Han var aldeles ikke jazzguitarist, lød det fornærmet fra Jakob Bro, da han og et lille dusin musikalske venner fredag eftermiddag spillede den officielle åbningskoncert ved årets Copenhagen Jazz Festival. Han var bestemt heller ingen stor international stjerne, som festivalleder Kenneth Hansen ellers havde fortalt et svedende publikum i Kongens Have sekunder forinden.
Den 44-årige musiker – det stempel må han trods alt vedkende sig – fik dog i løbet af en times tid både skåret et vibrerende portræt af jazzens væsen og rakt ud mod den musikalske storhed.
Fire saxofonister, to kontrabassister, to trommeslagere, en keyboardist og Bro selv på elguitar fremmanede en naturalistisk hymne med et sløvt, paradisisk orgelpunkt. Forrest sad poeten Jørgen Leth, iført røde Nike-sko med okkergule sokker, og lyttede med sine samlede digte i skødet.
Musikken mindede ham om Thelonious Monk, betroede han os efter nogle minutter og læste så op af samlingen ”Gult lys” fra 1962 om netop den amerikanske kultpianist. Miles Davis har han også skrevet om, så ”det kan jeg da også lige læse op”, fortsatte han. Stilen var jovial, betragtningerne sanselige.
Respektfuldt akkompagnerede ensemblet oplæsningen, ligeså da Leths mere misantropiske digterkollega Peter Laugesen sluttede sig til selskabet. Mere end nogen anden genre er det lykkedes jazzen at forene kunst og folkelighed, og derfor holder den aldrig op med at betyde flere ting på samme tid.
Når de to poeter holdt pause, blussede en ild op i musikken. Drabelig puls, tornede saxofonkor og kollektiv eufori, det hele tilført et skud drilsk energi fra Adi Zukanovic på keyboard – inklusive syntetiske trompeter.
Selv holdt Jakob Bro sig i baggrunden, men hans elegante ro åndede konstant i musikken. Ikke mindst i den urokkelige hymne, der vendte tilbage til slut efter en hårdkogt og uendeligt morsom duel på poesi mellem Leth og Laugesen.
Jazz er tilsyneladende stadig noget, vi kan være fælles om på tværs af generationer. Et sted, vi kan være omsorgsfuldt familiære og utæmmet dyriske, samtidig med at vi tror fuldt og helt på den ambitiøse kunst som et samlingspunkt. Sikken åbningskoncert.
Festivalens første store internationale hovednavn – når nu Jakob Bro ikke ville vedkende sig betegnelsen – var den sydlondonske trommeslager Yussef Dayes. Fredag aften forvandlede han Studie 2 i DR’s Koncerthus til en fortættet krystalkugle for jazzens fremtid.
Eller måske viste han og resten af kvartetten på scenen bare, hvorfor jazz stadig taler direkte til en ny slags folkelighed i dag. Swing og ragtime er ganske vist afløst af referencer til heftig klubmusik som drum’n’bass og jungle, men ambitionen om at forene kropslighed og raffinement er den samme som for et århundrede siden.
Og koncerten med Dayes gik så absolut lige i blodet. Musikken var generelt baseret på grooves, så det var ikke harmoniske skift, der skabte intensiteten. Det gjorde til gengæld dynamikken mellem den ondt stirrende, men ultrablødt spillende altsaxofonist Malik Venner og de pludselige højvoltangreb fra Dayes’ eksplosive stikker eller Charlie Staceys orkanløb på en håndfuld keyboards.
Fra Venners instrument lød forsigtigt bluesede klagesange, mens elbassisten Rocco Palladino med sløvede grooves gav sårbarheden en sensuel klangbund. Musikaliteten var overlegen, hvad enten den kom i tilbageholdt form fra Venner eller som laviner af synkoperede indfald fra Dayes med den blå bandana og Stacey iført sort kasket og kemisk grøn sweater.
Kvartetten udfordrede hinanden, nærmest for at tvinge fremtiden ud af instrumenterne. Så stoppede de pludselig, kiggede kærligt på vennerne og grinede. Intense følelser, kammeratlig ømhed, spøgelser af fortidens og fremtidens svedende kroppe på et blåtonet dansegulv. Jazzen lever så afgjort endnu.
Copenhagen Jazz Festival, diverse spillesteder, til og med den 10. juli.