”Den værste form for politisk korrekt værdipolitik.”
Der blev ikke lagt fingre imellem, da den britiske journalist og kritiker Celia Walden i en avisklumme reagerede på nyheden om, at James Bonds ikoniske 007-licens skal overtages af den sorte skuespiller Lashana Lynch i den 25. udgave af spionthrilleren. Og The Daily Telegraph-skribenten var ikke alene med sin forargelse. Også på de sociale medier og i avisernes kommentarspor blev historien om den sorte, kvindelige skuespiller med snarlig licens til at dræbe taget lunkent imod.
”Jeg er færdig med at se Bond-film”, skrev en bruger hos Daily Mail. Én anden spurgte, om nyheden var en joke, mens en tredje reagerede således:
”Som kvinde finder jeg beslutningen fornærmende. Vi kvinder og farvede personer er nødt til at finde vores egne helte – ikke erstatte karakterer, som er hvide mænd.”
Også herhjemme blev Lashana Lynch’ næste rolle på det store lærred debatteret. I Berlingske mente den internationale kulturredaktør ikke, at der var nogen som helst grund til at ”feminisere 007, en af kulturens mest markante, maskuline bastioner, på den politiske korrektheds alter”. Og i en mediekommentar i denne avis stemte sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen i og ærgrede sig over det, hun så som ”endnu et skridt i den ideologiske ommøblering af den mere traditionelle tænkning”.
Køn og identitet er tidens helt varme samtaleemner, og i samme boldgade vakte det furore, da det tidligere på måneden stod klart, at Halle Bailey, en anden sort kvinde, skulle spille Ariel i Disneys’ ”Den Lille Havfrue”. Oven i det hele meldte Marvel Studios så forleden ud, at Natalie Portman skal give den som den hammerbærende tordengud ”Mighty Thor” inden længe.
Og mens nogle trak på skuldrene og andre lidt på smilebåndet, gik de sociale medier på ny grassat i debatten om køn og politisk korrekthed.
Men hvordan kan det være, at det sætter debatten på den anden ende, når Hollywood-karakterer ændres?
Det har Karsten Fledelius, lektor emeritus på institut for medier, erkendelse og formidling ved Københavns Universitetet, et bud på:
”Folk bliver forargede, fordi mange har nogle ganske klare forventninger til, hvordan helte og skurke skal se ud – både hvad angår køn, etnicitet og sprog. Og hvis man pludselig går på tværs af det, så udfordrer man rigtig mange menneskers kompas. Men det er en mærkelig opfattelse, for det er jo netop en af kulturens fornemmeste opgaver at udfordre vaneforestillinger. For mig at se er det vældig sundt, at man ikke bare baserer sine castinger på, hvad nogle algoritmer siger, folk forventer at se i bestemte roller,” siger han.
Ifølge Karsten Fledelius er der utvivlsomt et element af såkaldt politisk korrekthed, som spiller ind i besætningen af roller i alt fra reklamefilm til Hollywood-produktioner i disse år. Men så længe det bruges konstruktivt og som en måde at afspejle forandringerne i samfundet som helhed, er der god ræson i at gøre op med ideen om, at bestemte roller er reserveret til bestemte køn eller etniciteter, mener han:
”At gå ind og placere farvede eller kvinder eller andre minoriteter i hovedroller, hvor man normalt ikke forventer dem, det er et sundhedstegn i den moderne verden, og det er samtidig helt nødvendigt for at nedbryde ideen om, at man skal se ud på en bestemt måde eller have en bestemt baggrund for at kunne bestride bestemte hverv eller spille bestemte roller. Et eller andet sted er det jo et levn fra kolonialismen, at vi stadigvæk synes, at en sort kvinde som 007 er kontroversielt.”
Hos foreningen Women In Film and Television Denmark, WIFT, som arbejder for at fremme en ligelig repræsentation i filmbranchen, mener forkvinde Anne Esther Boukris ikke, at hverken Halle Bailey som Ariel eller Natalie Portman som Thor er problematisk. Snarere tværtimod.
”Min første indskydelse i forhold til James Bond var ’tja, hvorfor dog ikke?’. Jeg deler ikke bekymringerne for, at kønsrollerne og alle normerne nu går i opløsning. Jeg synes derimod, verden skal anvende sin mangfoldighed på en udfordrende, undersøgende og klog måde. For mig handler det ikke om politik, men i et kulturstrategisk og samfundsmæssigt øjemed er jeg overbevist om, at den her udvikling simpelthen vil komme til at pynte gevaldigt på vore selvforståelse og vores sociale og kulturelle sammenhængskraft, ” siger hun.
Anne Esther Boukris er også leder af Copenhagen Jewish Filmfestival, og hun mener, der kan drages interessante paralleller mellem udviklingen inden for den jødiske identitets- og kulturhistorie og så kvinder og minoriteters plads i mainstreamkulturen.
”Forleden blev jeg spurgt af en af mine venner, hvordan det kunne være, at der ikke var flere kvindelige kendte og oversatte digtere og dramatikere i Israel? Og svaret er jo ganske enkelt: Fordi kvinder i den jødiske kultur først sent har fået adgang til det offentlige, skriftlige og kunstneriske ord. Der har simpelthen ikke været tid og ikke mindst imødekommenhed og tolerance til at opbygge den nødvendige intellektuelle kapacitet og kritiske masse, ” siger hun.
”Det handler ikke om et poststrukturalistisk opgør, hvor vi skal bryde alle de rammer og forestillinger, vi har opbygget, ned. Det handler snarere om at sørge for, at vi får et så rigt og godt samfund og kulturliv som muligt, og det sker kun, hvis også kvinder eller dem, som har en anden teint, også får lov at komme til og blive en del af mainstream-kulturen. Ligesom mændene også skal have rum til at eksperimentere med, hvilke roller de kan spille. Og i vores samfund, der er så rige, tror jeg godt, der kan være plads til, at Ariel er sort, eller en kvinde indtager en James Bond-krop.”
I kølvandet på nyheden om, at Disney-klassikeren Ariel skulle indspilles med Halle Bailey som havfrue, opstod hashtagget #NotMyAriel på det sociale medie Twitter. Brugere mente, den lille havfrue skulle være hvid. Men den utilfredshed gav tv-kanalen Freeform, der ejes af Disney, ikke meget for.
På sin profil på det sociale medie Instagram understregede kanalen, at Ariel er en havfrue, ”der lever i internationalt farvand”. Og, tilføjede kanalen, så er Ariel dansk. Og ligesom danskere kan være sorte, så kan Ariel det også.
Ifølge Anne Esther Boukris er de aktuelle debatter om sorte og kvindelige skuespillere i nye roller affødt af den debat om krænkelseskultur, der har fyldt en hel del de senere år. Alligevel insisterer hun på, at man må holde tingene adskilt:
”Det er enormt vigtigt at forstå, at det her ikke handler om krænkelser – det handler om, hvordan vores samfund er i transformation, og at vi bliver nød til at være med i den transformation. Vi kan ikke blive ved med at insistere på, at dannelse ser ud på en bestemt måde, at kulturen er uforanderlig, og at kunsten skal isoleres fra omverdenen”, siger hun.
”Mister vi vores vante holdepunkter og ender det hele i kaos, hvis måden, vi har gjort tingene på i mange år ændres en lille smule? Næppe. Har vi også noget at hænge vores identitet på, selvom sorte og kvinder indtager lidt flere stærke filmroller? Ved du hvad – jeg tror lige, at vi klarer den!”
Rettet den 25. juli 14.50: I første udgave af denne artikel stod der, at det var Halle Berry, der skulle spille rollen som Ariel i Disneys’ ”Den Lille Havfrue”. Det er imidlertid den noget yngre Halle Bailey, som skal spille havfruen. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.