Blandt de mest puritansk indstillede i det danske jazzmiljø kom det formentlig som noget af en overraskelse, da den unge aarhusianske duo Svaneborg Kardyb i november vandt hele to Danish Music Awards for det korte debutalbum ”Knob”.
Wurlitzer-pianisten Nikolaj Svaneborg og trommeslageren Jonas Kardyb kunne ikke blot kalde sig årets nye danske jazznavn, men også årets danske jazzkomponister – og især det sidste var vel lidt kontroversielt, i og med at duoen har gjort en dyd ud af at skære helt ind til benet i sin musik: Melodierne består af ganske få toner, og det er sjældent, man hører mere end to forskellige akkorder i samme nummer.
Men Svaneborg Kardyb er egentlig blot den foreløbige kulmination på en af det forgangne årtis væsentligste tendenser i dansk jazz, og derfor er det ikke uden en vis logik, at de to konservatorieuddannede musikere allerede har oplevet så megen medvind.
For med bands som kvintetten Girls in Airports og bas/klaver-duoen Bremer/McCoy har den danske jazzscene i løbet af 2010’erne udviklet en rummelighed, der ikke skyr det enkle, polerede og lettilgængelige. I den fortælling er Svaneborg Kardybs riffbaserede, repetitive og retroknasende loungeudtryk – som de lader til allerede at have perfektioneret – et naturligt næste kapitel.
Og som koncerten i Buddhas Jazz Club hos Klaverfabrikken i Hillerød viste under Vinterjazzfestivalens åbningsweekend, er det vanskeligt ikke at lade sig forføre af den ivrigt smilende duos tilbageholdte, stramme kompositioner.
Flere af dem, heriblandt titelnummeret fra ”Knob”, er, som man kunne høre, bygget op af tre elementer. I bunden af lydbilledet lagde Nikolaj Svaneborg bløde ostinater med den analoge Juno-60-synthesizer fra 1982 gerne en akkordbrydning. På sit Wurlitzer-elklaver spillede han så en skalatro melodi uden torne, og Jonas Kardyb fuldendte det kontrollerede udtryk med dæmpede stikker eller et klæde over trommerne, mens han holdt sig strengt fra at sabotere de fire fjerdedele, som næsten alle koncertens 13 numre var bygget over.
Halvvejs igennem koncerten skiftede Svaneborg kortvarigt til et sort pianette og spillede først den sørgmodige vals ”Svalen”, hvor Kardyb raslede patosfyldt med bjælder til, og siden en ny, unavngiven komposition, der var kæk og groovende som hos Doky Brothers i 90’erne. Her begav Svaneborg sig dog også ud i nogle mindre kontrollerede improvisationer, der viste hans begrænsninger som solist: Bevægelserne op og ned ad tangenterne endte hurtigt i banale skalaløb og tonegentagelser.
”Det er hyggeligt, hva’?”, sagde han bagefter, energisk, til publikum. Og hyggen skal man selvfølgelig passe på som kunstner. Koncerten i den lille rødvæggede Buddhas Jazz Club blev til tider ensformig, for Svaneborg Kardyb har fundet og rendyrket deres æstetik, og de samme koncepter og former gik igen i flere numre.
Længere forløb kunne have gavnet liveoplevelsen både ved at give plads til tålmodigt opbyggede intensiteter – publikum var fornøjet, men ikke ekstatisk, og tilråbene var få – og måske også ved at føje nogle ekstra betydningslag til kompositionerne, hvis fordel og ulempe netop er, at de er så hurtige at afkode.
Duoens sans for fængende melodier er dog ikke til at komme uden om. Det samme gælder tilstedeværelsen på scenen; her var ingen kølig distance til musikken, men kropslig, smilende indlevelse i selv de enkleste af frembringelserne.
Svaneborg Kardyb optegner på imponerende fuldendt vis en af de mest frodige positioner i dansk jazz i dag. Hør dem, mens de stadig er på vej frem med gnistrende øjne – det er der flere muligheder for rundt omkring i landet de kommende uger.