Da vi var i sommerhus sidste år, faldt jeg en aften over et afsnit af ”Han, hun og drømmeslottet” på TV 2. Der følte jeg mig virkelig i godt selskab, og det var skønt at opdage, at det var en genudsendelse, og at der derfor lå en masse afsnit lige til at streame. Siden har jeg set samtlige sæsoner og tilmed set mange af afsnittene flere gange. Jeg er endda gået så vidt, at jeg også har set spin-off-serierne ”Han, hun og drømmerslottet - på tur” og ”Han, hun og drømmeslottet - alene hjemme”.
Serien er britisk og handler om parret Angel og Dick Strawbridge, der sælger deres hus i England og køber et totalt faldefærdigt, fransk slot fra 1800-tallet. Altså alle andre havde jo revet skidtet ned, men det her par begynder at renovere. Der er noget kulturbevaring i det, som interesserer mig, men jeg får ikke noget fagligt ud af det. Det er den private Jeanette, der synes, det er vildt hyggeligt at følge med i, hvad de laver. Mest fordi de er et sjovt par: Ingeniøren Dick med sit cykelstyr-skæg, der hele tiden finder på hovsa-løsninger og designeren Angel, der er vild med loppefund. Hun får de vildeste idéer. I et afsnit finder hun på grunden et gammel vaskeri, der er helt tilgroet, som hun vil have Dick til at omdanne til et poolhus. Han kigger træt ind i kameraet og siger ”nej”, men så gør han det jo alligevel. De har en idé om, at de vil føre tingene tilbage til det originale, men de er ikke fagfolk og genbruger historien på en total fri måde. Det skal bare se fedt ud. Det er for eksempel ret skønt, når de vælger at hænge en udstoppet enhjørning op i deres hall.
Jeg ser serien, når børnene er lagt i seng, og min mand laver noget andet, eller når jeg sidder alene på et hotelværelse. Men det hænder altså også, at jeg lige snupper et par afsnit en eftermiddag, hvor jeg egentlig havde planlagt at gøre rent. Så sidder jeg der i parcelhuset i Stensballe og overvejer, hvad naboerne ville sige, hvis jeg lavede en voldgrav eller byggede et par tårne. Når jeg fortæller folk om min hang til serien, kan jeg godt fornemme, at det har grebet om sig, og at det nok er lidt for meget, når jeg også følger familien på Instagram.
I ”Mine kultursynder” har Kristeligt Dagblad bedt en række kendte personer om at redegøre for de kultursynder, som vi ikke nødvendigvis forbinder med deres virke.