I de internationale medier har Kalinka Bamberski-affæren med jævne mellemrum ramt nyhedsfladen igennem de sidste 30 år. Historien om en teenagepiges mystiske død og hendes fars kamp for retfærdighed har været genstand for talrige artikler, en bog og en tysk tv-dokumentar. Historien indeholder da også alle ingredienser til et sandt drama. Nu er historien omsat til en spillefilm, der ruller den på alle måder tragiske historie op.
I 1982 dør den unge pige Kalinka under en ferie hos sin mor og stedfar, der er læge. Obduktionen viser, at hun har været udsat for et overgreb, men de tyske myndigheder gør ikke noget ved sagen, måske fordi stedfaderen er en anerkendt læge. Pigens franske far tager imidlertid sagen op, båret af lige dele sorg, vrede og frustration. Da myndighederne både i Tyskland og Frankrig melder pas, tager faderen, André Bamberski, med gode venners hjælp sagen i egen hånd for at få opklaret, hvad der har forårsaget datterens død, og hvilken rolle ekskonen og stedfaderen, Dieter Krombach, har spillet.
Det bliver til en årelang kamp for retfærdighed, hvor André Bamberski gradvis forvandles fra den sørgende far til en besat mand, der søger noget, der mest af alt ligner hævn. Nærmest for enhver pris. André Bamberski blive advaret: ”De ønsker at kende sandheden. Men sandheden er ubærlig og forbundet med stor smerte,” som en klog mand siger til ham.
Den rutinerede franske instruktør Vincent Gareng illustrerer dette i filmen, hvor sagen dramatiseres år for år i en panoramisk bevægelse med afgørende episodiske nedslag. Hvad der fra begyndelsen ligner en sag om en krænket ægtemand, der har mistet sin kone til en charmerende tysk læge og libertiner, bliver til historien om en forbrydelse. Den tyske læge viser sig at have adskillige andre overgreb på unge piger på sin samvittighed, og i kraft af André Bamberskis kamp bliver han dømt både ved en tysk og en fransk domstol og frataget sin autorisation.
De to stjerneskuespillere Daniel Auteuil og Sebastian Koch gestalter henholdsvis André Bamberski og Dieter Krombach, den anklagende og den dømte. Daniel Auteuil er som vanligt fremragende med sin lukkede melankolske mimik som manden, der har en sag og en elsket afdød datter, som i realiteten er det sidste i livet at leve for. Hans stadige kamp både inden for og til sidst uden for lovens rammer kan ikke andet end aftvinge respekt, og Auteuils reverens for virkelighedens André Bamberski er ikke til at tage fejl af. Filmen bruger et velkendt greb i sin dramaturgi, nemlig, at forfølgeren og den forfulgte mere og mere kommer til at ligne hinanden og blive hinandens spejle. Skellet mellem forbryder og offer er hårfint.
Men som helhed er ”I min datters navn” ikke en film, der virkelig griber, selvom historien er så stærk, som den er. Dramaet bliver for udvendigt og illustrativt afviklet. Man forstår den retfærdiges vrede, og man forstår den dømtes forfængelige forsøg på at skjule sit dystre jeg. Og man forstår, hvilken pris der betales for, at retfærdigheden sker fyldest. Men grebet bliver man ikke, dertil har filmens forløb for meget karakter af drama-dokumentarisk afvikling snarere end visuel og psykologisk overbevisende gestaltning af to fortabte mænds forviklede lidenskaber.