Hvis vælgerne havde set den troende Hillary, var hun måske blevet præsident

Hillary Clintons beretning om valgkampen mod Donald Trump, der nu udkommer på dansk, er forudsigelig læsning. Lige indtil bogens sidste del, hvor det ufrivilligt afsløres, hvorfor hun mod alle odds ikke blev præsident

”Mine forældre – især min mor – havde opdraget mig og mine brødre i metodistkirkens traditionelle ’tro i gerningen’. I kirken lærte vi at være ’ordets gørere, ikke blot dets hørere’, skriver Hillary Clinton i bogen, der fik massiv omtale ved udgivelsen i USA sidste år. –
”Mine forældre – især min mor – havde opdraget mig og mine brødre i metodistkirkens traditionelle ’tro i gerningen’. I kirken lærte vi at være ’ordets gørere, ikke blot dets hørere’, skriver Hillary Clinton i bogen, der fik massiv omtale ved udgivelsen i USA sidste år. – . Foto: Reed Saxon/AP/Ritzau Scanpix.

Præsidentvalget i 2016 er for længst sikret en plads i historiebøgerne. Dels fordi USA siden har været regeret af den muligvis mest uberegnelige præsident nogensinde, dels fordi alle etablerede medier forudså, at Donald Trumps modkandidat Hillary Clinton ville vinde.

Som den tidligere præsidentfrue, senator og udenrigsminister anfører i sine både velskrevne og ufrivilligt afslørende erindringer om den historiske valgkamp, ”Hvad skete der”:

”Alle vore analysemodeller – og alle de offentliggjorte meningsmålinger og prognoser – viste, at vi havde en god chance for at vinde.”

Clinton må som barn af Vietnamkrigen og ungdomsoprøret næsten selv kunne høre forsvarsminster Robert McNamaras herostratisk berømte ord fra midten af 1960’erne klinge med i baggrunden: ”Alle statistikker viser, at vi er ved at vinde krigen.” Hvorefter det gik ned ad bakke i Saigon og omegn, krigsmodstanden på hjemmefronten voksede, og ”dominoteori” blev et for evigt miskrediteret begreb.

Både krigen mod Viet Cong og mod Trump blev tabt – selvom alle statistikker viste det modsatte. Hverken krig eller politik er social ingeniørkunst, hvor rationelle kontormus kan regne sig frem til, hvordan det hele ender. Dét var på mange måder læren af Vietnamkrigen og demokraten Lyndon B. Johnsons uretfærdigt mislykkede præsidentperiode, hvor alle pengene til at udbygge velfærdsstaten i USA gik til slagmarken i Sydøstasien og indvarslede en lang periode, hvor USA bevægede sig i konservativ retning under den ene republikanske præsident efter den anden.

Når Clintons erindringer fra valgkampen er både rørende og ufrivilligt afslørende læsning, er det, fordi hun i hver en fiber af den krop, der har bevæget sig i den absolutte top af amerikansk politik i snart en menneskealder, føler, at politik er social ingeniørkunst. Vi drejer på nogle knapper her, trykker på nogle kontakter der, og med den rette dosis af regeringsprogrammer og omfordeling bliver de sociale problemer med tiden løst.

Men i politik skal man vinde både ”hearts and minds”, og Trump havde held til at tale til hjerterne hos nok stemmeberettigede til at vinde valget i 2016. Som en vælger siger til Clinton i bogen: ”Demokraterne vil tage mine våben og tvinge mig til at gå til bøssebryllup.”

Trump havde ikke mange politiske løsninger selv, men han kommunikerede åbenbart, at folk kunne være mere i fred med ham ved roret, end hvis demokraterne havde fortsat i Det Hvide Hus efter otte år med Obama (hvilket i øvrigt sker sjældent i amerikansk politik; der er ofte partimæssigt vagtskifte efter to perioder, så i dén forstand var valget af Trump ikke chokerende). Valget af Trump var i høj grad et fravalg af Clinton, som hun også selv ærligt siger i bogen.

Men ellers er der godt nok ikke meget selvransagelse på siderne. Clintons ønske om at ville forstå, hvad der egentlig skete under valgkampen, fremstår ganske seriøst, og hun bruger mange sider på forklaringer, overvejelser, ekspertudsagn og historisk baggrund. Hun er virkelig helt ufatteligt velorienteret. De mange kommentatorer, der har sagt, at Clinton er den bedst forberedte præsident, USA aldrig fik, har derfor ret.

Men de mange rationelle overvejelser og kolde grafer i bogen afslører også en underlig blindhed, en mangel på vilje eller evne til at erkende, at politik ikke kun er ingeniørkunst. Et sted opsummerer Clinton: ”Jeg har altid set politik og strategi som en meget praktisk beskæftigelse. Det er den måde, hvorpå vi løser problemer og giver folk en bedre tilværelse.”

Det er jo ikke forkert eller uhyrligt og på et rationelt niveau langt at foretrække frem for Trumps kaotiske embedsførelse. Men denne tilgang er tydeligvis ikke svaret på de længsler, der også gemmer sig i vælgerbefolkningen, og adresserer ikke alle vælgeres virkelighed, for Clinton tabte jo, og endda til den muligvis mest uforberedte kandidat nogensinde.

Faktisk ved Clinton godt lidt af alt det her, for hun skriver om, hvordan hendes stab gerne vil have hende til at give mere af sig selv, sige ”jeg” lidt oftere i debatter frem for at hive 50 rapporter om klimaforandringer frem, være lidt indigneret frem for afmålt høflig. Men det hele er jo ikke gjort med stil, og en påtaget ”folksy” fremtræden er værre end at være den, man er. Det har hun ret i, ligesom hendes mukken over selfie-hysteriet på kampagnesporet er dejligt hjertelig.

Men spørgsmålet er så, om Hillary Clinton egentlig ikke ER mere, end hun gav indtryk af under valgkampen? Kunne hun have vundet, ikke ved at lave om på sig selv, men ved at være mere sig selv? Se, det er jo et lidt hypotetisk spørgsmål, men vinkler man benhårdt på Clintons forhold til tro i bogen, viser et interessant billede sig. Clinton er faktisk en from metodist, men hun gemmer det alt for godt. I begyndelsen af bogen skriver hun:

”Mine forældre – især min mor – havde opdraget mig og mine brødre i metodistkirkens traditionelle ’tro i gerningen’. I kirken lærte vi at være ’ordets gørere, ikke blot dets hørere’. Det indebar at forlade kirkebænkene, smøge ærmerne op og gøre ”alt det gode, du kan, over for alle mennesker, du kan, på alle de måder, du kan, og så længe, du kan”. Denne trossætning, der tilskrives metodismens grundlægger, John Wesley, har inspireret generationer af metodister til at arbejde som frivillige på hospitaler, skoler og i slumkvartererne.”

Det er både en rørende passage og en nøgle til at forstå, hvordan hendes opfattelse af politik som noget praktisk og uselvisk har et tydeligt kristent udspring. Et andet sted skriver hun om mødet med en vælger fra en af de kriseramte kulminebyer i West Virginia:

”Bo fortalte mig, hvordan han fandt støtte i sin kristne tro i svære stunder. Det betød alt for ham. Jeg fortalte lidt om min tro...”

Tænk, hvis der havde stået: ”Jeg fortalte meget om min tro.” Så var chancerne for, at den arbejdsløse kulminearbejder Bo havde stemt på hende og ikke Trump, langt større. I et land, der trods valget af den mest kirkefremmede præsident nogensinde stadig er gennemsyret af kristendom, er det altså ikke noget dårligt sats at tale meget om sit personlige forhold til Gud, hvad nærmest alle præsidenter op gennem tiden da også har gjort. Clinton har vitterligt et personligt forhold – hun begynder hver dag med en andagt skrevet af Bill Shillady fra Den Forenede Metodistkirke – men hun skjuler det godt.

Lige indtil sidste kapitel. Da sker der noget for en så afdæmpet bog som denne ret vildt: En lang, levende og personlig beretning om, hvor stor betydning den tysk-amerikanske protestantiske teolog og religionsfilosof Paul Tillich (1886-1965) har haft for Clinton, og hvor stor trøst hun finder i evangelierne.

Hun skriver direkte, at Amerika kun kan blive et godt sted igen, hvis en kommende leder vil ”tale til det åndelige tomrum i hjertet af det amerikanske samfund”, og slutter bogen med at lancere en teori om ”radikal empati” efter bibelsk forlæg.

Væk er al snakken om politik som ingeniørkunst, alle anklagerne mod FBI-direktør James Comey for med e-mail-sagen at ”stjæle” hendes sejr i valgkampen, mod Trump og Bernie Sanders for at lyve og mod medierne for at gå for hårdt til hende, fordi hun er kvinde, og lade Trump slippe billigere, fordi han er mand – og alt det andet fnidder, der fylder for mange sider af denne bog.

Havde vælgerne bare set den Hillary, der kommer frem i bogens sidste del, og havde hun talt meget mere fra hjertet om den kristendom, der tydeligvis betyder noget for hende, havde hun måske været præsident nu. Det er ”Hvad skete der” også historien om.