Hvad er din seneste store læseoplevelse?
Jeg læser meget poesi. Senest har jeg læst Asta Olivia Nordenhofs ”Det nemme og det ensomme” og Morten Chemnitz' ”Inden april”.
Asta Olivia Nordenhof skriver om sine egne erfaringer, men hun gør det på en måde, så hendes erfaringer bliver noget alment. Vi får et indblik i et liv, som er kikset på en måde, som vi alle kender til. Og så bruger hun sproget på en meget spændstig måde.
Morten Chemnitz' stilfærdige poesi er en form for naturiagttagelse, som han bruger som udgangspunkt til at beskrive, hvordan vi oprøres og præges af det, vi ser. Morten Chemnitz' sprog er uhyre præcist.
Desuden har jeg lige læst Haruki Murakamis ”IQ84” . Det er et godt bekendtskab i den mere kulørte ende. Man er rigtig godt underholdt af den.”
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?
En fagbog, som har betydet utrolig meget for mig, er John Bergers ”Ways of Seeing”, som jeg læste, da jeg var i begyndelsen af 20'erne og utrolig modtagelig. Det var virkelig en tankevækkende bog, som satte meget i gang hos mig og lærte mig, at der er mange forskellige måder at se billeder på. Den var stærkt medvirkende til, at jeg er blevet kunsthistoriker, ligesom han er.
Ellers vil jeg nævne Virginia Woolfs ”To the Lighthouse” (”Til fyret”, red.) og Robert Musils ”Manden uden egenskaber” som to skønlitterære bøger, jeg læste, da jeg var i 20'erne, og som blæste mig omkuld og ændrede koordinaterne i mit hoved, så jeg fik et nyt blik for verden, som jeg kunne tage med mig.
Hvad vi du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?
ARoS i Aarhus viser for tiden en særudstilling med det canadiske kunstnerpar Janet Cardiff og George Miller, der hedder ”Something Strange this Way”. De griber fat i nogle emner, der viser en sammenhæng mellem lys og rum, og den viser, hvordan vores sanser ikke kun er at høre og se. Når vi for eksempel hører musik, hører vi også en stemning. Der er masser af fortællinger i sanseindtryk.
Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?
En oplevelse, der var med til at forme mig som barn, var Bertolt Brechts teaterstykke ”Laser og pjalter”, som jeg så i teatret sammen med mine forældre, da jeg var 10-12 år.
Måden, teaterstykket blev spillet på, var med til at forme min forståelse for den kunst, som ikke er mainstream. I stykket bruges et klassisk, finkulturelt medie som teatret til at række ud efter et miljø, som bestemt ikke er finkulturelt, nemlig gademiljøet. Det åbnede mit blik for sammenhængen mellem højkultur og gadekultur. Stemningen blev forstærket af den tyske komponist Kurt Weills musik Han blander kabaretmusik med populærmusik, og jeg er sikker på, at det gav mig en lydhørhed over for genreblandinger og det lidt kantede og kejtede. Snavset på gaden og det levede livs vanskeligheder kunne høres i musikken. Det var bestemt ikke poleret musik og teater.
En anden oplevelse var, da jeg i 1984 stod på Rijksmuseum i Amsterdam. Jeg var medicinstuderende på det tidspunkt, men det var gået op for mig, at min interesse for historie overskyggede min interesse for den menneskelige anatomi. Jeg stod foran alle disse 1600-talsbilleder, og pludselig slog det mig, at jeg skulle læse kunsthistorie. Jeg blev spontant forført af 1600-tallets billedverden.
Hvem har du senest været til koncert med?
Det var en koncert i Literaturhaus i Møllegade i København med den franske pianist Sylvie Courvoisier og hendes mand, violinisten Mark Feldman. De spillede improvisationsmusik, en blanding af jazz og ny kompositionsmusik. Det er musik i verdensklasse, men ikke musik med nogen bred appel. Det er krævende at lytte til, og den slags musik er ikke særlig eksponeret, så vi sad da også kun 10 mennesker og lyttede til det. Jeg kan godt lide at opsøge spillesteder - også når jeg er i udlandet - hvor den slags musik bliver spillet.
Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?
Egentlig ikke, men jeg undrer mig alligevel over, hvor få mennesker der kommer og hører musik som den, der spilles af musikere som Sylvie Courvoisier. Jeg indrømmer, at det ikke er let at gå til, men jeg kunne godt ønske en lidt større lydhørhed over for noget det, som ligger uden for mainstream. Jeg kunne godt ønske, at flere mennesker ville give det smalle en chance, for man skal huske på, at uden det smalle ville det brede ikke komme til at eksistere. Engang blev Hammershøi og Matisse også regnet for smalle kunstnere. Jeg synes også, at vi på Statens Museum for Kunst har en forpligtelse til at bruges vores brede platform til at bringe den smalle kunst i kontakt med publikum.
Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?
Det mener jeg faktisk ikke, at der er. Men der er noget, jeg ikke er i så meget kontakt med så som dans, opera, cirkus og sport. Man kan ikke nå det hele.
