Poesien kom til ham som ganske ung. For det var ikke dagbogsnotater, kommentarer til hverdagslivet eller barnlige vrøvlevers, der indledte skriften. Det var derimod regulære digte, og da han var 15 år, havde Asger Schnack stof nok til en samling.
”De fik den ubehjælpelige titel ’Digte 1964-65’, for sådan havde jeg jo set de store forfattere navngive deres værker,” husker han.
Bogen sendte han med selvsikker naturlighed ind til Gyldendal, der kvitterede med en meget positiv konsulentudtalelse efterfulgt af en høflig opfordring om, at han på grund af sin unge alder hellere måtte komme igen, når han var 18 eller 19 år. Der gik tre uger. Så sendte han et nyt manuskript ind.
”Jeg skrev ’kom igen når du er 18 eller 19’,” lød det kontante svar fra forlæggeren.
”Man føler sig jo udødelig og umådelig selvsikker, når man er i den alder. Det var nok det, der drev mig til at presse sådan på. Men jeg så det samtidig som det mest naturlige i verden, at jeg snart skulle udkomme. For jeg opfattede ganske enkelt mig selv som digter allerede dengang.”
Debuten kom to år senere med digtsamlingen ”Øje- æbler” på forlaget Arena, da Asger Schnack gik i gymnasiet.
Bogens kortfattede punktlyrik, som han selv beskriver som en slags ”ungdommelige synsdigte”, der kredser om det sete, indledte en karriere i dansk litteratur, der dette efterår runder 50 år.
Den snart fem årtier lange strøm af digtsamlinger, prosa og essays står listet side om side med hundredvis af andre bogrygge i en enorm helvægsreol i Asger Schnacks lejlighed i det indre København.
I midten af møblet på en slags æresplads står et par uhyre sjældne, tidlige udgaver af J.P. Jacobsens bøger fra 1870’erne, Asger Schnacks yndlingsforfatter, der også hænger i to diskrete portrætter over spisebordet i det tilstødende rum, så den gamle naturalist stirrer direkte over på den tyske maler Rupprecht Geigers lysende farveværker på den modsatte væg.
”Det er jo udtryk for en slags vanvid at have flere udgaver af den samme bog stående,” griner han.
”Men jeg kan ikke lade være.”
For litteraturhistorien og formidlingen af den ligger Asger Schnack så meget på sinde, at han siden de tidlige 1970’ere har drevet egne forlag sideløbende med sit forfatterskab og fuldtidsstillinger på etablerede forlag som Borgen og Hans Reitzels Forlag.
Et virke, der i den brede medieoffentlighed har gjort ham til en slags anekdoternes mand, når afdøde forfattere som Dan Turèll og F.P. Jac skulle formidles.
For ud over at have haft årelange venskaber med de to har han spillet en central rolle i selve udgivelsen af deres og mange andre danske digteres værker.
”Jeg har altid følt en nært beslægtet sammenhæng mellem det at skrive og det at udgive bøger. En trang til at give min egen generations forfattere en ekstra kanal. Da jeg startede mit første forlag Swing i 1974, var jeg ansat i produktionsafdelingen på Borgen samtidig. Kort efter blev jeg forlagsredaktør samme sted, mens jeg drev mit eget forlag. Det var fuldstændig hæsblæsende. Jeg agerede litterær overgrund og undergrund på en og samme tid. Men anstrengelserne udmøntede sig i et ganske konkret resultat,” siger han, da vi har sat os ved spisebordet, og peger hen på endnu en bogreol med en lang stribe af 50 Swing-udgivelser, der har navne som Henrik Nordbrandt, Peter Laugesen og Marianne Larsen på de tynde bogrygge.
Stillingen på Borgen gjorde samtidig Asger Schnack til en slags fødselshjælper for den generation af digtere, der kom til at præge 1980’erne.
Som forlagsredaktør sad han med ved bordet, da forfatter og kritiker Poul Borum en række søndage i vinteren 1977 til 1978 samlede en håndfuld unge digterspirer til en af de tidlige udgaver af Forfatterskolen – næsten 20 år før den egentlige skole blev oprettet.
De 14 unge mennesker havde alle debuteret i det traditionsrige lyriktidsskrift Hvedekorn, som Poul Borum var redaktør for. Men egentlige udgivelser var der ikke tale om. Ved arrangementerne, der bød på oplæsning og diskussion af de uprøvede tekster, ragede tre unge mænd op over de andre. De havde noget fremtidigt over sig, husker Asger Schnack. Det lyste ud af dem. Så selvom han udmærket vidste, at forlaget på grund af en stram økonomi ikke antog debutanter de år, satsede han sin troværdighed og insisterede på, at de tre unge mænd, Michael Strunge, F.P. Jac og Henrik S. Holck skulle udgives.
”Jeg havde en fornemmelse af, at jeg var vidne til noget historisk. De her unge mænd repræsenterede en helt ny strøm i litteraturen. Derfor lavede jeg en skriftlig salgstale til forlagschef Jarl Borgen, som jeg tilmed tog en kopi af, så jeg kunne gemme den for eftertiden.”
Og eftertiden viste, at Asger Schnack havde set ganske rigtigt. De tre digtere kom, sammen med en række andre unge forfattere, til at præge litteraturen det følgende årti.
I Asger Schnacks eget forfatterskab handlede de første år af 1980’erne blandt andet om et samarbejde, der helt grundlæggende udfordrede digtningen som en individuel praksis. Sammen med forfatterne Klaus Høeck og førnævnte F.P. Jac, dannede han digter-trioen, ”Bandet Nul”, der skulle hive forfatteren ud af elfenbenstårnet og åbne digtet mod verden.
”Vi ville overskride og omforme idéen om digteren som en ensom sjæl, der kun kunne skabe kunst med sig selv. For hvis musikkens kæmper som Charlie Parker og Dizzy Gillespie eller John Lennon og Paul McCartney kunne arbejde sammen, kunne vi vel også. Hvorfor skulle samarbejdet som kunstnerisk udtryk være fremmed for litteraturen?”.
Bandet Nul blev starten på et intenst samarbejde mellem de tre forfattere, der bredte sig over fire bøger, hvor digterne gennem højspændte skriveseancer bevægede sig i retning mod den totale samskrift.
Bogudgivelserne blev udvidet til helsidesdigte i de store aviser, mens bandet også inviterede Henrik Nordbrandt, Jørgen Gustava Brandt og Inger Christensen ind som guest stars.
Når Asger Schnack i dag læser de kollektive passager i bøgerne, er det uklart, hvem der egentlig har skrevet hvad, så målet blev nået, som han siger, også selvom det ikke blev taget videre godt imod af anmelderne.
”Selvom folk var enormt fordomsfulde og ikke regnede projektet for noget, synes jeg, det var en sand fornøjelse. Det endte i en samklang. Vi lod tre poetiske stemmer tørne sammen, og vi fik en helt fjerde stemme ud af det.”
Tilbage i nutiden midt på gulvet i stuen står en ø af papkasser og repræsenterer en del af det tredje forlag, Asger Schnack oprettede i 2014 i eget navn.
I den ene kasse ligger kollegaen Peter Laugesens ”Tohuvabohu”, en digtsamling, der siden sin tilblivelse i 1979 forsvandt, men som Asger Schnack ved et tilfælde genfandt og udgav under stor mediebevågenhed tidligere på året.
I den anden kasse ligger ”Samlede Digte 1975-2014” af Eske K. Mathiesen, som Asger Schnack selv har samlet, scannet og udgivet.
Sidstnævnte var faktisk selve årsagen til, at han oprettede forlaget.
For han synes, det var vigtigt at få værket ud til verden, og sådan er det med alle de bøger, han udgiver. At drive forlag handler selvfølgelig om at drive forretning, men forretningen er mest af alt et middel til at drive oplysning. Det er tanken om at få bøgerne ud, der får ham til at fortsætte, at udbrede kendskabet til værkerne og forfatterne bag og udfylde hullerne i litteraturhistorien:
”Det vigtigste for mig er, at bogen er væsentlig, at den er betydningfuld. Selvfølgelig skal den også gerne sælge, jeg er jo ikke naiv. Men om den sælger meget eller lidt er ikke det vigtigste. Det væsentligste er, at det, jeg formidler, har en digterisk kvalitet, fuldstændig ligesom, når jeg skriver. Mange af de forfattere, der udkommer på mit forlag i dag, har jeg også udgivet på mine tidligere forlag, så når jeg træder et skridt tilbage og kigger bagud, kan jeg se, hvordan linjerne løber sammen.”