Jan Kjærstad: Man bør beskytte børn mod dumme bekymringer

Den norske forfatter Jan Kjærstad har for første gang dedikeret en roman til sin far som en hyldest til alle gode helt almindelige fædre. Men ”Mr. Woolf”, der netop er udkommet på dansk, handler også om vigtigheden af at lege og forstå, at man altid kun kender en flig af et menneske

”Alle mennesker leder efter, hvor sjælen sidder i et menneske. Men måske har vi slet ikke et fast punkt eller en kerne, måske skal man se os løsere, som bølger med bølgetoppe og bølgedale, der fletter sig ind i hinanden, så vores kerne måske netop er et interferensmønster, et samspil med andre mennesker,” siger Jan Kjærstad. – Foto: Leif Tuxen.
”Alle mennesker leder efter, hvor sjælen sidder i et menneske. Men måske har vi slet ikke et fast punkt eller en kerne, måske skal man se os løsere, som bølger med bølgetoppe og bølgedale, der fletter sig ind i hinanden, så vores kerne måske netop er et interferensmønster, et samspil med andre mennesker,” siger Jan Kjærstad. – Foto: Leif Tuxen.

Der findes hele biblioteker med bøger om dårlige fædre. For som den norske forfatter Jan Kjærstad siger, vil der altid stå læsere klar til historier om egoistiske og voldelige drukkenbolte, der kan gøre enhver barndom til et helvede.

Men med sin egen nye roman ”Mr. Woolf”, der netop er udkommet på dansk, har Jan Kjærstad derimod ønsket at skrive en historie som en hyldest til alle de gode helt almindelige fædre, der gør, hvad de kan for at forsørge deres familier og give deres børn en kærlig barndom uden unødige bekymringer.

”Det er en slags antifreudiansk fortælling. For den udspringer ikke af nogen barndomstraumer. Tværtimod er den et forsøg på at hylde alle de gode almindelige fædre, som ikke får rejst nogen monumenter, der viser, at de har levet rige liv, selvom de nok har haft det på en mere stilfærdig måde – ligesom min egen far havde det,” siger den prisvindende norske forfatter, som selv er søn af en ganske almindelig møbelagent, altså en slags mellemmand mellem møbelfabrikker og møbelforretninger.

Faderen solgte blandt andet kvalitetsbogreoler uden selv at have nogen stor bogsamling, så på den måde leverede faderen også helt bogstaveligt gode rammer til sønnen, og med tiden blev faderens egne bogreoler også fyldt, for da Jan Kjærstad blev forfatter, læste faderen trofast og stolt alle sønnens bøger.

”Det fotografi siger det meste om det forhold, jeg havde til ham. Han var en mand, der gjorde, hvad han kunne for, at jeg havde ryggen fri, så jeg kunne føle mig tryg,” siger Jan Kjærstad om billedet her, hvor han sidder i samme båd som sin far omkring 1955. – Privatfoto.
”Det fotografi siger det meste om det forhold, jeg havde til ham. Han var en mand, der gjorde, hvad han kunne for, at jeg havde ryggen fri, så jeg kunne føle mig tryg,” siger Jan Kjærstad om billedet her, hvor han sidder i samme båd som sin far omkring 1955. – Privatfoto.

Nu har Jan Kjærstad så dedikeret sin nye roman til sin far Leif Kjærstad (1919-2018), der døde forrige år som 99-årig. Men til det sidste var den lidt generte, men gamle, gode far et mysterium for sin kendte forfattersøn:

”De sidste måneder, inden han døde, sad jeg ofte hos ham og spurgte mig selv, hvem denne mand mon var bag sin flinke facade. Det er en kliché, at alle mennesker har skjulte sider og hemmeligheder. Men ligesom vi ifølge forskningen kun kender omkring fem procent af universet, kender vi måske også kun fem procent af et menneskes liv. Man tror, man kender sine forældre bedst, men man kender egentlig også kun en lille del af deres liv. Og da han så døde, blev jeg pludselig kontaktet af flere af min fars gamle forretningsforbindelser i Danmark, som kunne fortælle helt nye og flotte historier om ham.”

Som dreng voksede Jan Kjærstad op i det, man kaldte ”østkanten” af Oslo.

”Det var et kvarter med mange tilflyttere fra hele Norge, så det var et spændende sted at vokse op, fordi det på en måde var en miniature af hele det norske samfund i en efterkrigstid, hvor alle langsomt fik det bedre. Det var Socialdemokratiets glanstid. Og min far var en typisk repræsentant for den tid. Han var med til at opbygge landet gennem sit job, hvor han sørgede for, at de norske hjem blev udstyret med nye møbler.”

Når faderen rejste på forretningsrejse, viste han åbenbart nye sider af sig selv og inviterede for eksempel sine danske kolleger til fodboldkampe, men selv kendte Jan Kjærstad sin far som en mand uden store armbevægelser.

”Han var en stille type. Han var aldrig formand for noget i foreningslivet, for han kunne ikke lide af stikke ud eller føre sig frem, men han var en helt perfekt far på den måde, at han gav min bror og mig en tryg barndom uden nogen problemer. Og hvad mere skal man forlange af en far?”, spørger Jan Kjærstad og viser et gammelt foto frem af sin ”på alle måder flotte far”, som sidder i en robåd og ror med sin dengang omkring toårige søn Jan siddende trygt mellem faderens ben med masser af plads til store tanker:

”Det fotografi siger det meste om det forhold, jeg havde til ham. Han var en mand, der gjorde, hvad han kunne for, at jeg havde ryggen fri, så jeg kunne føle mig tryg. Jeg så også op til min far, der var dygtig til at ro. Han havde en dansk ven ved navn Finn Pedersen, som faktisk var blevet dansk olympisk mester i roning i 1948. Og når de to venner sad sammen i en robåd, føltes det, som om der var motor på, så stærkt gik det, kan jeg huske. Jeg er i øvrigt stadig venner med Finn Pedersens døtre. I 1970’erne boede jeg i deres kollektiv i Roskilde, når jeg skulle på Roskilde Festival. De præsenterede mig for Information og Tuborg – som en morgenmadsmenu! Det var en nyopdagelse for en nordmand, der kom fra en afholdskultur.”

Det er vigtigt at lege hele livet, mener forfatteren Jan Kjærstad, der for nyligt har oprettet en facebookprofil for første gange. - Foto: Leif Tuxen
Det er vigtigt at lege hele livet, mener forfatteren Jan Kjærstad, der for nyligt har oprettet en facebookprofil for første gange. - Foto: Leif Tuxen

Faderen var tilfreds med et glas vand, hvis han tillod sig selv et stykke smørrebrød. Og sådan er faderen i romanen også, men han er til gengæld ikke møbelagent, men legetøjshandler i Oslo. Også han får en berømt søn, der dog ikke bliver forfatter, men nobelprisvinder i fysik. For Jan Kjærstad forsøger altid at finde ”en frugtbar distance” til sit eget liv, når han skal skabe romanfortællinger, men faderen i romanen minder altså en del om hans egen far.

Handlingen udspiller sig engang i fremtiden – måske omkring år 2030 –, hvor partikelfysikersønnen William Abelson bliver interviewet til en biografi om ham selv, efter han har modtaget Nobelprisen for en revolutionerende opdagelse af mørke partikler, som kan kaste lys over den store del af universet, man ikke tidligere forstod. Men da fortællingen begynder i 2017, er William Abelson gået i stå i sit liv, efter han ellers har skrevet doktorafhandling i fysik.

Han har taget et midlertidigt caféjob, som efterhånden har varet flere år og spildt sit talent på at brygge kaffe, inden faderen sender sønnen på en mission for at finde sin forsvundne søster i Hongkong. Indtil da har William Abelson troet, at faderen var en lidt kedelig mand, der kun levede i en kilometers omkreds fra sin legetøjsbutik i Oslo. Men nu, viser det sig, skjuler faderen mange eventyr og får i Hongkong produceret legetøj, som man kun kan drømme om. Blandt andet en såkaldt supernova, som Jan Kjærstad selv har fundet på til lejligheden. For romanen handler også om vigtigheden i at lege. Og om sejt legetøj fra gammeldags snurretoppe til moderne beyblades.

”Jeg tror, at jeg ramte en guldåre, da jeg fandt på at skrive om en legetøjshandler. For alle mennesker har jo et forhold til legetøj og den magi, der var forbundet med at træde ind i en legetøjsbutik som barn. Vi nordmænd har så altid lidt af et slags danskerkompleks, når det kommer til legetøj. I har lego, der virkelig er et genialt legetøj, som jeg stadig selv kan hygge mig med at samle med børnene, allerhelst frit efter fantasien, og svenskerne har Brio, men vi har ingenting, så jeg fik lyst til at opfinde mit eget superlegetøj,” siger Jan Kjærstad med et triumferende smil i stemmen.

Supernovaen kan ombygges til alt muligt på samme måde, som man kan ombygge et Star Wars-skib i lego til et hus, hvis man vil og kan. Og evnen til at forestille sig nye ting gennem leg er ikke kun forudsætningen for litteratur, men alle større opdagelser, mener han:

”Voksne kan nemt tabe evnen til at lege. Men efter min mening er der en klar forbindelse mellem videnskab og leg. Man er afhængig af at have et legende sind som forsker. Alle nye opdagelser begynder jo med den nysgerrighed, som legen driver frem. Selvfølgelig arbejder mange forskere også meget abstrakt med ligninger, funktioner og diagrammer. Men jeg er ret begejstret for det berømte fotografi af Niels Bohr, der står med sine tyske kolleger og leger med en snurretop. Jeg tror, at Niels Bohr var en meget legende person, ligesom Einstein var et stort legebarn. Han var fysikkens Picasso, som ikke kunne lade være med at prøve nye ting af.”

Hvad har du selv prøvet af for nylig?

”For en måned siden oprettede jeg for første gang en facebookprofil. Mit liv ændrede sig ikke meget, da vi blev sendt i karantæne som befolkning. Det er jo nærmest mit normale forfatterliv at sidde for mig selv, så hvis jeg skulle gøre en indsats, måtte jeg gøre det modsatte og blive social. Det var mærkeligt at gå fra at være venneløs til pludselig at have 3000 venner på nogle få uger, men jeg har fået fin respons på de ting, jeg har skrevet om. Det virker, som om nogen lever på Facebook, men jeg skriver kun om litteratur der. Jeg har ikke behov for at dele min middagsmad eller skovture på Facebook. Men det lykkedes mig også at samle 18 af mine tidligere klassekammerater i en gruppe på Facebook. Vi har ikke set hinanden i 53 år, så det viser, at Facebook også kan bruges til noget værdifuldt. Jeg har også brugt det som research til en ny bog, hvor 30 nordmænd har skrevet om en dag i april.”

De sociale medier er på den måde blevet Jan Kjærstads nye legetøj, selvom han stadig mener, at vi kun ser en flig af hinanden på den måde. Og nok ofte med hver vores fiktionsfortællinger om os selv og vores familieliv. Men målet med Jan Kjærstads egne romaner, ikke mindst ”Mr. Woolf”, er blandt andet også at vise, at enhver fortælling kun er et krads i overfladen i den store fortælling om et menneske.

Romanens form er i sig selv en leg med fortælleformer, fordi romanen består af en slags båndudskrift af det interview, som biografisten Nina (som ikke har en eneste replik i romanen) laver med William Abelson i Genève, efter han gerne vil have en tilføjelse til det, hun allerede har skrevet.

”Hele handlingen i ’Mr. Woolf’ udspringer af én sætning i Ninas biografiforlæg, men William Abelson vil vise hende, at hans rejse til Hongkong gemmer på en større fortælling.”

Det er også i Hongkong, William Abelson får sin epokegørende idé, mens han opdager nye sider af sig selv og sin ”kedelige” far. Men romanens titel ”Mr. Woolf” spiller ikke kun på romanens overraskende handling om faderens hemmelige liv, men også på Jan Kjærstads fascination af forfatteren Virginia Woolf.

”Hvis jeg skulle vælge, hvem jeg i ånden gerne ville være i slægt, skulle det være Virginia Woolf, der faktisk også har fascineret mange videnskabsmænd gennem tiden. Jeg er nu for femte gang ved at læse hendes forfatterskab, og især er jeg optaget af den mageløse roman ’Bølgerne’. Det er en meget anderledes roman, der smelter alle romanens bipersoner sammen til sidst i sætningen, at ’alle er alle’. Det er stærkt set. Det er mere spændende at se mennesker som bølger end som partikler med en fast kerne. For det giver en større forståelse for, hvor indviklet vi er i hinanden. Jeg tænker på et menneske som en interferens. 10 dråber træffer vandoverfladen, og det skaber ringe i vandet, der flyder ind i hinanden, og så får man interferens. Og jeg tænker, at det er sådan, 10 mennesker, der mødes, får samme virkning af deres følelser, tanker og replikker, der vikler sig ind i hinanden,” siger han og tænker lidt, inden han tilføjer:

”Den seneste tid har vi set, hvordan sommerfuglseffekten eller flagermuseffekten kan sprede smitte over hele verden, men det er på en anden måde smukt at tænke over, hvor forbundet vi er som mennesker. Alle mennesker leder efter, hvor sjælen sidder i et menneske. Men måske har vi slet ikke et fast punkt eller en kerne, måske skal man se os løsere, som bølger med bølgetoppe og bølgedale, der fletter sig ind i hinanden, så vores kerne måske netop er et interferensmønster, et samspil med andre menneske.”

Hvad er det vigtigste, du lærte i sampillet med din far?

”At man skal beskytte børn mod dumme bekymringer, så de kan koncentrere sig om de vigtige bekymringer i livet. Så jeg har selv forsøgt at give mine egne børn en tryg barndom.”

Hvad er de vigtige bekymringer?

”Hvad skal jeg blive? Hvad skal jeg gøre med mit liv? Det kan forældre ikke svare på for børnene, men det er en stor hjælp for børnene, hvis de ikke skal spilde tiden på at bekymre sig om andre ting som at have mad på bordet, en god seng at sove i og et hus at komme hjem til. Man skal give børn kærlighed og gode rammer for, hvad de får lov til. Som forældre kan man kun lægge rammerne for sine børn. Og man kan kun gøre sit bedste. Men det gjorde min far også.”