Enhver ved, hvem Jane Austen er, selvom de ikke nødvendigvis har læst hende. De seneste mange år har nemlig været præget af en opblussende Austen-feber med Oscar-vindende filmatiseringer, Mr. Darcy-mani, nyoversættelser, Bridget Jones-updaten af ”Stolthed og Fordom” og guidede ture for turister gennem Austens egn, Hampshire.
Men hvorfor er et 200 år gammelt forfatterskab blevet hipt? Er vi bare ude efter gammeldags romance, fordi vi lever i en moderne virkelighed med fri sex og billige drinks; eller er der noget andet og dybere på spil? Austens genkomst og værdi som forfatter er blevet vendt og drejet de senere år, og blandt andet er spørgsmålet om, hvorvidt Austen er feminist eller ej, blevet debatteret.
En af Jane Austens mest elskede romaner er ”Persuasion”, eller ”Overtalelse”, der nu foreligger på dansk i spritny oversættelse. Romanen, der var hendes sidste, følger den introverte Anne Elliot, der mødte den eneste éne som 19-årig, men blev overtalt til at droppe ham. Han var ikke fin nok. Nu går det så hverken værre eller bedre, end at kaptajn Frederick Wentworth, som manden hedder, dukker op igen otte år senere med flot karriere ved flåden, godt ved muffen og nu et anderledes godt parti.
Da de to mødes igen, sitrer luften af sårede følelser fra dengang, og Anne, nu 27 år og helt grå i hovedet af ensomhed, må se stumt til, mens Wentworth og vennerne fra flåden snakker løs til diverse selskaber, og han opvarter andre unge piger. I 1800-tallet kan man ikke bare sige, hvad man føler, så det meste foregår inde i hovederne på karaktererne (især hvad angår kvinderne), og hele handlingen kanaliseres – næsten samtlige 256 sider – gennem Anne Elliots spekulationer, indre oprør og spionage-agtige overvejelser om, hvordan hun kan få en snak med kaptajn Wentworth og selv bestemme, hvem hun vil giftes med.
En dejlig ting ved ”Overtalelse” er det levende tidsbillede af perioden efter Napoleonskrigene, der varede fra 1804-1815. Det er en brydningstid, hvor de sociale konventioner bliver vendt op og ned – for baroner og vicomter er nu mest bare nogle spradebasser, mens kaptajner og admiraler ses som frelsere og rigtige mænd, som derfor får forrang i det sociale liv. Kvinderne er der stadig ikke mange, der regner for noget, og i flere afsnit giver Austen den lige en skalle på kvindernes vegne, for eksempel når Anne i en diskussion siger: ”Mænd har haft enhver fordel frem for os ved at kunne fortælle deres egen historie. Pennen har ligget i deres hænder.”
At læse Austen er at blive overrasket over, hvor frisk og filmisk og nærværende hendes fortællemåde er. Man ryger med ét tilbage til starten af 1800-tallet, hvor teenagepigerne er opkørte, mødrene ævler, fædrene har hovedet under armen, og de unge mænd bare er trætte af dem alle sammen. Det vil sige: Alt er præcis som nu.
Det hele spiller trods de 200 års afstand, vittighederne holder, og ligesom det gælder for Shakespeares værker, bliver Austens dramaer bare ikke for gamle, fordi de behandler eviggyldige ting som kærlighed, sorg, vrede, moral, loyalitet, narcissisme, misundelse og jalousi.
Og er de så tantede og tandløse, hendes bøger? Tværtimod. Jane Austens romaner brænder af attitude og vrede. Kærlighedshistorierne er godt nok drivkraften, men Austens værker er propfyldt med scener, der afslører både klassesamfundets undertrykkelse og menneskers stupiditet og forfængelighed. Hendes forfatterblik er ikke romantiserende, men realistisk, usentimentalt og samfundskritisk, og portrætterne er så godt set, at typerne står lyslevende frem.
Er Jane Austen feminist? Ikke som os i dag, nej. Men i forhold til sin egen tid – ja. Hun blev født i en periode, hvor oplysningstidens lys stadig skinnede og prægede debatten om demokrati, kvinders rettigheder og menneskets ret til personlig frihed. Austens holdninger er frigjorte, set i forhold til hendes samtid, og hendes budskab om et liv bygget på frihed og kærlighed var vovet og moderne.
Måske er det derfor, hendes bøger holder endnu. Ikke kun, fordi hun er en genial, underholdende og eminent velskrivende forfatter, der kan fortælle, så englene synger – men fordi hun skriver på en drøm om frihed.