Jane Austen er elsket og respekteret af både højtuddannede litterater og fans af Hollywood’sk-romantiske Austen-oversættelser. Det karakteristiske blik på kærlighed i en tid, hvor (dobbelt-)moralen var i højsædet, har gjort både hendes romaner fra første halvdel af 1800-tallet og vor tids mange filmatiseringer til klassikere.
Whit Stillmans filmatisering af den relativt ukendte brevnovelle ”Lady Susan” matcher ikke de gængse Austen-forventninger. Her er hverken en Emma eller Mr. Darcy, hvide kjoler og sød musik. Til gengæld er der selveste Lady Susan. Og sikke et flamboyant og besnærende bekendtskab, hun er. Kate Beckinsale er den køligt vampede Susan Vernon, der netop er blevet enke og lever på andres nåde. Hun udnytter aristokratiets åbne arme og kaster sig i ægtemænds senge, mens hun forsøger at få sin datter afsat til den komiske klovn Mr. Martin – spillet med perfekt timing af Tom Bennett.
Whit Stillmans personlige læsning af Austen er gennemført. Han har skrevet til Austens breve, og det mærkes. ”Love & Friendship” rammer vor tidsånd med rammende oneliners, der passer perfekt ind i en selvreflekterende, sarkastisk Twitter-virkelighed. Den er både vittig og skarp, men hurtigt glemt igen.
Lady Susans følelsesmæssige distance til livet bruges flittigt og vittigt også som fortællermæssigt greb, som når alle karakterer introduceres med et kort rammende citat. Om Mr. Martin hedder det eksempelvis, at han nok er en ”rig ungkarl, men han knevrer lidt rigeligt”.
Lady Susan indlogerer sig hos sin svigerfamilie på godset Churchhill, hvor hun hurtigt besnærer den 12 år yngre ungkarl Mr. Decourcy. Men hun kan ikke slippe sine andre elskere, og netop som man tror, retfærdigheden må ske fyldest, formår Lady Susan at sno sig uden om alle ubehageligheder. Det er nydelsesfuldt morsomt, men ikke uforglemmeligt.
Se traileren til Love & Friendship herunder
Lady Susan betror sig til sin amerikanskfødte veninde Mrs. Johnson, som Chloë Sevigny saftigt portrætterer, om sit – også for den ellers i samtiden ret frimodige Austen – uhørt udtalte utugtige liv. Betroelserne bringer Austens oprindelige breve til live, og Beckinsale spiller med intrigemagerens afstandtagen. Den britiske skuespillerinde er derfor overordentlig troværdig, selvom hendes rolle er så distanceret.
For mens Lady Susan er nem at nyde for både sin kløgt og ynde, er hun – og det er et bevidst valg –blottet for karaktertræk, man kan involvere sig følelsesmæssigt i. Til det er hun simpelthen for snu og afstumpet. Så mens det på den ene side er befriende at nyde Austens sublime samfundsspydighed uden overromantiske dikkedarer, bliver Lady Susans kradse og direkte stil alligevel svagheden i ”Love & Friendship”. Filmen mangler den sympati og de varme menneskelige bekendtskaber, der skabte ikoniske Austen-filmatiseringer som Ang Lees ”Fornuft og følelse”.
”Love & Friendship” er derfor formentlig ikke en film, man vil vende tilbage til. Men den anbefales for sin charmerende selvbevidste og overordentlig humoristiske Austen-overtagelse.
kultur@k.dk