Da jeg for nylig stod for en sangaften i sognegården, måtte jeg erkende, at jeg for første gang i mange år havde svært ved at synge med på flere af sangene, blandt andre ”Jeg elsker den brogede verden”. Der var noget galt, men det var ikke det sædvanlige og ofte italesatte problem, der trængte sig på.
Man har altid været opmærksom på og diskuteret sange og salmers toneleje: De skal ligge, så de passer med den menneskelige stemmes formåen. Hvad solosang angår, så kan det være både smukt og beundringsværdigt, når russiske herrekor kommer ned på ubegribeligt dybe bastoner, eller når italienske sopraner rammer det høje c... eller mere. Men er der tale om fællessang, så må sangen lægge sig til rette, så flest muligt kan være med.
Enhver sang har en spændvidde i tonehøjden, fra den dybeste tone til den højeste: den såkaldte ambitus. Nogle bevæger sig livligt op og ned, fra dybde til højde, mens andre ligger i et mere roligt leje i det midterste register. Men bevægelse er der altid, for det giver liv og klang, og alle sange har således toptoner, der ofte både melodisk og kropsligt netop er et højdepunkt i sangen.
Men det er også der, nogle syngende må give slip og ikke kan være med. Det kan være anstrengende eller umuligt for folk at nå op på de højeste toner, og det kan bibringe både fysisk ømhed og en følelse af utilstrækkelighed og eksklusion fra et syngende fællesskab. Derfor er man også ofte optaget af, at fællessange ikke skal ligge for højt, og af samme grund har man mange steder gennem de seneste årtier sat dem ned i toneleje, således både i Koralbogen (Salmebogens melodisamling) og i den nye udgave af Højskolesangbogen.
Det giver på mange måder god mening, for fællessang skal gerne være inkluderende, men der er en bagside af denne nedtransponering, for det er ikke kun toptonerne, man sætter ned, men hele melodien. Og mens en tilpas sænkning af tonelejet kan løfte sangen, fordi flere kan synge med, så kan det også betyde, at andre giver slip, fordi sangen i dybden bliver for brummende og for mudret.
Jeg er selv tenor og kan synge højt, ikke mindst fordi jeg er en trænet sanger. Jeg synger næsten dagligt i mit arbejde, og jeg kan konstatere, at mens jeg i min studietid og første præstetid var bas i de kor, jeg sang i, så er jeg nu tenor. Jeg har trænet min stemme op til at synge højt, og det er jo meget naturligt. Den uheldige følge er så bare, at jeg nu er ude af stand til at synge med på en række sange og salmer, der er sat ned af ”folkelige hensyn”. I den nyeste Højskolesangbog er for eksempel den ovennævnte sang, som voldte mig problemer den aften i sognegården, ”Jeg elsker den brogede verden”, sat halvanden tone ned, fra f til d, sådan at en del af den ligger og roder rundt nede mellem a og c. Det lyder ikke godt i min mund.
Så kan man indvende, at det jo åbenbart skal gå ud over nogen, og at det vel kan være lige så godt at presse folk i bunden som i toppen, men det er ikke tilfældet. For som netop antydet er det de bedste og mest trænede sangere, der kan ramme toppen, mens vi må give op i bunden. Og dermed risikerer vi, at sangen bliver lagt an for dem, der ikke er dygtige sangere, mens de, der for alvor ville kunne løfte sangen, må give slip og blot brumme med på store dele af sangen. Så ville det måske være bedre, at nogle nøjedes med at slippe på de højeste toner og sang med på resten, frem for at sangen i sognegård og kirke bliver til brummen i stedet for smukt klingende (lov)sang.
Jeg er ikke imod, at man sætter sange ned generelt, og jeg er klar over, at det vil være et skøn fra sang til sang og salme til salme, men allerbedst var det, om man tog fat om nældens rod og sørgede for, at danskerne i skolerne, i hjemmet og i kirkerne ganske enkelt sang mere og således fik trænet stemmerne og øget den sanglige formåen. Så vi igen for alvor kan blive et syngende folk. Men det må jeg skrive om en anden gang.
I klummen ”Sang&salmer” skriver sognepræst og historiker Morten Skovsted løbende om udviklingen inden for musik og sang i kirken.