bro Larsen kalder Paulus for Jesu pressechef, evangelierne for en blanding af historie og tidlig kristen fanfiktion og Moseloven for en jødisk kombination af ”Karnovs lovsamling” og Emma Gads ”Takt og tone” – eller om de populære referencer bliver ført lidt for langt i citater som for eksempel dette:

”Jesus var fra Nazaret i Galilæa. Han var mere en selfmade Johnny Madsen fra Thyborøn end en kendis-født Rasmus Seebach fra København.”

Læs uddrag af bogen i avisen på mandag.