Prøv avisen
Interview

Janne Teller: Læser man ”Intet” rigtigt, forstår man, der er lys og håb

”Mange beskriver, hvordan bogen har givet dem håb om at kunne finde deres egen vej. Så selvom handlingen kan synes grum, så er der, hvis man læser den rigtigt, masser af lys og håb i ’Intet’,” siger Janne Teller. – Foto: Jakob Dall/Polfoto

Janne Teller ledte selv efter meningen med livet, da hun skrev sin nyklassiker ”Intet” om drengen, der fra sit blommetræ råber, at ingenting har betydning. Bogen er omsat til opera, der i morgen har dansk premiere

Pierre Anthon er muligvis ikke lige så kendt som Harry Potter. Og dog. For spørger man en dansk elev i en af folkeskolens ældste klasser, vil rundt regnet 80 procent af dem have stiftet bekendskab med drengen, der går ud af skolen for at kravle op i familiens blommetræ og råbe til sine kammerater:

”Der er intet, der betyder noget. Det har jeg vidst i lang tid. Så det er ikke værd at gøre noget. Det har jeg lige fundet ud af.”

Dertil kommer de mange børn, unge og voksne over hele verden, der også har læst Janne Tellers ”Intet”. Romanen er indtil videre oversat til 26 sprog, det 27. er på vej, når romanen i dette forår udkommer i Portugal.

”Intet” er også lavet som forestilling på små og store teaterscener så forskellige steder som Tyskland, Indien og Mexico, og sidste år havde historien opera-premiere på Glyndebourne Opera i Storbritannien. Sidstnævnte har Den Jyske Opera nu oversat til dansk, og forestillingen har premiere i morgen.

Janne Teller kommer til Aarhus for at overvære premieren på Den Jyske Opera, men det er ikke en selvfølge og ikke uden en lille smule nervøsitet, at hun gør det. De mange teaterforestillinger ser hun aldrig. Det duer simpeltehen ikke for hende at høre sine ord komme ud af munden på virkelige mennesker, der står på en scene.

”Jeg føler, jeg bliver skør, når det sker. Jeg har hele universet og alle personerne levende inde i mit hoved, og når jeg får det præsenteret i en anden form i virkeligheden, er det ligesom, det splintrer min fantasi,” siger hun.

Operaforestillingen ”Nothing” i London sidste år kunne hun dog rigtigt godt lide. Formen var da så fjern fra romanen, at hun formåede at koncentrere sig om musikken og den overdramatiske form.

”Musikken lægger noget til, og det, at ordene bliver sunget, er så anderledes, at jeg bedre kan opleve det som en gæst, og jeg får ikke den samme fornemmelse af at være skør,” siger Janne Teller.

Hun er dog spændt på, hvordan det bliver, når ordene skal synges på dansk, da det ikke kan undgås at føles mere tekstnært end med den engelske libretto.

”Men jeg glæder mig, for jeg ved, at musikken er skøn, og at det er en meget flot opera,” siger hun.

”Intet” er historien om drengen Pierre Anthons opgivelse af at finde mening med livet, og om de katastrofale konsekvenser, det får, da hans klassekammerater gør deres yderste for at overbevise ham om, at der er en mening. De skaber i fællesskab ”bunken af betydning”, der i begyndelsen rummer forholdsvis uskyldige genstande som et par nye grønne sandaler, en fiskestang og et dannebrogsflag, men ender med et opgravet barnelig, en afhugget pegefinger og en 7. klasses piges uskyld.

Romanen, der er udgivet af Dansklærerforeningen, har haft sit helt eget usædvanlige liv, som også har gjort Janne Tellers forfatterliv usædvanligt med mange rejser rundt i verden med bogen. ”Intet” modtog Kulturministeriets børnebogspris i 2001, og det satte gang i både salget og diskussionerne om bogen. I det tidligere Viborg Amt nægtede man at tage den hjem til skolerne, og blandt mange lærere og bibliotekarer herhjemme blev det diskuteret, om romanen burde forbydes for unge. Efterhånden som den blev oversat, fortsatte ophedede diskussioner om, hvorvidt den kunne være skadelig for børn og unges sind. På skolerne i Vestnorge blev den forbudt, og i Frankrig var der boghandlere, der nægtede at forhandle den.

Samtidig blev fortalerne for bogen dog flere og flere, og ifølge Janne Teller har alle nu vænnet sig til, at den eksisterer.

”Det, som provokerer en del voksne, er naturligvis, at romanen sætter spørgsmålstegn ved alt det, de tager for givet,” siger hun.

”Intet” har i dag status af en nyklassisk dannelsesroman. Flere anmeldere og litterære eksperter har gennem årene sammenlignet den med blandt andre ”Fluernes herre” af William Golding og George Orwells ”Kammerat Napoleon”, og det gør Janne Teller både glad og stolt, at ”Intet” er kommet i det fornemme selskab.

Hvad forklarer den store gennemslagskraft, hvis du selv skal sige det?

”Jeg tror, det er, fordi det er en ærlig bog. Jeg har ikke prøvet at være pædagogisk og har ikke haft til hensigt at skrive bogen med et bestemt formål. Da jeg skrev den, ledte jeg selv efter meningen med livet, og jeg er selv alle mine personer,” fortæller hun og fortsætter:

”Jeg tror, læserne fornemmer, at de bliver taget med på en eftersøgning, som er oprigtigt ment. I virkeligheden er det jo en eftersøgning, vi alle sammen er på, når vi spørger os selv, hvad meningen med livet er.”

Som det sker for mange forfattere, fik personerne deres eget liv, mens de kom ud af tasterne på Janne Tellers computer. Eksempelvis ville hun helst ikke have historien til at ende så grusomt, som den gør, for som hun siger:

”Jeg kan ikke selv fordrage vold, men jeg var nødt til at lade personerne selv bestemme.”

Til gengæld blev Janne Teller efterfølgende selv et gladere menneske.

”Der er ingen tvivl om, at jeg er blevet meget gladere for livet, efter jeg har skrevet ”Intet”. Sagen er nok, at det gik langsomt op for mig, at jeg aldrig vil kunne komme til at besvare Pierre Anthons spørgsmål. Min konklusion er i stedet for, at vi lever lige her og nu, og det eneste, vi ved, er, at vi har fået den gave at være i live. Og den gave er jo blot endnu mere fantastisk, fordi vi ikke ved, hvorfor vi har fået den,” siger Janne Teller.

”Intet” er i virkeligheden den bog, Janne Teller gerne selv ville have læst, da hun var teenager og stod med alle spørgmålene om, hvad der giver mening i et liv.

”Der var naturligvis Sartre og Camus, men det ville altså have været rart, hvis der også have været nogle teenage- figurer, man kunne have identificeret sig med. Teenageårene er den tid, hvor vi stiller de allermest radikale spørgsmål om livets mening og skubber de ældre generationers svar fra os. Senere affinder vi os typisk med, at vi ikke kan finde svar og vælger os hver især nogle vaner, der giver os mening. Det kan være alt fra religion til karriere eller den store nye bil. Når vi når en vis alder, så har vi valgt og kan ikke vælge om. Det er måske også en af grundene til, at ’Intet’ kan virke provokerende på voksne.”

I 2013 udgav du novelle- samlingen ”Alt”. Er den en slags modsvar til ”Intet”?

”Nej, det kan man ikke sige. De to bøger er helt selvstændige, og novellerne i ’Alt’ er hver for sig selvstændige. I novellerne fokuserer jeg på, hvad sker der, når vi mangler eller taber det tilhørsforhold, som giver os en forankring i livet. Man kan sige, at jeg undersøger, hvad der sker i de situationer, hvor mennesker mister det, der forbinder dem med omverdenen.”

Selvom Janne Teller har skrevet mange bøger efter ”Intet” og lige nu er i gang med endnu en roman for voksne, så er romanen om Pierre Anthon og hans klassekammerater fra 7. klasse i den fiktive by Tæring stadig en stor del af hendes liv. Hun får nemlig masser af breve fra unge mennesker over hele verden, og de fleste handler om, hvor glade de er for at have læst romanen.

”Mange beskriver, hvordan bogen har givet dem håb om at kunne finde deres egen vej. Så selvom handlingen kan synes grum, så er der, hvis man læser den rigtigt, masser af lys og håb i ”Intet”, siger Janne Teller.

Fra Den Jyske Operas version af ”Intet”, hvor Pierre Anthon (sunget af Mathias Hedegaard) sidder i sit blommetræ og råber til klassekammeraten Agnes ( sunget af Sofie Elkjær Jensen), at intet har betydning. – Foto: Kåre Viemose