Prøv avisen
Interview

Mette Bock: ”Jamen, besøgstal er da vigtige!”

Kulturminister Mette Bock (LA) mener, at det er for uambitiøst ikke at ændre ved den eksisterende støtteordning til museerne. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau/Scanpix

Kulturminister Mette Bock (LA) lægger op til flere forandringer på museumsområdet. Kommunerne skal til lommerne for at sikre lokale museer

Mette Bock, du lagde ved din tiltrædelse op til, at du ville have gennemlyst ordningen med statsstøtte til de danske museer. Det har du så fået – og hvad skal der ske nu?

Jeg er jo selv fra mediebranchen, og det er godt nok sjovt at se, hvordan der bliver lagt op til det her i medierne: ”Nu starter blodbadet”, ”ministeren sætter museerne kniven for struben” og så videre. Hele intentionen er jo at skabe endnu bedre rammer for museerne!

Der kommer ikke flere ressourcer til området, det er ikke realistisk. Men vi skal have kigget på arbejdsdelingen mellem statslig og kommunal støtte. Som pejlepunkt synes jeg, at statens støtte først og fremmest skal fungere som en motor. Der er opgaver, vi vil have løst, og der er opgaver, som er vigtige nationalt. Men der skal være en større fleksibilitet og dynamik, så vi ikke bare forlænger planker i museumslivet. Og det er klart, at nogle tænker, at det er meget bekymrende, og nogle tænker, her er et håb.

Hvem kunne det være?

For eksempel er alle midlerne i dag bundet, så nye, større initiativer er der ofte ikke råd til at sætte i gang. Der skal vi have skabt et råderum.

Hvad mener du, når du siger ”råderum”?

Det vil sige, at vi skal forsøge at frigøre nogle af de ressourcer, som i dag går til faste bidrag til museer. Der er nye, ambitiøse museer i Danmark, som gerne vil statsanerkendes, for eksempel Forstadsmuseet, men der er ikke økonomi til det!

Det er aldrig sket, at et museum er blevet af-anerkendt, det vil sige, at nogen har fået frataget en statsanerkendelse. Og det kunne jo godt være, man skulle kigge på, om man også kan tale om kvalitet på den måde, at man ikke bare ved løbende kvalitetsvurderinger får at vide, at det skal gøres bedre. Måske bør der også være mulighed for at sige, at nu har den her statsanerkendelse været gældende i nogle år, og så trækker man statsstøtten igen. Et museumslandskab skal være et levende landskab, hvor man både kan lukke og åbne museer.

I Nordjylland har man kaldt fordelingen af midler ”hammerskæv”. Hvad vil du gøre for, at der fortsat er museer i det, du har kaldt for ”Guldkanten”?

Jeg er meget optaget af, at det ikke bliver en kamp mellem hovedstadens fyrtårne og provinsen. Da vi fik landets første kulturminister, Julius Bomholt, i 1960’erne, stod han fast på, at vi skal have adgang til museer i hele landet, og sådan skal det fortsat være. Man skal da lytte til dem, der mener, fordelingen er helt skæv. Men jeg tror også, der i fremtiden vil være kommuner, som skal lidt mere til lommerne, end tilfældet er i dag. Og så vil der være steder, hvor betydningen af museerne er af national karakter, og hvor staten skal bakke mere op.

Skal besøgstal afgøre, hvem der får støtte?

Jamen, besøgstal er da vigtige! Der er ikke noget ved at have et fint museum, hvis der ikke er et besøgende publikum. Det, at borgerne besøger museerne, er det, der skaber liv. Formålet er at gøre os til kloge og myndige mennesker, der lærer at forstå os selv og vores baggrund. Vi får en horisont i livet. Men det forudsætter, at der er mennesker, der besøger museerne.

Men det kunne jo være, der var et museum, som ikke havde så mange besøgende, men alligevel havde en betydning for et lokalsamfund og identiteten der?

Det kan sagtens være. Og der kan man i større grad lade kommunerne bære det, der har lokal betydning, men ikke ret stor national betydning.

Og så vil de museer, vi her taler om, jo nok sige: ”Jamen, så kan vi godt glemme alt om at eksistere, for pengene, de ryger et andet sted hen, hvis kommunen skal bestemme...”?

Kommunerne løfter faktisk allerede ret meget på området. Et eksempel er Varde Kommune, som har fået skabt museet Tirpitz ude i den yderste klit i Vestjylland. Det viser, at der er kommuner, der ser museer som en investering, der også kaster arbejdspladser og turisme af sig – og ikke bare som en slags flødeskum, der er plads til, når alt andet er betalt. Det er en ny trend, en ny bølge, der er ved at komme.

Men der vil nok være forskel i kommunernes tilgang. Og vi må acceptere, hvis man i den enkelte kommune vurderer, at man hellere vil bruge pengene på noget andet. Så er det sådan, det er.

Det er jo ret indviklet, det her med støtteordninger, puljer og fonde. Hvordan vil man som almindelig dansker kunne mærke, at der er sket noget?

Jeg tror som udgangspunkt ikke, der er ret mange borgere, der er interesseret i, hvor pengene kommer fra, danskerne vil bare gerne have gode, spændende museer. Museerne er inde i en kolossalt god udvikling for øjeblikket. Det skyldes især, at formidlingen virkelig er løftet, men der må vi igen huske, at det, der ligger til grund for god formidling, er samlinger og god forskning. Man kan ikke bare skille det ad. Og så mener jeg også, at hvis man skal have legitimitet til at drive museer, så skal borgerne også kunne forstå, hvorfor vi støtter, som vi gør. Det lader sig ikke rigtig forklare i dag.

Tror du, det vil lykkes at få et gennemsigtigt, forklarligt støttesystem, som også er fair?

Det ved jeg ikke, for jeg er jo ikke den første minister, der har fået tanken om at kigge på det her. Den store udfordring er, at hver gang vi begynder at rykke på noget, så er der et af de 179 medlemmer af Folketinget, som bor i nærheden af et museum, som skal have lidt mindre, som stemmer imod – og så har vi balladen. Men alle er egentlig enige om, at det ikke fungerer godt nok, som det gør i dag. Nu vil jeg sætte mig ned og tænke over et forslag. Og så hører jeg, hvad museerne synes om det.

Er det en reel mulighed, at du beslutter dig for, at der slet intet skal ske?

Næh, jeg vil da prøve, det andet er for uambitiøst. Jeg synes, der for lidt råderum og for lidt fleksibilitet, og jeg synes, det er for uigennemsigtigt. Det må vi gøre noget ved, selvom det ikke er lige populært overalt. Der må vi have det politiske mod.