Jazzdans uden Sinatras glimt i øjet

Twyla Tharps dansemusical ”Come Fly Away” mangler den amerikanske crooners vid, dybde og intensitet. Desillusionen sætter ind over showet fra Broadway, der nu danses på Det Kgl. Teater

Der skal alligevel en del til at gå i pausen, når man har betalt 600 kroner for sin billet og ikke har været i teatret i seks måneder, men det var der folk, der gjorde, og jeg var selv fristet. Ironisk, når rationalet for at sætte den amerikanske koreograf Twyla Tharps dansemusical ”Come Fly Away” på plakaten på Det Kgl. Teater er håbet om at trække publikum til teatret – at sælge billetter – men Sinatra-forestillingens appel er også primært rettet mod seere af Vild med Dans.

Spørgsmålet er, om dette brede segment på sigt supplerer Det Kgl. Teaters publikumsbase – hvor mange der viser sig også at være til ”Svanesøen” og ”Le Sacre du printemps”? – men salgspitchet er selvfølgelig først og fremmest Sinatra og løftet om en aften med festlig, underholdende ”ballroom dancing”. Sekundært, at der er live musik på scenen – i København er det Chris Minh Dokys Bigband, der fortolker croonerens kendte ballader som akkompagnement til et lydspor med Sinatras egen stemme.

Sangerens legendariske og ubesværede vokale styrke og volumen er imidlertid en baggrund, der helt køligt afslører, hvor udfordrende Tharps skiftevis energiske og skødesløse stil i lange passager er for Den Kgl. Ballets dansere, der ikke mestrer den jazzede genre med samme overskud og voksne, forførende overbevisning som professionelle musicaldansere. Endsige med det glimt i øjet, og den drømmende, strømmende amerikanske optimisme, ja den opportunisme vi forbinder med mulighedernes land, særligt i Sinatras storhedstid i midten af det sidste århundrede. Hvordan skulle de også kunne det?

I sit helaftensshow beskriver Tharp nogle af periodens arketyper gennem fire navngivne par på en natklub: Hank, Kate, Slim og Chanos, Sid, Babe, Betsy og Marty. ”Come Fly Aways” løse handlingstråd skildrer møderne i baren, fra aftenens første flirt via partnerforviklinger, jalousiscener og genforeninger med Hank og Kates centrale duet af tiltrækning og voldelig afvisning til ”That’s Life” som forestillingens følelsesmæssige tyngdepunkt.

Twyla Tharp har selv forklaret sin idé som en undersøgelse af kærlighed og specifikt om That’s Life sagt, at hun har været inspireret af Frank Sinatras stormfulde, destruktive forhold til hans anden kone, skuespilleren Ava Gardner.

Denne scene – om en mand, der vil besidde en kvinde, der insisterer på sin uafhængighed – er en genopsætning fra Twyla Tharps ballet ”Nine Sinatra Songs”, skabt til Tharps eget kompagni i 1982.

Den er også en af forestillingens mest vellykkede passager, der som helhed mangler den nysgerrighed, originalitet og det vid, som netop kendetegnede Tharps tidlige arbejde med Sinatra.

Som vi når længere ud på natten, ryger klunset, men selvom liren skal pumpe værket op, lykkes det langtfra at skabe den intensitet i 2. akt, der skal uddybe de karakterskitser og relationer, der ridses op i 1. akt.

Tharp rammer ikke rent hverken længslen og nostalgien eller det strejf af tragik, der også lyder i sangene. Det er kun desillusionen, man mærker som publikum. Med et umotiveret, pludseligt stemningsskifte til to ensemblescener til slagnumrene My Way og New York, New York, hvor Sinatras profil toner frem på bagtæppet over orkestret, får vi gejlet en clap-along finale op. Hvorfor? Fordi vi er på Broadway. Nå nej, Gamle Scene.

Nikolaj Hübbe og Det Kgl. Teaters marketingsafdeling ynder at hævde, at Den Kgl. Ballet er et verdenskompagni. Også gejl og pinagtigt langt fra sandheden, desværre, men hvis Hübbe – der som bekendt har magten – også har agten, går vejen ikke via Broadway, popkunst og dansemusicals, som ingen andre professionelle balletkompagnier har ønsket at binde an med.

”Come Fly Away” spillede en sommer i 2010 på Marquis Theatre på Manhattan i New York til blandede anmeldelser og til halvfyldte huse, før den blev taget plakaten. Efterfølgende er forestillingen ikke blevet opført andre steder end i København.