Nævn en kunstnerisk bevægelse eller en betydningsfuld kunstner fra 1920'erne frem mod 1979, og Peggy Guggenheim var der. Enten med sine penge eller sin krop og flere gange begge dele.
Født ind i den rige Guggenheim-familie lå kunsten i kortene for unge Peggy, men at hun skulle blive en af verdens mest indflydelsesrige kunstsamlere, kom alligevel bag på de fleste.
Som ganske ung begyndte hun at samle kunst og åbnede et galleri i London i 1930'erne, hvor hun chokerede briterne med den nye kunst, der samtidig spejlede hendes person i et konstant forsøg på at blive en ”personality”.
Der er ikke mange filmoptagelser af Peggy Guggenheim, men instruktør Lisa Vreeland har gjort et scoop og fundet en række kassettebånd optaget kort før Peggys død i 1979. De mange mænd, der udtaler sig om Peggy i dokumentaren, kan ikke rigtig blive enige om, hvem hun var.
Var hun en sørgelig, kærlighedssøgende kvinde, der kun blev til noget i kraft af de mere intelligente mænd, der rådgav hende i kunstkøb? Blev hun brugt af mandlige kunstnere for pengenes skyld, eller brugte hun dem for oplevelsen? De mange interviews bringer os ikke ind bag Peggy Guggenheims offentlige person, og på de gamle båndoptagelser er hendes egen stil tør og lidt tilknappet.
Hun fortæller i samme toneleje om datterens selvmord, en kærlighedsaffære med Samuel Beckett, et ulykkeligt ægteskab med Max Ernst og om sin succes som samler og mæcen. Filmen bliver derfor ikke så meget et indlevende portræt af en kvinde, som et medrivende portræt af en tid.
”Jeg kan ikke være jaloux på fortiden. Kun på fremtiden,” siger Peggy Guggenheim med sin særegne accent. Men når man sidder her i 2016 med en kunstnerisk debat, der handler om besparelser, tivolisering af kunsten eller en higen efter at spænde kunsten for en bestemt politisk vogn, kan man måske alligevel godt blive misundelig. Det er ikke Peggy Guggenheims liv, der er misundelsesværdigt. Til det var det for tragisk.
Men filmen giver os et uimodståeligt potpourri af moderne kunst og viser os Peggys verden befolket af kunstnere og ildsjæle - alle med en hengiven overbevisning om, at kunst kan ændre verden.
De mange arkivfotos kan vække en både romantisk og eksistentiel længsel efter en anden tid, hvor kunsten ikke primært var et baggrundstæppe for selfies eller hovedperson i en nytteøkonomisk diskussion. Woody Allen oversatte denne længsel med den sødmefulde ”Midnight in Paris”, og terrorister angreb dens hjemsted i Paris sidste år.
I ”Peggy Guggenheim: Art Addict” bevidner vi surrealisternes kunstneriske revolution genspejlet i Peggy Guggenheims oprør mod bourgeoisiet.
Hun var promiskuøs, provokerende egensindig og kompromisløs i sit forsvar for kunsten og kunstneren. Det placerede hende midt i den kunstneriske avantgardes epicenter. Filmen om hende lykkes flot med at vise os den verden, hun gavmildt gjorde umådeligt meget rigere ved at støtte kunsten og kunstnerne.