Det var på Nya Ullevi, at det hele begyndte. Dette magiske stadion, der i 1992 skulle lægge rammen om den største danske sportsbegivenhed nogensinde med europamesterskabet i fodbold, var også stedet, der gjorde speedway til en stor mediesport i Danmark.
Den 10. september 1971 blev Ole Olsen verdensmester i individuel speedway. Dermed bragede denne sportsgren igennem. Det var en kæmpeoverraskelse. En dansk verdensmester! Hvem havde hørt om Ole Olsen fra Haderslev før? Det kom vi til. Jeg kendte overhovedet ikke til den sport, men pludselig fængede den. Her var seje mænd, benzin, fart og farlighed. Jeg blev Ole Olsen-fan med det samme, og jeg var ikke den eneste.
I de følgende tre årtier var Danmark en stormagt i speedway. Snart ville unge fyre op på deres knallerter og ud at køre ræs. Speedwaybaner blev bygget over hele landet. I Brovst så en ung fyr på 12 år Ole Olsen blive verdensmester, og så var han solgt. ”Bette Hans fra Bøgebakken” ville også være verdensmester, og det blev han. Hans Nielsen blev den mest vindende af dem alle.
I Esbjerg blev en anden ung fyr ligeledes på 12 år ligeså tændt. Erik Gundersen, senere kendt som ”Gunder the Wonder”, ville også være verdensmester, og også han blev det.
Speedwayens treenighed blev dermed etableret. Ole Olsen, Hans Nielsen og Erik Gundersen var faderen og de to sønner, og de sad på international speedway op gennem 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne.
Men der gik sand i maskineriet i den menneskelige speedway-treenighed. Det handler Mads Kamp Thulstrups dokumentarfilm ”Kongernes fald” om. Titlen er måske lidt misvisende. Der er snarere tale om jalousi mellem faderen og en af sønnerne, akkurat som i Jesu lignelse om Den fortabte Søn.
Jeg synes ikke, der er tale om alles fald på det personlige plan, men snarere om en stjernekrig mellem giganter. Ole Olsen og Hans Nielsen røg uklar med hinanden, da Ole Olsen som leder af landsholdet favoriserede Erik Gundersen. Som i lignelsen mener den ene bror, at faderen favoriser den anden. Det giver konflikt. Nordjyden og sønderjyden kunne ikke finde hinanden, sagde vestjyden. Hverken dengang eller nu en del år senere.
Filmen er fyldt med inciterende billeder fra speedway-banerne. Man fornemmer den klima-ukorrekte tilstand på banerne. Benzin, støv, øl og usunde pølser! Gamle tv-klip fra monopolets tid dukker op, mens Ole Olsen og Hans Nielsen svinger deres lyssværd mod hinanden, og Erik Gundersen vinder det ene mesterskab efter det andet.
Stjernekrigen dør ud, da katastrofen indtræffer med den evigglade Eriks voldsomme uheld. Besindede giganterne sig så? Sikkert nok i øjeblikket, men overbevisende er det nu ikke. Her synes jeg, Mads Kamp Thulstrup skulle have gået mere til dem. Han skulle have fået dem ud af deres jyske stædigheder. Det bliver for tæt på overfladen.
Det kan godt være, at de tre på det sportslige plan var store, men på det menneskelige plan kniber det gevaldigt med formatet. Jeg så gerne, at man var kommet ind bag stjernestøvet. I Jesu lignelse ender det med en fest, hvor alle er sammen. Den virker langt væk her. De tre får lov at forblive i deres smålighed og indadvendthed. Der er ikke megen brug af overbærenhedens gashåndtag.