Jakob Wolf leverer et menneskesyn til tiden i denne bog

For den interesserede er Jakob Wolfs nye bog særdeles god og givende læsning

Jakob Wolf leverer et menneskesyn til tiden i denne bog

De moderne vestlige samfund er som bekendt verdslige samfund, hvilket betyder, at institutioner og normer ikke er religiøst funderet. Der er siden middelalderen sket en gradvis ”affortryllelse”, som mest har at gøre med den videnskabelige erkendelse, som for alvor tog fart i det 17.-18. århundrede (der er en særlig plads i Paradis til den, der finder på en bedre oversættelse af det tyske begreb ”Entzauberung” end ”affortryllelse”!).

Det betyder imidlertid ikke, at den ”religiøse livstydning” er forsvundet ud af de vestlige samfund, religionen er ikke væk, faktisk tror et flertal af befolkningen på Gud, omend religionen selvfølgelig er svækket. Hvad sekularisering snarere betyder, er, at det i dag er muligt at tilslutte sig en ikke-religiøs livstydning, hvad det netop ikke var i middelalderen. Religion og videnskab står imod hinanden, men de fleste mennesker lever i en gråzone, et ingenmandsland, mellem de to, mens de mest radikale på hver side er de mest højlydte.

Så vidt Jakob Wolf, lektor ved Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet, i denne bog om sekularisering. Hvad er ”religiøs livstydning”? Wolf forklarer det som ”en opfattelse af livet, hvor livet har form og betydning i sig selv uafhængigt af mennesket. Mennesket er kastet ind i en verden, der på forhånd er til og har form og betydning. Der findes en værensmagt og en form- og betydningsgivende magt, der overskrider livets egne grænser, idet den tildeler livet væren, form og betydning. Denne magt kaldes i den religiøse tradition for Gud, og livets endelige mål er en forening med Gud.”

Wolf tager især afsæt i den canadiske filosof Charles Taylors analyser af sekulariseringen. Hans tilgang er fænomenologisk, hvilket indebærer, at en videnskabelig form for erkendelse er sekundær i forhold til en primær, førvidenskabelig erkendelsesform. Bogen her har fem kapitler, hvoraf de fire første behandler henholdsvis selvet, universet, tiden og samfundet, hver især set ud fra først en førmoderne, så en moderne og endelig en fænomenologisk forståelse.

Hos Taylor – i dennes bog ”A Secular Age” – er det i særlig grad udviklingen af det autonome selv, der fører til den nævnte affortryllelse af verden, end det er videnskabens, den nye fysiks udvikling fra det 16.-17. århundrede.

I det førmoderne helt tilbage fra Homers værker er mennesket en åben kampplads for ydre kræfter, ikke blot guddommelige, men også dæmoniske.

”Det, der gjorde det meget svært at tilslutte sig en ikke-religiøs livstydning i den før-moderne verden, var, at hvis man afviste Gud, betød det ikke, at man trak sig tilbage til et forskanset sikret indre rum, men at man var udleveret til de onde magter i verden uden at kunne få hjælp fra Gud og de gode magter,” skriver Wolf.

Allerede med Platon ”begynder den moderne forestilling om selvet som et afsondret jeg, der bebor en indre verden som et hus, hvori det selv er herre”.

Med René Descartes i det 17. århundrede bliver selvet til en sjæl-legeme-dualitet med et omverdensforklaringsproblem. En ”homo clausus”, med et udtryk fra Norbert Elias.

”Det vigtigste træk ved affortryllelsen er, at man når frem til at opfatte menneskets bevidsthed som en indre verden, hvoraf al mening og betydning udgår.”

Det er her, mennesket for alvor begynder at betragte omverdenen som forrådskammer og værksted.

Set i et fænomenologisk perspektiv med tænkere som Martin Heidegger og K.E. Løgstrup er mennesket ”altid allerede” midt i verden, og dets problem er snarere at få afstand til den. Fænomenologiens menneskesyn ligger dermed nærmere Homers end Platons, for også ifølge fænomenologien er vi ”besat af ydre magter”, ”udsat for atmosfærer og indfældet i situationer”, kastet ind i verden, besat, ikke af dæmoner og guder, men af ”følelser og stemninger og betydningsfulde indtryk”. Hvordan følelser kan betragtes som ”ydre magter”, må man selv læse sig til på side 52. Det fører det for vidt at redegøre for her.

At det minder om Homer, skal dog ikke betyde, at det fænomenologiske menneskesyn er førmoderne. Det er ifølge Wolf snarere efter-moderne. Et menneskesyn til tiden, så at sige. Med den fænomenologiske vinkel bringes religionen ind igen:

”Den fænomenologiske forståelse af samfundet peger hen på en religiøs livstydning.”

Med fænomenologiens afdækninger bliver, skriver Wolf, den religiøse livstydning til ”en ægte moderne mulighed”.

”De skift i historien, der har muliggjort en ikke-religiøs livstydning, har ikke umuliggjort en religiøs livstydning i det moderne samfund,” opsummerer han i forlængelse af Charles Taylor.

”Den moderne fænomenologiske filosofis analyser af tilværelsen viser, at den religiøse livstydning har et fundament i den uvilkårligt erfarede virkelighed.”

Teologien skal ikke alliere sig med hverken det førmoderne eller det moderne, mener han videre, ”den skal alliere sig med den moderne fænomenologi, der er kritisk over for såvel førmodernitetens som modernitetens sociale baggrundsforestillinger”.

Ingen tvivl om, at Wolf ”går planken ud” med fænomenologien, ligesom nyligt afdøde Ole Jensen i sin bog ”Historien om Løgstrup” gjorde det med Løgstrup. Det ville være synd at sige, at fænomenologien just udsættes for et falsificeringsforsøg i Wolfs bog, men mindre kan også gøre det. Fænomenologien er en meget spændende forståelsesmæssig tilgang.

Om den ligefrem kan bære en ”ny reformation”, som der næsten lægges op til her, er måske tvivlsomt. Det kræver ørenlyd, som er en mangelvare i den moderne verden, som tonser hovedløst af sted. Måske er der for meget støj til, at folk når frem til den religiøse livstydning, men bliver hængende i den livstydning, de finder på Facebook, i leden ved det moderne.

”Menneskets magt over tilværelsen er meget mindre end tilværelsens magt over mennesket,” som bogens sidste sætning netop lyder.

Som erkendelsesteori og verdensbillede er fænomenologien interessant, og ikke mindst for den, der som undertegnede er nysgerrig efter at finde ud af, hvad den formår, er bogen særdeles god og givende læsning.