Jan Kjærstad: Læsning gør livet større

Kærlighed er det eneste, der kan måle sig med at læse, mener den norske forfatter Jan Kjærstad, der er bogaktuel i Danmark med romanen Normans område

Jan Kjærstad kalder selv sin roman ”Normans område” for sit hidtil mest lystbetonede romanprojekt. For den handler om at læse, og det elsker han.
Jan Kjærstad kalder selv sin roman ”Normans område” for sit hidtil mest lystbetonede romanprojekt. For den handler om at læse, og det elsker han. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

De bliver aldrig den samme igen, hvis De læser denne artikel. For alt, hvad man læser, påvirker en. Og den pølseagtige supercomputer, vi kalder hjernen, gemmer alt, den registrerer og indlæser.

Fra disse ord til lugten af brændt avis i en spruttende pejs eller følelsen af tryksværte på fingrene, når dette interview måske engang bliver sendt i selskab med de farverige reklamer i genbrugscontaineren. Alt bliver gemt. For de små grå er grådige eller måske snarere snarrådige. Man ved jo aldrig, hvornår man får brug for en (læse)oplevelse igen. Og inde i ethvert læsende menneske findes der derfor et stort bibliotek, som indeholder alle de bøger og artikler, man har læst i livet.

LÆS OGSÅ:
Bøger er hospitalets bedste medicin

Fra de første Søren og Mette-bøger, Anders And-blade og indianerbøger til de seneste romaner og tv-undertekster. Al den tekst, man har læst, bliver lagret på samme måde som erfaringer. Ja, alt det, man læser, er faktisk erfaringer.

Det mener i hvert fald den store norske forfatter Jan Kjærstad, der er overbevist om, at læsning kan forandre et menneske, især hvis det er læsning af skønlitteratur. Det ved han fra sig selv. For engang ville han egentlig være præst, men det ændrede læsningen af en lille roman, der fik ham til at skifte retning i livet.

Vi sidder fem etager hævet over det kakofoniske kaos på Købmagergade i hjertet af København, hvor den norske forfatter har lånt sin danske forlæggers fine hjørnekontor. Her er ro, masser af bøger og et lille indbydende bord med dampende kaffe og chokolade i midten. På samme bord ligger en anden lækkerbisken, og det er sikkert lige præcis, hvad forlaget vil have journalisterne til at tænke, når de altid serverer chokolade sammen med deres udgivelser.

Men denne gang er der en mening med det hele. For Kjærstad sammenligner selv chokolade og bøger i sin nye roman. Og selvom Jan Kjærstads skrivestil er eksperimenterende, er sproget virkelig også en udsøgt fornøjelse at indtage. Kjærstads roman Normans område udkom på dansk i går, hvor den blandt andet blev rost her i avisen. Han kan skrive, så det rykker i læserens grundfjeld, skrev vores anmelder. Og i dette tilfælde er det faktisk ikke engang kedeligt at mødes med forfatteren på et forlag. For bogen handler faktisk om en forlægger, der ligefrem mener, at læsning er vigtigere end kærlighed. På nogle punkter er romanen selvbiografisk, selvom Jan Kjærstad aldrig ville bytte sin egen kone ud med en bog, forsikrer han:

Størst af alt er læsningen, siger Jan Kjærstad på sit roligt syngende norske, inden han fortsætter med et afvæbnende smil:

Altså for min hovedperson. Sådan har jeg det trods alt ikke, men jeg mener faktisk, at kærlighed er det eneste, der kan konkurrere med den gode læseoplevelse. For bortset fra mine børn og kærlighedsrelationer har læsning også været det største og rigeste i mit liv.

Jan Kjærstad læner sig frem i stolen som en sælger, der er ved at nå i mål.

Jeg har rejst jorden rundt flere gange og prøvet en masse forskellige ting, men der er intet af det, der kan måle sig med at læse en god bog. Sommetider har jeg nærmest haft dårlig samvittighed over at have det sådan, når jeg for eksempel har været på safari i Afrika og er kommet hjem på hotelværelset til en læseoplevelse, som jeg faktisk syntes var flottere end at blive angrebet af vilde elefanter på savannen. Men hvorfor må det egentlig ikke være sådan?.

Kan læsning ikke være en måde at flygte fra virkeligheden på?

For mig er læsning snarere en måde at udvide sin virkelighed på. Når jeg for eksempel har skrevet en bog, lægger den sig som fire kvadratmeter ny virkelighed, som alle kan gå ud på, siger Jan Kjærstad og holder sin roman ud i luften ud fra bordet som en lille ekstra bordplade med den ene hånd, mens han lader sine fingre træde ud på hans eget værk med den anden.

Læsning er en af de kræfter, der kan forandre bevidstheden. Og jeg tror faktisk, at vi mennesker er i færd med at forandre os. Jeg synes for eksempel, at det er spændende at tænke over, hvordan det påvirker bevidstheden, at så mange af os sidder foran en computer det meste af dagen. Men jeg tror også, at det kan forandre et menneske at læse. For hver gang man læser en bog, udvider man sin virkelighed.

Sommetider har jeg nærmest følt, at min virkelighed blev fordoblet, efter jeg havde læst en bog. Sådan havde jeg det for eksempel, da jeg læste Mrs. Dalloway af Virginia Woolf. Det er formentlig den bedste roman, jeg nogensinde har læst. Hun lader hovedpersonen dø i en parentes, mens en anden persons tankestrøm kan flyde sidevis. Det er mesterligt skrevet.

Det er dog en anden roman, der har sat dybest spor i Jan Kjærstad. Dengang var han stadig teologistuderende i Oslo, men troen var begyndt at sive langsomt ud af ham. Og en dag sad han i stedet i toget og læste den svenske forfatter Pär Lagerkvists lille roman Det evige smil. Lagerkvist vandt sin nobelpris og læserudbredelse for andre romaner, men den lille roman på 120 sider optog Jan Kjærstad så meget, at han glemte at stå af toget.

Jeg var nået halvvejs i bogen, da jeg skulle stå af toget, men jeg blev siddende og læste, mens jeg kørte frem og tilbage ind til Oslo, indtil jeg var færdig. For den lille bog sagde mig mere om det metafysiskes problem end fem års teologistudier tilsammen.

Den handler om en flok frustrerede mennesker, der beslutter sig for at opsøge Gud for at bede om en forklaring på meningen med et liv, der er så fuldt af smerte. Det bliver til en hel ekspedition, og til sidst finder de Gud. Han viser sig at være en lille, uanselig fyr, der står på et savværk og saver. Og han kigger ikke engang op, mens folkene råber op, at det er en skandale, da han har skabt verden med så mange fejl. Vi har angst. Hvad er meningen med det hele?, råber de, indtil han til sidst ser op og kommer med én replik: Jeg gjorde det så godt, jeg kunne, siger han, inden han igen ser ned for at save videre.

Jan Kjærstad griner varmt og længe over den lille historie, som han undskylder for at have fortalt forfærdelig dårligt, så det er tydeligt, at den stadig betyder noget for ham. For det var den roman, der fik ham til at blive forfatter:

Jeg tænkte: Når en så lille roman kan sige mig så meget, vil jeg også forsøge at skrive en roman, der siger folk noget. På det tidspunkt var jeg 24 år og havde aldrig skrevet noget skønlitterært før. De fleste forfattere begynder allerede at skrive som teenagere. Men derfra kunne jeg ikke lade være.

Jan Kjærstad færdiggjorde godt nok sit teologistudium, men allerede dengang vidste han, at han ikke ville være præst, og samme sommer han var blevet uddannet teolog, skrev han sin debutroman.

Det overraskede mig selv, at det lykkedes at skrive, når jeg begyndte i en så sen alder. Men jeg havde til gengæld altid læst meget, så måske har det også været en slags forfatterskole. Fra jeg var helt lille, tog jeg også noter af de bøger, jeg læste. I begyndelsen var det kun små stjerner, hvis jeg syntes, en bog var god. Men senere begyndte jeg at notere citater, især da jeg som teenager begyndte at bruge romaner som livsvejledning. Jeg læste for eksempel en hel del af den norske forfatter, der hedder Jens Bjørneboe. Han er en meget moralsk forfatter, der er fuld af punchlines. Og jeg gik rundt og citerede ham hele tiden som teenager. Senere begyndte jeg også at notere formen på romanen.

Samme forhold til bøger har hovedpersonen John Richard Norman i Normans område. Vi møder ham dog i en periode af hans liv, hvor han pludselig lider af læseblokering, så alt, han har med i et sommerhus, er en bog med titlen Livserindringer, der består af noter fra de bøger, han har læst.

Det bliver hans selvbiografi. For de bøger, han har læst, fortæller også, hvem han er. Og det er dem, jeg bruger til at tegne et portræt af ham, forklarer Jan Kjærstad, der mener, at mennesker netop er defineret af de fortællinger, de har.

Et barndomsminde og læsningen af en bog er for mig ligeværdige erfaringer. Og når jeg kommer i tanke om en bog, jeg har læst, minder den mig også om, hvilken situation jeg levede i, da jeg læste den. På den måde er ens indre bibliotek også beslægtet med ens egne erindringer. Men den samme bog kan jo også blive ved med at kaste betydninger af sig, hvis man genlæser den.

Den kendte forfatter tier et øjeblik, inden han fortsætter:

Min mormor var et meget religiøst menneske, og hun sagde, at Bibelen er som en flod, der både er så dyb, at en elefant må svømme over, og så lav, at et lam kan gå ubesværet over. Alle kan læse den, men den er uudtømmelig for mening og fortolkningsmuligheder. Det har altid været et ideal for mig selv, at en tekst kan have så stor en undertekst.

Hvordan kan det så være, at du blev mere optaget af romaner end Bibelen?

Jeg synes stadig, at Bibelen er en spændende bog, fordi man aldrig kan forstå den helt. Der er jo for eksempel to forskellige skabelsesberetninger. Men i takt med, at jeg mistede troen, begyndte jeg også at tro stærkere på, at fortællingen altid kom først.

I begyndelsen er fortællingen, så kommer Gud. Og sådan tror jeg også, at religionerne er opstået. Men ud fra en darwinistisk synsvinkel må religionerne jo have haft en mening, ellers ville de uddø. Og jeg tror, at det hænger sammen med, at folk har brug for at forstå sig selv i en større fortælling.

Hælder du selv til darwinismen?

Jeg synes på en måde, at den virker for nådesløs, så jeg forsøger at leve med håb. På en måde kan man måske betragte håb som placebomedicin. Men det lader til at være den bedste livsstrategi. For hvis man ikke havde noget at frygte, kunne det jo ikke betale sig at bekymre sig. Og hvis man havde noget at frygte, kunne ens håb måske hjælpe en bedre igennem det. Men jeg er stadig rædselsslagen for døden. I et tidligere interview i Norge har jeg sagt, at jeg formentlig er den person i Norge med den største dødsangst. Men kærligheden fra min familie og alle mine læseoplevelser giver mig mod på livet. Ja, det er livet for mig.