Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Sandheds Gud! lad dit
hellige ord
oplive, oplyse det høje
Nord!
Velkommen, nytår,
og velkommen her!
Sådan byder Grundtvig det nye år velkommen. Og sådan bliver det et velkommen til januar, der er den hvide måned, hvor det meste endnu er ugjort. Nytårsaften blev forventningerne skruet i vejret – snart skal de stå deres prøve i virkeligheden.
Man kan træde varsomt ind i det nye år med Grethe Risbjerg Thomsen, som i 1945 skriver om en morgen, hvor sneen netop er faldet og alt endnu er rent og uprøvet:
Vær lidt varsom denne ene
morgen,
træd forsigtigt i den nye
sne;
husk, at her har endnu
ingen gået,
her bli’r alle dine spor at se.
Hun beskriver videre, hvordan denne hvide morgen snart vil gå til, fordi sneen vil blive trampet til a vilde drenge – ”om en timer er her bare søle”.
Vi møder op i jomfruelige januar fuld af gode nytårsforsætter og gode viljer – men sætter os også spor. Vi kan slet ikke lade være, fordi vi skal gå, og fordi ethvert skridt er et mærke i den hvide forskelsløshed. Dog, frosten kan endnu fryse øjeblikket, så det står funklende klart som en iskold vinterdag – med Peter Laugesens haikulignende ord:
Solene hvirvler
gennem
det frostklare rum
Alle signaler
står
knitrende stille
Vinterens flag
stråler
i træernes grene.
Også Klaus Høeck kan som få skrive sneen frem i sine mærkværdige strofer, hvor verslinjer og ord opfører ganske usædvanligt, selvom digtet handler om et af vinterens velkendte temaer, nemlig død og opstandelse:
det hvidstrer
til i januar
af stenbuk sol
og dødsel
hvem skulle tro
at der var liv
bag dette glas
om end
du ved det
jeg ved at
du er død
men jeg tror
at du lever.
Den tro på livet trods død og udslettelse står snart stærk i digternes vinterdigte og bliver snart udfordret. Det er svært at holde troens fane højt, når alt ting mørkner og end ikke månesmil kan løsne op. Hulda Lütken skrev i 1934 digtet ”Vinter igen”:
Vinter igen. Et blygraat Hav,
hvor hvide Maager ilsomt
flakker.
En gusten Sol, saa bleg som
Rav.
Mod Vest en Mur af mørke
Bakker.
Mod Solnedgang en øde Ild,
hvor Skove langsomt bliver
borte.
Og dybt mod Nat det
samme Spild
af Maanesmil og Skygger
sorte.
Mismodet følger lige i hælene på de store forventninger, og den rene sne bliver hurtigt til et beskidt søle, som Risbjerg Thomsen skriver.
Men uanset virkelighedens sjap, så fyger det med sne i dansk digtning, og der opstår en stærk spænding mellem digtenes hvidhed og dagenes realiteter. Digtene gør opmærksom på al den sne, der aldrig falder. Udenfor sidder spurven ikke så stum bag kvist, men kvidrer endnu bag min rude. Vi synger gladeligt om, at ”sneflokke kommer vrimlende”, selvom vi har måttet se langt efter sneen de seneste år. Der er langt fra Aakjærs vintervers til vores verden.
Vi synger med Ingemann, at ”I sne står urt og busk i skjul; det er så koldt der ude”. Vi ved, at Helge Rode har ret, når han skriver, at ”Der er ingenting i verden så stille som sne”. Men hvornår så man sidst et rigtigt snefnug? I min barndom kunne jeg synge med på Poul Henningsens børnesang, fordi jeg vidste, hvad det ville sige at ligge i sin seng og vide. at de andre børn var på kælkebakken:
Nu sner det,
nu sner det,
hver eneste gang
jeg har en streg
og næse på
så sner det
De andre, de andre,
med støvler på og
vanter
de løber nu og slås
med sne
jeg ligger her og venter.
Januar er ikke, hvad den har været. Den viser sit andet ansigt: regn og blæst og sorte skyer. Månesmilet bliver gemt væk i alt det sorte sjip-sjap. Måske er der da endnu mere grund til at tage ned så tung en bog og hviske sammen med Gud. Og så ellers lade rokken gå med den ”nyn og sang”, der så ”vemodsfuldt mod hjertet går.”
Omkring den første dag i hver
måned causerer litteraturanmelder Lars Handesten over, hvad danske digtere og forfattere har sagt og skrevet om den pågældende måned.