Vi har netop markeret 20-året for den 11. september, og vi har trukket os ud af Afghanistan, men krigen mod terror og kampen mod jihadisterne er langt fra vundet. Faktisk står de stærkere end nogensinde før, mener Jakob Sheikh i ”Vi tabte. Hvordan jihadisterne besejrede Vesten, og hvordan vi kommer videre som tabere” (Gyldendal), hvor han undersøger forholdet mellem Vesten og jihadisterne de seneste to årtier.
En central pointe i bogen er, at Vesten generelt har brugt alt for lidt tid og energi på at tale med og lytte til jihadisterne, at vi har misforstået jihadismen, hvis projekt og drivkraft ikke altid er globalt og destruktivt, men også lokalt og konstruktivt, og at der er brug for et opgør med den faste overbevisning om, at alle jihadister er middelalderlige galninge, der elsker døden.
Jakob Sheikhs analyse af, hvad der gik galt i krigen mod terror, er begavet og jernhård, konstaterer Marcus Rubin i Politiken, hvor han dog også finder, at det synes sværere at få skovlen ind under løsningerne. Udfordringerne rækker nemlig langt videre end jihadisternes drømme og granater, og den etiske, værdibaserede udenrigspolitik, som Jakob Sheikh gør sig til talsmand for i kampen mod terror, er derfor næppe tilstrækkelig:
”(...) i sin iver efter at reformere synes Sheikh til tider overraskende blind for, at der trods alt også er andre dagsordner end kampen mod terror. Klima, geopolitik, Kina, handelspolitik m.m. Alt kan ikke kun ses gennem den antijihadistiske prisme.”
Ifølge Marcus Rubin er Jakob Sheikhs tænksomme bog dog et godt sted at starte, hvis man vil gentænke den endeløse krig mod terror, og det bliver til fire hjerter ud af seks mulige. Dermed gør han sig enig med Mikael Jalving i Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor der ligeledes er fire ud af seks til en bog med mange kvaliteter, som man bør tage alvorligt, omend Mikael Jalving som sin anmelderkollega på Politiken savner en bredere analyse og et ditto perspektiv:
”Bogen står stærkt i beskrivelsen af 20 års krig, debat og journalistik. Mindre overbevisende er den med hensyn til, hvad vi nu skal gøre. Her ville forfatterens personlige meninger have haft gavn af et mere stringent geopolitisk blik for vores interesser og realistiske muligheder.”
I Weekendavisen går Søren K. Villemoes særdeles grundigt til værks i sin anmeldelse af et bogprojekt, der i udgangspunktet er spændende, men som ender med at blive alt for endimensionelt og for løst – sine steder fejlagtigt – i sin gengivelse af sekundærkilder. Søren Villemoes mener, at Jakob Sheikh har misforstået den tænkning, som han forsøger at gøre op med, samt at han laver samme fejl som dem, han kritiserer, nemlig at han reducerer Danmarks og Vestens syn på muslimer til én størrelse, hvor smågrupperinger på yderfløje bliver til repræsentanter for helheden. Derfor bliver det billede, som Jakob Sheikh tegner af de seneste 20 års udvikling i Vesten, forkert.
Søren Villemoes finder, at ”Vi tabte” er stærkest, når den handler om jihadisterne, at Jakob Sheikh her er mere redelig i sin fremstilling, ”end han er i sine enøjede kapitler om Vesten”, og Villemoes går i rette med den overordnede pointe om, at vi har tabt krigen mod terror, da den primært hviler på en simpel optælling af, hvor mange jihadister på verdensplan der er i dag i forhold til for 20 år siden, og en konstatering af, at det er steget:
”Men ville det ikke give bedre mening at sammenligne antallet af succesfulde terroraktioner, der har været mod vestlige mål, samt antal dræbte? Det mener Sheikh ikke. Her burde der ellers ikke herske tvivl om, at Vesten har vundet – i hvert fald foreløbig. Antallet af terroraktioner er raslet ned siden midten af 2010’erne, hvilket Sheikh også erkender. Det er sket gennem en massiv investering i sikkerhed, og efterretningstjenester har fået mere magt. I stedet for at fremture med bastante påstande om, at vi har tabt, burde man hellere spørge, om den foreløbige sejr har været prisen værd.”
I Berlingske laver Peder Nedergaard en anderledes hurtig overflyvning af ”Vi tabte”, hvor han konstaterer, at den er bred i anslaget og meget velskrevet, som ét langt velsmurt essay, omend den af og til er lidt lang i spyttet, og han kvitterer med fire stjerner ud af seks:
”Nogle få gange går tingene galt for den ellers nuancerede og rationelle forfatter. Det gælder for eksempel, når Israel kommer på banen. Så forsvinder overblikket. Eller når han beretter om, at adskillelsen mellem religion og politik i virkeligheden er lige så stærk i den islamiske verden som i Vesten. Det sidste må bero på en yderst selektiv læsning. Men bortset fra det er det en god bog.”
I Information betegner Mona Kanwal Sheikh ”Vi tabte” som et værk, der er fuld af gode indsigter, velformulerede punchlines og iagttagelser, og som på engageret og fremragende vis blotlægger de formodninger, der lå bag koalitionslandenes terrorbekæmpende interventioner, men også vores hjemlige radikaliseringsforebyggelse, og hvad den nogle gange indebar af mistænkeliggørelse af muslimske borgere. Hun læser Jakob Sheiks bog som et betimeligt og nærmest terapeutisk tilbud til alle, der har fulgt sensommerens begivenheder i Afghanistan, og den indfanger den følelse og de spørgsmål, som mange formentlig sidder med: Hvordan bør man vægte hensyn til stabilitet og terrorbekæmpelse på den ene side og en rettighedsdagsorden og inklusionsdagsorden på den anden:
”Bogen indeholder en serie af stærke budskaber, der tilsammen samler op på de steder, hvor terrorbekæmpelsesindsatsen og dens underliggende antagelser kan beklikkes. Den vil derfor også kunne bruges blandt praktikere som en påmindelse om at ’kende sine antagelser og afveje prisen’, når man designer terrorbekæmpelsesindsatser eller går så vidt som at intervenere militært for at bekæmpe jihadisme.”
Læs Kristeligt Dagblads anmeldelse af bogen "Vi tabte" her.
I ”Bogen i tiden” skrives om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.