I et industrielt kvarter i Hvidovre ligger Susan Ritterbands malerikonservator-værksted. Der har det ligget de seneste 37 år. Det er blot flyttet fra et lokale i bygningen til et andet og større baglokale, hvor der er plads til langt flere kunstværker, som i mange tilfælde bliver indleveret af private.
66-årige Susan Ritterband har 40 års erfaring i faget, en uddannelse fra konservatorskolen og en passion, der har drevet hende i alle årene. Rundt omkring i værkstedet hænger udstillingsværker, der bedre end ord kan beskrive, hvad malerikonservering og restaurering handler om. Nogle malerier har fået en rensning på den ene halvdel, mens den anden er efterladt i dårlig stand og skaber en synlig kontrast.
Fire staffelier er stillet op på række bagerst i værkstedet. Det forreste tilhører Susan Ritterbands nyeste medarbejder, Jannie Panourgias, der sidder med næsen helt op i et lille skibsmaleri, hvor hun renser gulnet fernis af med en aflang, hjemmelavet vatpind, dyppet i en blanding af ætanol og mineralsk terpentin.
”Det er præcis samme fremgangsmåde med de helt store malerier, så det kan tage lang tid. Vi skifter vattet, så snart det bliver det mindste gulligt, for det er vigtigt hele tiden at have kontrol. Det kan gå godt, når man renser én farve, for eksempel den blå himmel, der ofte har blyhvidt i sig, der er et stærkt pigment. Men så kommer man måske til en grøn farve, hvor man skal være mere forsigtig. Man skal hele tiden holde øje med vattet. For man må ikke tage farven med af, når man renser. Det er utrolig vigtigt,” forklarer Susan Ritterband, mens hun peger på kollegaen.
Især det seneste år har Susan Ritterband oplevet stor tilgang af nye private kunder. Det er dem, hun har flest af, selvom hun også arbejder for forsikringsselskaber, skadeservicevirksomheder og forskellige institutioner.Om det skyldes, at folk har fået flere penge mellem hænderne, eller at de måske har ”regnet ud”, at det godt kan svare sig at bevare sine ældre kunstværker, kan hun ikke svare på.
Men hun ser forskellige tendenser blandt kundegruppen af private.
”Der er mange arvesager. Men der er også mange, der kommer, fordi det går op for dem, hvor meget mere de får ud af deres malerier, når snavselaget er væk. Efter en rensning står farverne nærmest og vibrerer. Før har de været døde, men vi vækker dem til live igen.”
”Det kan også handle om en pludseligt opstået vandskade, der har ramt et maleri og fået farven til at løsne sig eller blive mælkehvid, så man slet ikke længere kan se farverne. Der er også kunder iblandt, der længe har gået og kigget på en lille flænge i et maleri, og pludselig tænker de ’nu er det altså nu’, og så kommer de med det. Det er ofte i forbindelse med flytninger, hvor folk tager stilling til alle deres ting og også kan undvære kunsten på væggene i den periode, det tager at restaurere,” fortæller hun og tilføjer, at der godt kan gå en del uger, før et maleri er tilbage i kundens hjem.
Susan Ritterband skelner ikke mellem den meget værdifulde kunst, hun nogle gange får ind fra private, og kunst, der hverken har stor æstetisk eller økonomisk værdi. Hun er håndværker og behandler alle værker med den samme respekt.
”Folk kommer til os med deres ’børn’. Det er deres kæreste eje, og nogle gange ser vi selvfølgelig malerier, der virkelig ikke er kønne. Men vi udfører konserveringen med samme faglighed uanset værket. I virkeligheden er det sjældent, vi står langt fra staffeliet og betragter malerierne. Vi sidder helt tæt på og zoomer ind. Blandt andet derfor retter vi ikke megen opmærksomhed mod hverken den æstetiske kvalitet eller selve motivet. For rigtig mange af vores private kunder har det indleverede maleri en kæmpe affektionsværdi, og det er dejligt,” siger hun.
Men ud over de værker, der ikke altid er lige så meget værd, som det koster at få dem restaureret, er der også en hel del værdifulde malerier, når man kigger rundt i værkstedet.
På et staffeli står et farvestrålende Carl-Henning Pedersen-maleri til en værdi af omkring 250.000 kroner. Det har været stjålet fra ejeren, men er nu fundet igen i en gammel lade. Dets blå, gule og røde farver stråler, så det er svært at tro på Susan Ritterband, når hun fortæller, at det har haft en kæmpe flænge i det ene hjørne, hvor tyvene prøvede at skære maleriet ud af blændrammen, ud over de mange andre skader, det var pådraget.
”Man valgte at behandle i stedet for at skrotte,” fortæller hun om maleriet og et andet af samme kunstner, som hun også har behandlet på sit værksted.
Generelt er det fremgang i Susan Ritterbands forretning. Faktisk går det så godt, at der for tiden er seks til otte ugers ventetid på de konserverende behandlinger, som Susan Ritterband og hendes kolleger yder. På værkstedet arbejder tre malerikonservatorer og en papirkonservator. Derudover er en rammemand tilknyttet.
Den garvede konservator gør meget for at tiltrække sig kunder, og på sin hjemmeside har hun blandt andet imponerende ”før og efter”-billeder af behandlet kunst.
”Vi har fået mange positive tilkendegivelser på vores hjemmeside, og når vi nogle gange spørger kunderne, hvordan de har fundet os, er det jo typisk den vej igennem. Mange synes, den er overskuelig og tillidsvækkende,” siger hun tilfreds.
Men selvom Susan Ritterband kan give de fleste malerier nyt liv, er der opgaver, hun takker nej til.
”De fleste skader kan vi ordne, men hvis en hel næse for eksempel er skaldet væk, vil jeg ikke forsøge at genskabe den. Vi er ikke kunstnere, vi er teknikere, og det kan faktisk være lidt farligt, hvis en malerikonservator også er kunstner, for så kan personen fristes til at fortolke i stedet for at være tro over for det originale maleri og det, som kunstneren har villet med det,” siger hun og holder en kort pause.
”Jeg er altid maleriets og kunstnerens forsvarsadvokat”.
Alle artikler kan læses på