Førende litteraturkritiker: Jeg drages af litteratur, der har et mellemværende med kristendommen

Engelske James Wood betragtes som den mest indflydelsesrige nulevende litteraturkritiker. Han er også forfatter og udsender i næste uge romanen ”Upstate”, der handler om depression og familieforhold, på dansk. I et eksklusivt interview fortæller han fra sin arbejdsplads på Harvard University om sit liv, sine bøger og den kristendom, der har fulgt ham hele livet

James Wood har i hele sin karriere skrevet om forholdet mellem litteratur og tro. Hans nye bogprojekt har arbejdstitlen ”Gud og romanen”. Woods aktuelle roman på dansk, ”Upstate”, handler om en far og hans to døtre, og om hvordan man i tætte familierelationer håndterer sygdom og de behov, vi møder hinanden med. –
James Wood har i hele sin karriere skrevet om forholdet mellem litteratur og tro. Hans nye bogprojekt har arbejdstitlen ”Gud og romanen”. Woods aktuelle roman på dansk, ”Upstate”, handler om en far og hans to døtre, og om hvordan man i tætte familierelationer håndterer sygdom og de behov, vi møder hinanden med. – . Foto: Tim Knox.

I litteraturens skov af gamle rødder, nye forgreninger og almindelig stammementalitet har James Wood fundet sin helt egen sti. Alle har en mening om ham, men ingen bestrider, at han er den vigtigste.

Wood er ikke alene forfatter, men også boganmelder og litteraturlærer – normalt beklæder man som litterat ét, til nød to af de tre hverv – og befinder sig i sin metier på allerhøjeste niveau. Hans bøger udkommer på velrenommerede forlag, hans bogkritik trykkes i prestigiøse magasiner som The New Yorker og The London Review of Books, og hans undervisning foregår på Harvard, et af verdens bedste universiteter.

Til overflod er Wood også indvandrer. Han er født i 1965 i det nordøstlige England i en kristen familie med skotske rødder og bor nu med sin kone, som også er romanforfatter, og deres to børn i USA. Sproget har han selvsagt ikke skullet bakse med som bosat i Boston, der engang hørte under den engelske konge, men ellers er der nok af nationale forskelle og kulturelle koder at knække for en udlænding, som hans nye roman på dansk, ”Upstate”, handler om.

Efter en strøm af yderst elskværdige e-mails, afbrudt af lange pauser i kommunikationen (Woods far er syg, og der har være flere rejser til England), er det omsider lykkedes at få en interviewaftale i stand. Bænket om bordet på en bistro i Harvard Square fortæller Wood i opknappet skjorte og godt humør om sin oprindelige kærlighed til litteraturen:

”Romanen er det eneste sted, hvor der er fuldkommen frihed. Derfor læser jeg stadig romaner. Idéen om, at alt er tilladt i fiktionens rum, er uendeligt dragende for mig og har været det, siden jeg var barn. Når man som jeg er opvokset i et religiøst hjem, forelsker man sig i oplevelsen af, at romanpersoner kan tænke alle slags tanker, inklusive blasfemiske og kætterske og morderiske tanker som Dostojevskijs Raskolnikov.”

Wood forklarer, at der til oplevelsen af ultimativ frihed også hører noget mirakuløst:

”Vi åbner en roman, og det første mirakel er, at noget er skabt af intet. Det slår mig altid som noget, der er værd at holde fast i. Før dette var der intet. Det næste mirakel for læseren er så spørgsmålet om, hvor dette fører hen – for det kan jo føre alle steder hen efter side et. Men det kan det så alligevel ikke, fordi formen sætter nogle begrænsninger, efterhånden som vi læser romanen, og det indsnævrer mulighederne. Derfor er overvejelser om form så afgørende, når vi læser.”

Woods roman ”Upstate”, der er hans første på dansk, er klassisk psykologisk realisme i den neddæmpede ende med genkendelige miljøer og fremadskridende handling. Ikke så mange fiksfakserier dér.

Den handler om en far, Alan Querry, og hans to voksne døtre, Vanessa og Helen. Han er en succesfuld entreprenør fra Nordengland, som anskuer livets tilskikkelser gennem en praktisk linse. For år tilbage blev han skilt fra pigernes mor efter er bittert forløb, og hun døde få år senere. Datteren Vanessa er lektor i filosofi ved et universitet i byen Saratoga Springs, der ligger i ”upstate” New York, altså nord for metropolen New York i delstaten af samme navn. Vanessa har kæmpet med psykiske problemer hele sit liv og hælder mod det introverte, modsat sin søster. Helen er chef hos musikproducenten Sony, bosat i London med mand og to børn og har aldrig oplevet andet end fremgang i tilværelsen.

Handlingen går i gang, da Vanessa har været ude for et uheld og har brug for, at hendes far rejser over Atlanten og besøger hende i upstate New York. Roman kredser om komplicerede familieforhold i en ukompliceret form og spørger ultimativt: Er det at være lykkelig noget, man kan lære, eller fordeles lykke og ulykke, lyse sind og mørke sind, tilfældigt ved fødslen?

”Jeg er stadig meget rørt over den fundamentale åbenhed og gæstfrihed, man mødes med her i landet. Det er virkelig anderledes end i europæiske lande,” siger James Wood, der er født i det nordøstlige England og har boet en årrække i USA, hvor han underviser på Harvard Universitet. –
”Jeg er stadig meget rørt over den fundamentale åbenhed og gæstfrihed, man mødes med her i landet. Det er virkelig anderledes end i europæiske lande,” siger James Wood, der er født i det nordøstlige England og har boet en årrække i USA, hvor han underviser på Harvard Universitet. – Foto: Tim Knox

Spørgsmålet går videre til Wood her ved frokostbordet:

”Før konflikten i ’Upstate’ kom til mig som en romanidé, var den til stede for mig som en virkelighed. Jeg voksede op i en familie med et, skal vi sige, vist mål af elendighed. Min mor var ret depressiv og min bedstemor havde tilbage i 1920’erne i Skotland haft et nervøst sammenbrud, der blev forsøgt behandlet med elektrochok. Min mor var nok oftere end ikke ulykkelig. Min far, derimod, var altid let til sinds, jovial og udadvendt.”

”Hvis man så er heldig at have søskende, ser man jo, hvordan forældrenes følelser eller tilgange til livet sætter deres spor. Jeg har en ældre bror og en yngre søster, og jeg var nok den heldige sandwich-type i midten. De to andre fik mange flere slag i deres yderpositioner end jeg fra vores mor, og det prægede dem. Min mor var meget besidderisk og narcissistisk, og forstod primært sine børn som en forlængelse af sig selv. Og det betød selvsagt, at hendes frustrationer blev spillet ud gennem os. Hun klarede sig måske ikke helt som håbet karrieremæssigt, men så skulle vi børn i hvert fald have flotte eksaminer og fine job. Ikke for vores egen skyld, men for hendes. Allerede som barn kunne jeg se, at dét nok ikke var den bedste måde at være forældre på, og jeg har bevidst prøvet at undgå at gentage fejlen.”

Men ét er vilje – at man som forælder vil undgå at gentage sine egen forældres fejl – og noget andet er alt det, man er magtesløs over for. Wood fortæller beredvilligt om sine egne børn og de problemer, han og hustruen Claire Messud har været ude for:

”Meget i familielivet er tilsyneladende komplet vilkårligt og muligvis bestemt fra fødslen. Vi har en nu 14-årig søn og en 12-årig datter og har altid tænkt, at miljøet, og hvordan vi påvirkede børnene, var klart vigtigst. Men for nogen tid siden gik vores datter igennem en meget svær periode. Hun var ulykkelig og skrev bekymrende ting i en dagbog, og som familie gik vi i terapi, fordi vores barn var alt for bekymret, ja, angst, og vi kunne ikke håndtere det. Det var ikke en stor krise, som den i ’Upstate’, men en mindre krise, og det fik mig til at tænke mere intenst over emnet. Desuden er vores søn på 14 år altid ret vild mellem klokken 20 og 23 om aftenen. Han er ikke umulig, men man er meget bevidst om hans fysiske tilstedeværelse i huset hen under aften. Men allerede i en alder af fire måneder var dette tidsrum en byrde for ham. Han skreg utrøsteligt som spæd, og vi anede ikke, hvad vi skulle stille op. Det var helt vildt, vi forsøgte alt, men han græd videre. Så måske er der en tydelig forbindelse mellem hans måde at være på i en alder af fire måneder og nu som 14-årig. Dette er jo vældig fint, hvis karaktertrækket er positivt – ’sådan har han eller hun været siden etårsalderen’ kan stolte forældre sige om deres børn – men når det handler om noget potentielt ulykkeligt, er det mere tragisk. Både det lette og det mere tunge er tilsyneladende til en vis grad forudbestemt.”

Wood fortæller, at hans søn er vild med fodbold – ”han er målmand, atletisk og til stede i sin krop på en måde, som jeg helt sikkert ikke var på samme alder” – og undertiden ønsker den belæste far, at fodboldsønnen blev mere opslugt af bøgernes end af sportens verden.

”Men jeg må naturligvis lade ham være sig selv. Det var jo min mors fejl, at hendes ambitioner skulle realiseres gennem mine søskende. Det går ikke. Han må gå gennem sine egne faser, og hans liv har skolet mig og gjort mig mere ydmyg. Jeg tror, metaforisk set, at sådan skal man også være som romanforfatter. Man må prøve at lade sig overraske af sine personer, lade dem gå deres egne veje og skabe et rum af ’andethed’, hvor du ikke selv trænger dig på hele tiden.”

Hovedpersonen i ”Upstate”, Alan Querry, er ikke en aldrende, desillusioneret kværulant, en Scrooge for vor tidsalder, men han befinder sig i stigende grad i en verden, han ikke rigtig forstår længere. Hans efternavn med ét ”r” betyder på engelsk at betvivle eller være i tvivl, og det er efterhånden blevet Alans udgangspunkt.

Kønsaspektet er vigtigt. Alan er omgivet af kvinder, men føler sig også isoleret, for de trækker sig alle tilbage fra ham, og han er i tvivl om, hvordan han skal håndtere det. Hans mor er på plejehjem, hans første kone har forladt ham og er nu død, hans nye kæreste er vældig optaget af sine forretninger og yoga-kurser, og hans ene datter, Sony-chefen Helen, har altid travlt og drømmer om at starte for sig selv.

Hans anden datter, Vanessa, bor langt væk i USA og har altid været i en anden verden, først filosofiens uforståelige og nu depressionens ligeledes – for Alan – uhåndgribelige landskab. Hvad skal han gøre? Hører han de næsten lydløse råb om hjælp, som døtrene ved romanens begyndelse sender i hans retning?

Igen griber Wood tilbage til sin egen familie for at forklare romanen og sit syn på litteratur:

”Jeg tænkte nok lidt på min egen far, der brugte et liv på at komme overens med min mors udfordringer, da jeg skrev bogen. Kønsaspektet er relevant, for Alan er en bestemt slags ikke-reflekterende mandetype, som ligner den ene datter Helen – han gør ting frem for at tænke over dem – og er en litterær fætter til Harry ’Rabbit’ Angstrom fra John Updikes berømte romanserie. Alan ser livet fra en praktisk synsvinkel og mødes ved romanens begyndelse af sine to døtre, der begge vil have noget fra ham. Den ene har materielle behov – Alan skal hjælpe hende finansielt med at etablere egen virksomhed – og den anden har åndelige behov: Kan du forstå mig, og kan du tåle at være sammen med mig, også når jeg er kedelig og depressiv? spørger hun indirekte. Det er klart, at Alan er bedre disponeret for at imødekomme Helens materielle behov, og romanen handler så om, hvorvidt han kan nyorientere sig imod også at tilfredsstille Vanessas åndelige behov.”

I dette spørgsmål spiller romanens skilsmisse en rolle. Wood er ikke selv blevet skilt og kalder de høje skilsmissetal i den vestlige verden for ”vor tids forbandelse”. Men også på dette felt lærte arbejdet med romanen ham noget:

”Jeg vil gå meget, meget langt for at undgå at påføre mine børn den krise, en skilsmisse er. Når forældre bliver skilt, kommer der en meget stor del af ulykke ind i en familie. Men hvad nu hvis skilsmissen ikke fundamentalt ændrede de allerede indbyggede forskelle mellem døtrene? Ja, skilsmissen var en tragedie og et traume, men Helen reagerede på den som forventeligt, og det samme gjorde Vanessa. Måske blev de begge mindre glade, men skilsmissen er ikke det grundlæggende problem. Hvordan reagerer vi på traumer? Bliver vi fundamentalt forandrede som mennesker? Nej, ikke i romanen. De to søstre reagerer faktisk, som man kunne forvente. Igen spiller rækkefølgen i søskendeflokken ind. Min bror er fem år ældre end mig, og jeg kunne allerede som 12-årig se, at mit liv bare var nemmere. Han skulle kæmpe for alt. Jeg kom let til det hele. Og var mine forældre blevet skilt, så havde jeg måske også reageret lettere på det. Så skilsmisser behøver ikke være årsag til ulykkelige liv, selvom de er vor tids forbandelse.”

Med romanfiguren Alan Querry deler James Wood både nationalitet og outsider-perspektiv. De kommer begge som englændere til USA og ser landet for første gang. For Querry sker det i romanen som 70-årig; for Wood skete det som 30-årig og i virkeligheden. Wood tog turen over Atlanten efter som helt ung at være braget igennem som kritiker og ansvarlig for boganmeldelser på avisen The Guardian, hvor han hurtigt blev opdaget – og frygtet – som sin generations mest belæste og kritiske anmelder.

Ingen nok så etableret høvding i litteraturens skov af stammer kunne undslå sig den unge Woods flammekaster af en kritisk praksis. Store engelske forfattere fik hans kompromisløshed at mærke på en måde, så det blev bemærket i USA, og Wood blev hentet over som chefanmelder på magasinet The New Republic. En stilling, der kort efter blev suppleret med det nuværende professorat på Harvard.

Wood var en frygtet ”Englishman in New York” og på østkysten, hvor hans uimponerede tilgang til litteraturens sværvægtere medførte endog meget kritiske anmeldelser af forfattere som Paul Auster, Don DeLillo, Salman Rushdie, Zadie Smith og John Updike. Reaktionen lod ikke vente på sig, og Wood modtog selv kritik fra anmelderkolleger, der fra tid til anden klandrer ham for kun at fremhæve æstetiske sider af litteraturen og glemme – mener kritikerne – at samtidsromaner også har et politisk sigte. Omdiskuteret er han altså, men alle er enige om, at han er umulig at komme uden om, og at hans anmelderdomme har enorm betydning.

Med årene er den skarpe pen blevet mildnet noget, nu anmelder Wood også megen europæisk litteratur og ikke kun de amerikanske sværvægtere, og han er meget omhyggelig med at understrege, hvor mange sider af amerikansk kultur og samfundsliv, som han sætter pris på:

”Det er jo en balancegang for en romanforfatter: Er man helt inde i personen og identificerer man sig 100 procent med ham eller hende, eller er man kun halvvejs inde i personen og låner ham eller hende lidt af sine egne holdninger og synsmåder? Alans hverdagsobservationer er jo nok set gennem mine øjne. Det har været vigtigt for mig at skabe en figur, som er pragmatisk. Han tænker på tog og biler og bygninger og økonomisk vækst, samtidig med at han også bemærker det poetiske ved USA: det smukke snefald, fuglenes lyde og Hudsonflodens vidunderlige bugtninger. Og dér er det jo heldigt, at jeg lader ham komme til Amerika og som sådan ser verden med nye øjne.”

”Dobbeltblikket ligner mit eget og forsvinder aldrig. Kommer man til et nyt land som 30-årig, er man jo formet af sit hjemland, så jeg ser ikke USA, som en indfødt gør. Heller ikke nu. Jeg ser alt det mærkelige, det, der er anderledes, med mit europæiske blik. Jeg er stadig meget rørt over den fundamentale åbenhed og gæstfrihed, man mødes med her i landet. Det er virkelig anderledes end i europæiske lande. Dér ankommer man som udlænding og bliver ved med at være det, og kun gennem en enorm viljestyrke og transformation bliver man måske efter nogle generationer opfattet som dansker eller franskmand. Det er anderledes herovre. Landet er bygget af og består af folk, der skriver under på ”det amerikanske projekt”, uanset hudfarve og baggrund. Det forklarer jo nok den større optimisme her, den dér ånd af ’lad os prøve’. Og det kan jeg lide.”

”Og så er der en naturmæssige forskellighed. Det er helt vildt, at man 40 minutter nord for New York stadig kan møde et landskab, der ikke er nævneværdigt forskelligt fra det, som de tidlige hollandske opdagelsesrejsende mødte i 1600-tallet. Der, i upstate New York, er der enorme floder, gigantiske skove, dramatisk vejrlig, og det gør én ydmyg.”

Med sit europæiske blik bemærker Wood dog også de fejlopfattelser, der hersker af USA hjemme i ”den gamle verden”. Især et sted som her på Harvard-universitetet træder forskellene frem:

”Mange i mit hjemland har en romantisk idé om, at der ikke er et klassesystem her. Og det er der. Og det er langt mere rigidt end hierarkier er i Europa. Som de siger her på Harvard: ’Der er gamle penge, der er nye penge, og så er der ingen penge.’ Sådan er det her.”

Med gamle penge mener Wood alle dem, hvis familier har nedarvede formuer og ofte et dertilhørende sæt af dannelse og kultur. De nye penge er alle dem, der er blevet rige i en fart i eksempelvis it-branchen eller af en særlig opfindelse, og dem ser man ikke nødvendigvis ned på herovre. Nok er Harvard en gammel bibelskole, men hurtige penge er også et sprog, man taler.

Alle dem uden penge er så dem, der kommer ind på stipendier eller særlige studieprogrammer, der ofte favoriserer minoriteter. Faktisk er Harvard p.t. kastet ud i en debat og diverse sagsanlæg, fordi nogle mener, at visse minoritetsgrupper har forrang for andre. En anden kulturkamp, der pågår på det smukke campus, er dén om ”safe spaces” og potentielt krænkende adfærd – en debat, vi også kender i Danmark med eksempelvis Københavns Universitets forbud mod ved fester at iklæde sig eksempelvis mexikanske sombreroer af hensyn til latinamerikanske studerende, der kan føle sig stødt over, at ”deres” nationale dragter bæres af andre. Universitetet skal være krænkelsesfrit område, lyder argumentet.

Wood er engageret i debatten her og er alarmeret over udviklingen, men mener også, at der er nuancer at holde sig for øje:

”Det studerende er ret ensidige i deres syn på nærmest alting. Sådan er det at være ung. Og hvordan var jeg selv? Det er sandt, at vi på mit universitet dengang ikke havde ’safe spaces’, men der var nu lidt den samme intolerance over for anderledestænkende. En konservativ fra Thatchers regering kom engang til vores universitet, og vi protesterede, og ikke på en civiliseret og oplyst facon. Nej, vedkommende skulle nægtes adgang. Vi ville ikke have ham til at komme overhovedet. Så vi boykottede og gjorde alt, hvad vi kunne for at undgå, at han kom. Når man er ung, er man intolerant, og det hører også med. Alle 20-årige vil brænde det hele ned og standse det, de ikke kan lide.”

Når Wood alligevel er alarmeret, skyldes det en side af debatten om ”safe spaces”, nemlig krænkelsesparatheden:

”Jeg er bekymret for hastigheden, hvormed studerende føler, at de er krænkede over noget, hvortil du og jeg vil sige: ’Hvad snakker du om?’. Det er blevet risikabelt for lærere at undervise, for siger du et forkert ord, kan der pludselig ligge en klage.”

”Upstate” er Woods anden roman. Den første hed ”The Book Against God” og var et dybt begavet og ganske ensidigt opgør med kristendommen, fortalt gennem en præstesøn og ph.d.-studerende, der i sin fritid skriver på en bog med samme titel som Woods roman.

Wood har den særlige tilgang til emnet, at selvom han betegner sig selv som ateist, mener han, at den kunst, der har et mellemværende med kristendommen, det være sig kritisk eller bekræftende, er den mest interessante at beskæftige sig med. Woods nye bogprojekt handler om ”Gud og romanen”, som bogen foreløbig hedder, og bygger videre på hans geniale og meget indflydelsesrige essaysamling ”The Broken Estate. Essays on Literature and Belief” fra 1999.

Om sit forhold til kristendommen siger han i dag, at han både inspireres og hjemsøges af den:

”Kristendommen er altid til stede som et spøgelsesagtigt fænomen. Jeg voksede op i en lille by (Durham, red.) med en enorm katedral, og jeg tilbragte mange år inden for kirkens mure som kordreng, så jeg er i høj grad påvirket af og formet af kirken og kristendommen og den religiøse tradition. Men det, jeg er mest taknemmelig for, er, at jeg i en meget tidlig alder blev præsentereret for uendelig skønhed. Når vi taler om nutidige forbandelser, forekommer det mig, at vore børn ville have fordel af at blive præsenteret meget mere massivt for skønhed. I stedet mødes de af det, som deres telefon tilbyder dem: fra det skrækkelige til det normale, men generelt set upåfaldende. Banalt. Men at gå ind i en ældgammel kirke hver dag og synge musik, der er 400-500 år gammel, gør noget ved én, der hverken er upåfaldende eller banalt. Så det sublime er det, jeg husker bedst.”

Wood er vokset op i et hjem, som han i anden sammenhæng har beskrevet som protestantisk evangelikalt. Der blev lagt vægt på en bogstavtro bibelfortolkning og personlige vidnesbyrd, og sønnen havde tidligt oprørte diskussioner med sin mor, der var lærer, og sin far, der var universitetsansat zoolog.

”I dag er er jeg mere rolig end tidligere. Jeg havde en del kampe, som man jo nok har med stærkt troende forældre, og en overgang ville jeg nok beskrive mig selv om en Dostojevskij-figur, en Ivan, men jeg er mindre kompromisløs nu. Jeg tror, at det, forfattere kan bruge kristendommen til, er seriøst at overveje metafysiske spørgsmål, som der jo er mange af i samtiden. Nogle gange diskuterer jeg med kristne venstreorienterede her i byen og spørger dem, hvorfor de går i kirke. Ofte er svaret: For at være et sted, hvor påtrængende spørgsmål om eksistensen adresseres, såsom hvordan skal vi behandle andre mennesker, hvorfor er der lidelse, hvordan lindrer jeg den, hvad er meningen med mit liv? Det er fundamentale spørgsmål, som kristendommen stiller os, og derfor er jeg interesseret i bøger, der ikke så meget beskæftiger sig med spørgsmålet, om Gud findes, men som viser, hvordan man kan tænke menneskelige spørgsmål på en religiøs måde,” siger Wood og kommer med et eksempel:

”Spørgsmål som ’hvorfor er der lidelse?’, og ’hvordan anerkender jeg ’den anden’?’, er jo moderne spørgsmål, der tilfældigvis også er blandt de vigtigste politiske spørgsmål i vores tid – samtidig med, at de er blandt de vigtigste religiøse spørgsmål til alle tider. Så når kristne diskuterer ’hvem er min næste, hvem er den anden, hvordan behandler jeg ham?’, kan det ikke blive mere relevant for os alle. Vi tror måske i Europa, at vi kan have en diskussion om eksempelvis immigration, der ikke er påvirket af kristen tankegang, men det er umuligt.”

”Vi er alle påvirkede af kristendommen. Vi kan ikke undslippe den. Det finder jeg meget inspirerende.”