Jan Kjærstads spørgsmål er stadig relevant: Hvad er et menneske?

I litteraturen bliver liv til form. Og vi må undertiden være parate til at sætte den velkendte og gennemprøvede form på spil. For hvor stort er et menneskeliv ikke, når det bliver foldet ud på nye måder!

Spørgsmålet er stadig - og som Kjærstad formulerer det - om der ikke findes andre sandheder om et menneskes liv? Skriver Lard Handesten
Spørgsmålet er stadig - og som Kjærstad formulerer det - om der ikke findes andre sandheder om et menneskes liv? Skriver Lard Handesten. -- Foto: Polfoto.

Hvad er et menneske? Hvordan hænger et menneskes liv sammen?

Spørgsmålene meldte sig atter engang for mig, da jeg i denne uge læste Stig Dalagers udmærkede romanbiografi om nobelpristageren Marie Curie. Han fortæller stort set sin historie kronologisk, dog således at romanen begynder og ender ved hendes sidste dage, hvor hun har livet bag sig, og alt lys til sidst slukkes. Mørket er det perspektiv, livets lys ses i.

LÆS OGSÅ: Strindbergs store indsigt i kristendommen overses

Er et liv sådan et enkelt forløb fra vugge til grav? Kan man fremstille et menneskes liv i sådan en form, som Dalager gør det? Det kan man godt. Jeg har også selv gjort det engang, da jeg sidst i 1990erne skrev en biografi om Johannes V. Jensen.

Jeg tænkte dengang på at skrive min bog med døden først og sidst, ligesom Dalager har gjort, men jeg skrinlagde idéen. Jeg syntes, det blev for teatralsk, og måske hænger et liv heller ikke helt sådan sammen. Eller i hvert fald kan det beskrives på andre måder, der giver andre og lige så gyldige livsfortolkninger. Jeg lod så i stedet min biografi begynde, da Jensen som ung student flytter fra Himmerland til København, idet jeg lod hans rejser angive nogle knudepunkter i hans liv. Bogen slutter så med hans død og eftermæle.

Den måde at få et liv til at hænge sammen på er selvfølgelig også diskutabel. Og jeg forsøgte da også at tænke mig det hele anderledes anlagt. Den kronologiske form forekom mig at være en spændetrøje, der fik alle biografier til at ligne hinanden, og som kom til at bekræfte den samme livsopfattelse igen og igen. At jeg var så optaget af formen dengang og for så vidt også er det i dag var ikke mindst, fordi jeg havde læst Jan Kjærstads romantrilogi om den fiktive figur Jonas Wergeland. Den handler i særklasse om, hvad et menneske er, og hvordan et liv hænger sammen.

Wergeland laver biografier om store norske mænd, og da han når til Hamsun, indser han hvor skadeligt det var absolut at ville holde fast på den hævdvundne psykologi, prakke mennesket én identitet på, ét jeg, én kerne, og ligeledes værne om en tro på, at der måtte være en kontinuitet, en livets røde tråd, som om man ville havne i en labyrint uden denne trøst. Dermed var man ikke i stand til at forestille sig, at der kunne forekomme spring, at et liv kunne rumme brud, at det måske overhovedet ikke hang sammen på den måde, man troede. (Forføreren, 1994, side 441).

Det anfægtede mig. Og dog holdt jeg mig til den kronologiske form. For lever vi måske ikke i tidens strøm? Jeg kunne jo bare se på min egen krop. Den forfalder med en fremadskridende ubønhørlighed. Og folk dør omkring mig. Tiden lader sig ikke skrue tilbage og lader sig ikke ophæve. Og spring kan der nok være i ens liv, men aldrig så store, at der ikke er en kontinuitet, som kroppen husker og er pantet på.

Jeg kan godt se pointen i at skildre et liv fra vugge til grav, sådan som et hav af biografier fiktive som faktuelle gør det. Men spørgsmålet er stadig og som Kjærstad formulerer det om der ikke findes andre sandheder om et menneskes liv? Sandheder, som man ikke kan finde frem til, hvis man absolut vil fortælle om livet, som om det altid og kun foregår i gåsegang og efter en rød tråd og kan forklares med en psykologi, der nøje bogfører barndommens traumer og lader dem være skelsættende og fortolkningsbærende.

Det interessante ved Kjærstads trilogi er, at den forsøger sig med en fortællemodel, der på én gang udfolder linjer og cirkler, som på én gang har eger og nav. Det er en rullende og dynamisk konstruktion, som lader læseren erfare andre sandheder om et menneskes liv end det, som kronologien kan afsløre. Den viser livet som et kunstfærdigt vævet tæppe i stedet for en garnrulle.

Det ville være slemt, hvis alle skrev som Kjærstad, men det er i længden også slemt at fortsætte med at fremstille livet som en éndimensional vandring mod døden og sandheden.

I litteraturen bliver liv til form. Hvis vi vil forstå det anderledes, og hvis vi vil aflokke det nye betydninger og nå til nye erkendelser af, hvad det vil sige at være menneske, så må vi også være parate til at sætte den velkendte og gennemprøvede form på spil. Det er hårdt for både forfatter og læser, men som Kjærstad demonstrerede også alt besværet værd. For hvor stort er et menneskeliv ikke, når det bliver foldet ud på nye måder!

I denne klumme skriver litteraturanmelderne Liselotte Wiemer og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem bøger og eksistens både historisk og aktuelt.