Prøv avisen

"Jeg beundrer folk, der hengiver sig i bøn"

Hans Otto Jørgensen er tidligere rektor for Forfatterskolen og har også anmeldt bøger i dagspressen, blandt andet på Kristeligt Dagblad. Den produktive forfatter er allerede klar med næste bog efter den aktuelle "Exodus". - Foto: Malene Korsgaard.

-- Jeg vidste altid, hvor min far var. For han sang altid salmer, når han gik rundt på gården, så stalden blev omdannet til en kirke, siger forfatter Hans Otto Jørgensen, der er aktuel med roman om livet på landet

Da den tidligere rektor for Forfatterskolen Hans Otto Jørgensen var seks år, var han tæt på at blive trampet ihjel af en flok kvier. Det var faderen, der reddede hans liv ved at trække ham ud af stalden på slægtsgården uden for Salling i Nordjylland. Men ulykken kom alligevel til at skade forholdet mellem far og søn. Hans Otto Jørgensen lå på hospitalet i to måneder og ventede på, at hans ryg skulle vokse sammen igen, men han måtte vente forgæves på sin far.

– Dengang forstod man ikke, hvad et barn var for noget. Og der var også adgang forbudt for søskende på børneafdelingen. Men det satte sig alligevel dybt i mig, at min far ikke kom og besøgte mig på hospitalet. Jeg tror heller ikke, at jeg helt har overvundet det svigt i dag, siger Hans Otto Jørgensen, der heller ikke er færdig med at skrive om livet på landet og arven fra faderen på godt og ondt. Og hans nye roman, "Exodus", der er den første af to tvillingeromaner, bliver endda indledt med William Faulkner-citatet: "Fortiden er ikke død, den er ikke engang fortid".

Det gælder ikke kun i romanen. For selvom det er årtier siden, at Hans Otto Jørgensen arbejdede på sin fars gård som karl, kan han bogstavelig talt stadigvæk mærke det. For de seneste to år har den 56-årige forfatter haft så alvorlige problemer med ryggen, at han må ligge ned det meste af tiden. Smerterne i ryggen kommer ikke fra barndomsulykken, men er en slags familieforbandelse, fortæller han. For faderen fik også rygproblemer, da han var blevet 50 år.

– Det kommer af en kombination af at have arbejdet hårdt i landbruget og at have anlæg for skøre knogler. Lægerne ville have sat metal i ryggen på mig, men de sagde, at det ville være som at sætte skruer i smør. De skøre knogler har jeg arvet fra min far, ligesom jeg har arvet hans hidsighed og hang til punktlighed, så jeg ved ikke, om jeg er ved at overtage hans personlighed helt. Det synes jeg nogle gange er ved at ske, siger Hans Otto Jørgensen, der lader sig interviewe liggende i sin lejlighed på Østerbro i København, der er proppet med bøger, kunst og sågar en udstoppet måge, han fandt som barn. I entreen hænger hans egne børns tegninger til gengæld. To af dem er religiøse ikoner, der også afslører en anden side af Hans Otto Jørgensen. For det er heller ikke tilfældigt, at den nye roman, "Exodus", også er den latinske betegnelse for Anden Mosebog. Det er nemlig ikke kun rygproblemer, der er gået i arv:

– Troen var ikke en del af mit barndomshjem. Den var det hele. Hele vores tilværelse var samlet under en hat, der bestod af arbejde, familie og religiøsitet. Og man kunne ikke adskille det. For hvis man ikke passede dyrene ordentligt, var man ikke et godt menneske i religiøs forstand, og så ville Gud se det. Derfor gjorde man også altid sit arbejde ordentligt, også så ordentligt, at det nogle gange oversteg ens kræfter at gøre det, siger Hans Otto Jørgensen, der også husker tilbage på smukke sider af den indremissionske barndom:

– Der var et sammenhold, som var så rigt, at man ikke drømmer om det. Når vi var samlet til bibelkreds, blev man mødt med en kærlighed og respekt, som jeg ikke har mødt andre steder. Og der var også en glæde ved det daglige arbejde, især ved højtiderne. For der var virkelig forskel på, om det var hverdag eller søndag, eller om det var påskesøndag. Man var gennemstrømmet af, at det var påskesøndag, ligesom man også var gennemstrømmet af, at det ikke var torsdag, men søndag, fordi dagene var så forskellige. Om torsdagen arbejdede vi hele tiden, og vi vidste, at det var det, vi skulle. Men om søndagen skulle vi være færdige i stalden og have vores pæne tøj på. Det var jo en rus. Og så kørte radioen henne i hjørnet med højmesse. Hele dagen var anderledes. Den var dyb og klangfuld. Jeg elskede søndagen, fordi der var så meget højtid og glæde.

Tog I ikke i en rigtig kirke?

– Jo, det gjorde vi også. Men min far havde et misforhold til præsten, som ikke tilhørte Indre Mission. Jeg tror, at min far syntes, at han var en ugudelig klovn. Men jeg husker også tilbage på min fars kristenliv i forskellige faser. I en periode holdt vi kristne møder, der skiftevis blev holdt i de forskellige hjem, hvor vi mødtes om Bibelen og læste og fortolkede og drak kaffe. Og samtalen om, hvad Paulus kunne mene, var meget levende. Men efter at min far kom til at ligge ned, forsvandt den dimension, fordi han blev tungsindig, da hans krop faldt sammen. Han kunne ikke holde fast i fællesskabet længere og blev meget alene, men senere blev han igen meget livsglad. Og det var en dejlig tid, da jeg var karl for ham og senere for min bror, mens han også arbejdede der. Jeg vidste altid, hvor min far var. For han sang altid salmer, når han gik rundt på gården, så stalden blev omdannet til en kirke, der var fuld af salmesang. Til sidst fik han kræft, og så kunne jeg ikke kende ham mere, men de år, hvor jeg arbejdede for min bror sammen med min far, var meget storslåede, synes jeg. Og jeg er selv fortsat med at synge negro spirituals for mine børn som aftensange. Dem lærte jeg på KFUM?s sommerlejre af en slaveefterkommer fra De Vestindiske Øer. Og jeg hører også sommetider "We Are Walking in the Light of God", når jeg kører bil.

Hans Otto Jørgensen ligger og tænker lidt, inden han tilføjer:

– Men nu om dage ser det hele anderledes ud, fordi alt, der har en snert af religiøsitet i samfundet, bliver efterstræbt på livet. Den religiøse dimension i tilværelsen er forfærdelig upopulær.

Hvad betyder den for dig selv?

– Det er et svært spørgsmål, synes jeg. Jeg har levet en stor del af mit liv med at trække vejret under Guds åsyn, og det kan jeg ikke bare holde op med. Jeg tror ikke, at man kan sige, at jeg er kraftigt påvirket af det i dag. Men jeg beundrer de polske minearbejderkoner, der går ind i kirkerne og tænder lys og hengiver sig til bøn. Det beundrer jeg. For jeg tror, at de har fat i den lange ende. Og jeg beundrer derfor alle, der kan hengive sig til bøn.

Hans Otto Jørgensen inhalerer tavsheden imellem os, inden han tilføjer:

– Men det fællesskab, jeg oplevede i den menighed, vi hørte til, har jeg slet ikke oplevet siden. Man kan synes, at det er meget sørgeligt, men samtidig er det også den frihed fra det fællesskab, som jeg har efterspurgt. Jeg kunne jo bare lade være med at være kunstner. Det er uforeneligt, fordi man hele tiden må hente frihed som kunstner, og det kommer på tværs af det andet. I den sammenhæng er forskellen mellem provins og storby ingenting.

Man kan vel godt være kristen som kunstner ? ?

– Det er ikke uforeneligt at tro og være kunstner, men man kan ikke være dybt inde i det kristne fællesskab og beskrive det udefra på samme tid. Omvendt tror jeg heller ikke, at man kan skrive noget fornuftigt om det, hvis man ikke kender det stærke ved det religiøse fællesskab. For så bliver det bare fordomsfuldt idioti, der ikke kan se mangfoldigheden i det religiøse. Det er også derfor, at Andy Warhol er blevet et forbillede for mig. Hans familie stammer fra Slovakiet. Og det var meget i kraft af sin stærkt religiøse opvækst, at han kunne skabe sine værker inspireret af de katolske ikoner på den ene side og den amerikanske massekultur på den anden side. Det er i brydningerne, at kunsten skabes. For hvis man har levet hele sit liv i storbyen, ser man måske ingenting, men i mødet mellem en Farsø-dreng og New York kan alting ske. Men fortiden former jo alligevel en. Da jeg var i London for nylig, fik jeg også først oplevelsen af at være rigtigt til stede, da vi gik til gudstjeneste. Og sådan har jeg det faktisk, hver gang jeg rejser ud i verden. For jeg føler mig hjemme og genkendt i kirken, der kan få alle de kulturelle forskelle til at forsvinde.

Hvordan har det religiøse påvirket dit eget forfatterskab?

– I alle mine bøger er der en forhåbning eller måske ligefrem en forventning om at blive fuldstændig forvandlet. For når jeg kunne være ked af eksistensen som barn, kunne min far kun stille én ting op, og det var, at jeg måtte have en åbenbaring, fordi det ville forandre det. For ham eksisterede psykologien ikke. Enten var man hos Gud, eller også var man fortabt. Og når han talte om det moralske forfald i samfundet, var hans forestilling, at der skulle en ny vækkelse til. Den har ladet vente på sig. Men jeg har et brev, min bedstefar skrev i 1944, hvor han havde været til møder i kirken, hvor han er så gennemstrømmet af lykke, fordi Jesus har talt til ham. Det er jo simpelthen fantastisk.

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk

Hans Otto Jørgensen er tidligere rektor for Forfatterskolen og har også anmeldt bøger i dagspressen, blandt andet på Kristeligt Dagblad. Den produktive forfatter er allerede klar med næste bog efter den aktuelle "Exodus". -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.