Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Jeanne d'Arc, Guds datter

Joan of Arc. Koloreret træskærearbejde efter tegning af F.T. Lix (1830-97). Foto: -

Kirsten Grubb Jensen tegner et heroisk billede af Jeanne d'Arc i en spændende biografi, der til gengæld både savner en kritisk vinkel på den katolske kirkes praksis i forhold til kættere og den berømte kvindekrigers eget forhold til vold

I dag, på kvindernes internationale kampdag, udkommer en bog om en af historiens mest berømte kvindelige krigere, nemlig Frankrigs Jeanne d'Arc (1412-1431). Det er cand.phil. i italiensk og licentiat i middelalderlitteratur Kirsten Grubb Jensen, som lader et livslangt engagement i Jeanne d'Arc-skikkelsen udmønte sig i en bogudgivelse.

Jeanne d'Arc var nok egentlig en mand, der på tragisk vis var blevet født og fanget i en kvindes krop. Hun levede i hvert fald som en mand. Hun klippede sit hår kort, så hun ligende en mand, hun gik med mandetøj, og hun foretrak at udtrykke sig på mandens facon, nemlig gennem vold og krigsførelse. Og med hensyn til krigsførelse var 13-1400-tallets Europa et slaraffenland. Hundredårskrigen, hvor forskellige krigsherrer og klaner kæmpede om det vesteuropæiske territorium, var på sit højeste, og i den krig engagerede Jeanne sig på fransk side. Hendes kald var at befri landområder i det, vi kalder for Frankrig, for engelsk indflydelse.

At hendes liv blev meget kort og endte på bålet, skyldtes imidlertid ikke englænderne, men den katolske kirke. Jeanne insisterede på, at Gud var overordnet Paven, og at Gud talte til hende direkte. Hun hørte en stemme og havde visioner, som vejledte hende. På den måde anfægtede hun den katolske kirkes monopol på at kende Guds veje og vilje. Hun var med andre ord en reformator, som undergravede den katolske kirkes magt, og derfor blev hun indstævnet for inkvisitionen, som dømte hende som kætter og fik hende brændt på bålet i 1431.

Den katolske kirke har gennem hele sin historie haft et bemærkelsesværdigt held med at slå kritikere ihjel på den mest bestialske facon, for dernæst at ophøje de samme kritikere til helte, der angiveligt skulle havde kæmpet kirkens sag. Det samme skete for Jeanne. Allerede 20 år efter sin død blev hun rehabiliteret. I 1600-tallet blev hun ironisk nok brugt som symbol for den katolske kirkes kamp mod protestanter, og i 1920 blev hun så endeligt helgenkåret og dermed fuldt integreret som en vigtig stemme i den katolske kirkes magtdiskurs.

Det er en interessant historie, Kirsten Grubb Jensen fortæller, og der er ingen tvivl om, at der i Jeanne-skikkelsen ligger uudfoldede potentialer af hildegardske dimensioner. Det vil uden tvivl appellere til yngre generationer af kvinder, at Jeanne var en kriger, som udtrykte sig gennem vold. Boksning er jo et hit, selvskadende adfærd er udbredt, man organiserer sig i pigebander, som slås mod hinanden, og så videre. Jeanne d'Arc-skikkelsen kan her være en rollemodel og en kilde til inspiration.

Kirsten Grubb Jensens bog er funderet på det kildemateriale, som inkvisitionens forhørsprotokoller kastede af sig. Hun kommer godt rundt om Jeanne d'Arc, ikke blot biografisk, men også i den kolossale virkningshistorie, som hun har haft og stadig har. Dog savner man en kritisk vinkel, hvor der bliver stillet spørgsmål ved den katolske kirkes praksis i forhold til såkaldte kættere, religiøse såvel som kønslige. Man savner selvsagt også en kritisk vinkel i forhold til Jeannes voldelige adfærd. Grubb Jensens bog bliver på den måde ikke bare en bibliografi, men også en hagiografi, altså et helteepos med Jeanne som hovedfigur.