Jean Sibelius var en sand symfonisk kæmpe

Finnerne kan sammen med hele den klassiske musikverden i dag fejre 150-året for deresnationalkomponists fødsel

Jean Sibelius komponerede i løbet af et kvart århundrede syv symfonier, som stadig spilles verden over. Han var selv violinist, og hans violinkoncert regnes for en af de mest betydelige og helstøbte nogensinde. -
Jean Sibelius komponerede i løbet af et kvart århundrede syv symfonier, som stadig spilles verden over. Han var selv violinist, og hans violinkoncert regnes for en af de mest betydelige og helstøbte nogensinde. - . Foto: Scanpix.

I 1953 havde Carl Nielsen været død i 22 år. Men Jean Sibelius, der kun var et halvt år yngre end sin danske ven og komponistkollega, levede stadig og var ifølge Berlingske Tidendes udsendte medarbejder, tegneren Otto C., i fuld vigør, da det i juli måned lykkedes at opnå audiens hos den store mester i hans imponerende villa Ainola i Järvenpää.

Stedet ligger en times bilkørsel nord for Helsinki og er i dag indrettet som et statsdrevet museum for Sibelius. Det fik sit navn efter Sibelius' hustru, Aino, med hvem han fik seks børn, alle piger.

”Han er rank og går så hastigt, at ingen skulle tro, det er en mand på 88,” skrev den benovede danske gæst, der blev yderligere duperet, da Sibelius bød ham på cigarer og med stolthed fortalte, at ”min cigar er lige så berømt som Churchills”. Da Sibelius i 1955 rundede de 90 år og blev hyldet af hele Finland og Europa, var den fødselsdagsgave, der måske glædede ham mest, en kasse cigarer fra Churchill.

I øvrigt blev Berlingske Tidendes artikel noget floromvunden, præget af næsegrus beundring, og det var i hvert fald næppe i overensstemmelse med sandheden, når man betroede læserne, at ”Sibelius arbejder endnu på fuld kraft - til langt ud på natten sidder mesteren med pennen i hånden, og når man ser den glød og energi, der stadig er over ham, kan det ikke undre, at en verden spændt venter på at høre, hvad mesteren har skabt disse sidste år i sit skjul på Ainola.”

På det tidspunkt havde den finske symfoniske kæmpe ikke komponeret noget af betydning i flere årtier, og de forsøg, der måtte have gemt sig i hans skrivebordsskuffer, sørgede han inden sin død for at tilintetgøre. I 1929 offentliggjorde han de sidste færdiggjorte værker med opusnummer, tre stykker for klaver og violin, opus 116.

Derefter gik han i kunstnerisk eksil. Men lige frem til hans død cirkulerede der vedholdende rygter om stort anlagte værker, heriblandt en ottende symfoni. Men man finder næppe et bundt nodeark med otteren i en fjern finsk lade eller på et loft i nærheden af Järvenpää.

Hans syv symfonier, der udgør den væsentligste del af hans oeuvre og stadig spilles over hele kloden, blev komponeret i løbet af et kvart århundrede. Den første blev uropført den 26. april 1899 - samme år som Sibelius fik sit store nationale gennembrud med det knap 10 minutter lange orkesterværk ”Finlandia”. Det var et af fire stykker med ”historiske scener” og havde oprindelig den meget sigende titel ”Finland vågner”.

Man skal erindre sig, at Finland dengang var en del af det russiske zarrige. Landet opnåede først selvstændighed den 6. december 1917, hvor senatsformand P.E. Svinhufvud (det hed han faktisk) udråbte Finland som en uafhængig republik og efter et møde med Lenin fik dette skridt godkendt af det nye bolsjevikiske styre i Rusland. Det er en udbredt opfattelse, ikke blot i Finland, at Sibelius med sit glødende ”Finlandia” ydede et ikke uvæsentligt bidrag til denne historiske begivenhed.

De følgende seks symfonier fulgte med jævne mellemrum frem til den syvende og sidste, der som den eneste blev holdt over dåben uden for Finland, da Sibelius selv dirigerede førsteopførelsen i Stockholm i marts 1924. Han havde også selv dirigeret uropførelsen af de foregående seks - alle i Helsinki eller Helsingfors, som det hed i det svensksprogede miljø, Sibelius var rundet af.

Men ”Janne” - hans kælenavn i drengeårene - havde gået i en finsksproget skole og var som så mange andre ”finländare” på den tid tosproget. Og han blev tidligt fascineret af de finske sagaer, frem for alt af det sammenstrikkede nationalepos ”Kalevala” med dets brogede galleri af helte, skurke og sære skikkelser. ”Kalevala” inspirerede Sibelius til en række af de orkesterværker, der er et fascinerende supplement til symfonierne.

I lighed med andre store komponister vaklede Sibelius i begyndelsen af sin karriere mellem et mere brødnært studium - i dette tilfælde juraen - og musikken. Men efter nogle rejser, som han omkring 1890 foretog til Berlin og Wien, sejrede musikken. Som Carl Nielsen sugede han til sig af indtryk i de europæiske metropoler og mødte en række af periodens store skikkelser, ikke mindst violinisten Joseph Joachim.

Sibelius var selv violinist, og hans violinkoncert regnes for en af de mest betydelige og helstøbte nogensinde. Sibelius udvekslede på sin dannelsesrejse mange synspunkter med sin landsmand, dirigenten Robert Kajanus, ikke alene om musik, men også om de gamle finske sagaer.

Betydning fik det også, at han blev skolet af kapaciteter som Hans Richter, den navnkundige dirigent ved hofoperaen, og Robert Fuchs, den fremragende lærer i instrumentation. Sidstnævnte har en del af æren for, at Sibelius' symfonier er så ypperligt instrumenteret.

I dette dobbelte jubilæumsår, hvor både Carl Nielsen og Sibelius er blevet behørigt fejret, er det nærliggende at spørge sig selv, hvorfor Sibelius - i hvert fald på det europæiske kontinent - skulle blive en større skikkelse end danskeren. Det er der sikkert mange forklaringer på, men en af de mest nærliggende er, at Sibelius' finske særpræg med musikkens på én gang naturmalende og asketiske træk er lettere at forstå i den centraleuropæiske tradition end Carl Nielsens danske egenart.

Eller sagt på en anden måde - og, indrømmet, noget generaliserende: Det klæder Nielsens musik dårligere end Sibelius' at blive spillet for poleret og finslebet, hvad de store orkestre i Berlin og Wien har en tendens til, mens man i den engelsk-amerikanske musikverden har en bedre sans for Nielsens fremdrift og humor.

Den amerikanske dirigent Leonard Bernstein betegnede ham som en ”knudret individualist, som havde fundet sin egen vej gennem det 20. århundredes tunnel”. Heldigvis er der plads til begge de nordiske symfoniske kæmper - både i koncertsalene og i pladereolerne.